Tricks for talblinde
Jeg er pædagogstuderende til daglig. I min fritid har jeg et job, der både fagligt er relevant i forhold til min uddannelse, og meget interessant i forhold til min interesse indenfor indlæringsvanskeligheder. Jeg er faglig sekretær for en ordblind pædagog, der har meget skriftligt arbejde. Det er simpelthen et hjælpemiddel arbejdspladsen har stillet til rådighed, da de er klar over, at hans pædagogiske egenskaber er vigtigere end hans skriftlige muligheder. Det betyder, at jeg cirka 10 timer ugentligt hjælper med, at få skrevet journaler, handleplaner og andre tekster. Han fortæller hvad der skal skrives, og derefter går vi i gang med at skrive det, sætning for sætning. Ofte er det ren diktat, men der kan også være sætninger, hvor jeg skal spørge lidt ind til hvad det skal betyde, for at finde en mere formel tone. Det kan også ord han verbalt siger forkert – et eksempel kunne være, at jeg længe skrev et gadenavn forkert, da han sagde det forkert. Lad os sige, ‘Christoffersgade’ blev måske til ‘Christiansgade’. Så når der nævnes navne, er det min opgave lige at dobbeltjekke, om det nu var det, det faktisk hed.
Jeg kan med min talblindhed sagtens se, hvorfor han er nået frem til ‘Christiansgade’, uden at kunne forklare hverken mig selv eller andre hvordan han nåede dertil. Resultatet i denne situation var forkert, men det er en sjældenhed når man som ham har fundet et trick.
Jeg finder også ofte frem til et resultat af alternative veje. Måske skal jeg huske tallet 3475 – en ny pinkode for eksempel. Det tal kan jeg ikke holde levende i min hukommelse, med mindre jeg siger det igen og igen konstant, indtil jeg får mulighed for at skrive det ned. Og hvis jeg bliver forstyrret, mister jeg koncentrationen.
Men jeg har fundet et trick der hjælper mig. Jeg ved, at jeg oftest trækker på mine verbale evner når det kommer til tricks, så jeg prøvede at finde frem til, om jeg ikke også kunne det, når jeg skulle huske tal. På trods af mine verbale evner, har jeg ekstremt svært ved at huske navne – både navne for tal, begreber, for ting generelt og mennesker. Men ikke navne, der er nye navne for mig. Nogle mennesker bruger slet ikke ordene for tal når de skal huske dem – de ser bare tallene for sig i hovedet. Det har jeg ikke arbejdshukommelsen til. Nå, men jeg fandt ud af, at jeg kunne opfinde mine egne navne for talrækker jeg skulle huske. Først tænkte jeg på, at tage det første bogstav for hvert tal – men der er flere med samme bogstav. Så det blev to bogstaver fra hvert tal. 3475 = trfisyfe. Det ord skal jeg bare sige for mig selv måske fem gange, og så sidder det fast. Og når jeg så står ved hæveautomaten, kan jeg hive det frem fra hukommelsen og ‘rive det fra hinanden’ for at finde de enkelte tal.
Og jeg ved virkelig ikke hvorfor det er så meget lettere at sige et vrøvleord der ikke eksisterer. For navne er noget af det værste, jeg ved. Hanne, Anne, Janne, Mikkel, Michael, Morten – jeg kører rundt i det, og kalder mine tætteste venner forkerte navne. Men specielle navne – de hænger fast.
Det giver overhovedet ikke mening for andre, at jeg ikke bare kan huske ordene for 3, 4, 7 og 5. Og hvorfor ikke bare ordet ‘tretusindefirehundredeogfemoghalvfjerds’? Jeg håber jeg en dag forstår hvorfor – men indtil videre, er jeg bare lykkelig over, endelig at kunne huske fire tal af gangen. Næste projekt er fem tal, og jeg regner klart med at kunne huske et helt telefonnummer en dag. Det kan godt være, at det i realiteten er ligegyldigt nu hvor vi har mobiltelefoner over det hele – men det ville i den grad være en kæmpe succesoplevelse i mit liv.
Tænk, hvis talblinde også kunne få sekretærhjælp. I realiteten har vi ret til alt det ordblinde har ret til, men i praksis eksisterer det bare ikke. Og det er klart, da de færreste ved vi overhovedet eksisterer. Det betyder, at talblinde ikke ved det findes, hvilket betyder at der ikke bliver spurgt om hjælp. Og når der ikke bliver spurgt om hjælp, er der ikke nogen der ved, at der er et problem. Gav det mening?
Der er så meget, jeg kunne tænke mig at blive. Jeg er glad for pædagogfaget, men hvad nu, hvis jeg havde haft frit valg på flere hylder? Hvis jeg havde fået den studenterhue jeg i dag ved, at jeg sagtens ville kunne få med støtte? Naturligvis bliver jeg aldrig bankdirektør – men da jeg aldrig har taget en gymnasial uddannelse, har jeg ikke haft mulighed for at læse på universitetet. Jeg tog en snørklet bagvej for overhovedet at komme ind på pædagoguddannelsen. Og det er et spændende emne – jeg elsker at lære om mennesket – men det er den teoretiske side, der fanger mig mere end praktisk arbejde i vuggestuen. Her ville en bachelor i pædagogik på universitetet være en vej jeg ville have gået, hvis jeg havde haft muligheden. Nu tager jeg så en professionsbachelor, og kan derfra håbe på, at jeg kan komme videre på en kandidatuddannelse på Danmarks Pædagogiske Universitet.
Der er ekstremt mange talblinde, der som teenager ender med, at droppe tanken om drømmeuddannelsen – eller bare uddannelse generelt. Det betyder, at mange mennesker ikke opnår det, de faktisk kan og vil opnå. Det betyder også, at mange skifter uddannelse igen og igen, og får nederlag efter nederlag.
Oftest kan talblinde sagtens klare tallene på gymnasialt niveau – problemet opstår i situationen, hvor ingen er klar over, at eleven er talblind. Eller hvor talblindhed er diagnostiseret, men hjælpen ikke findes. Talblindhed er, hvor ordblindhed var for 30 år siden. Hvem ved, om 30 år sidder talblinde elever måske med en sekretær ved deres side, for at hjælpe dem til, at få udbytte af alt det, de faktisk er stand til. Men 30 år er for meget, og vi skal altså gøre noget for at løse problemet nu.
Kommentarer
