Talblindhed? Regnehuller? Dyskalkuli?
Er lige kommet hjem fra en rigtig god konference om dyskalkuli på Danmarks Pædagogiske Universitet. Jeg har skrevet om konferencen før – lidt længere nede på siden. Jeg har side op og side ned fyldt med noter fra alle oplæg, og vil de næste par dage få skrevet om det hele her på bloggen!
En fællesnævner for alle oplæg, var generel information om hvad matematikvanskeligheder og dyskalkuli er, og en debat om terminologien for matematikvanskeligheder. Terminologien synes jeg er et rigtigt spændende emne, for som en deltager sagde (Michael Wahl Andersen, forfatter til mange bøger om matematikundervisning herunder oversatte hæfter om dyskalkuli) er det svært at arbejde fælles for at hjælpe mennesker med dyskalkuli, når der endnu ikke er en fast enighed om, hvad det betyder. Dyskalkuli er medicinsk anerkendt af WHO og DSM, verdens to største og mest bruge diagnosticeringsmanualer – men de beskriver dyskalkuli meget kort, og nævner ikke alle de vanskeligheder mennesker med dyskalkuli har. Herudover ligger der et problem i, at ingen talblind ligner den anden talblinde, og at der er forskellige former for og grunde til dyskalkuli. Og så er der i øvrigt også en gruppe af forskere der ikke vil bruge ordet dyskalkuli, men i stedet ‘regnehuller’.
Som den svenske psykolog Bjørn Adler smukt sagde det, er der dog ingen tvivl om, at det for den talblinde ikke hedder regnehuller, men en regnelavine!
Det lød dog til, at der var enighed om, at ordet ‘talblindhed’ var et forkert ord. Jeg er sådan set enig i, at ordet ikke er et godt begreb for de problemer vi talblinde støder på – for vi kan jo godt se tallene, og i øvrigt handler det om så meget mere end tal. Men i og med at dysleksi hedder ordblindhed, hedder dyskalkuli altså talblindhed.
Dyskalkuli er for mig det korrekte ord. Men jeg bruger næsten kun begrebet talblindhed – og det er der en simpel grund til. Ingen ved hvad dyskalkuli betyder. Ingen stopper op, når de hører ordet. Ingen kigger nærmere, hvis de ser ordet i avisen. Ordet dyskalkuli har for tiden ingen effekt når det handler om at fange øjne og ører. Men talblindhed – det er et ord alle kan forholde sig til og hurtigt forstå, da ordblindhed er et alment kendt begreb. Og folk stopper op, når de hører ordet talblindhed.
Altså bruger jeg ordet talblindhed som et slags kælenavn, da det er dette ord der har mest effekt i forhold til at sprede viden om, at det faktisk findes – om det så hedder dyskalkuli eller talblindhed.
Kommentarer
