Talblinde-dagen 2009

3. marts 2009

 Talblinde dagen 2009

I dag, den 3. marts 2009, er den internationale Dyscalculia Day. Dette er et event der holdes hvert år verden rundt, altid den 3. marts. Dagen er dog stadig ny – blev opfundet i 2008 af medlemmerne på The Dyscalculia Forum.

Dagen eksisterer for at sætte fokus på talblindhed. Målet er, at folk fortæller andre, at talblindhed findes. Vi skal, helt bogstaveligt, sprede ordet talblindhed.

For det er netop uvidenheden, der er problemet med talblindhed i dag. Størstedelen af verdens befolkning har ingen idé om, at det findes. De færreste talblinde er klar over det. Og når ingen ved, at problemet findes, bliver der intet gjort for at løse det. Og når talblinde ikke ved, at de kan få hjælp, beder de ikke om det.

_______________________________________________________________________

10 måder at sprede ordet på

Her er 10 ideer til hvad DU kan gøre, for at ændre på uvidenheden. Det meste er helt gratis – resten koster bare det papir du har lyst til at bruge.

1: Snak med dem du kender, fortæl om talblindhed. Måske hende der altid fumler med mønterne, eller ham der altid spørger dig hvad klokken er. Det kan også bare være din kollega eller tante du nævner det overfor – det kan jo være, at de kender en, der viser tegn på talblindhed.

2: Hent vores flyer i pdf-format lige her. Print den ud, og hæng den på opslagstavlen på din skole, din arbejdsplads, dit bibliotek, eller dit vaskeri.

flyer Talblinde dagen 2009

3: Hvis du er på facebook – og hvem er ikke det efterhånden – kan du dedikere en statusopdatering til dette formål. Du kan bare skrive noget så simpelt som “Talblindhed findes! Læs mere på http://talblind.dk”. Du behøver ikke linke til siden her hvis du ikke har lyst – formålet er jo bare at fortælle talblindhed findes. Du kan gøre det samme på MySpace og twitter, hvis det er der, du bruger din tid.

4: Bliv medlem af vores gruppe på facebook – tryk på banneret øverst til højre. Dine venner ser automatisk at du er blevet medlem af gruppen, og så har du faktisk spredt ordet.

5: Har du intranet på skolen eller arbejdet? Så kan du hurtigt sprede ordet til mange, mange mennesker. Du kan eventuelt hugge denne tekst, fra vores flyer:

TALBLIND?
Kæmper du med tal? Har du svært ved at læse et ur? Problemer med at forstå busplanen og finde rundt i din egen by? Vanskeligheder med at huske navne, din egen fødselsdag, regler i sport og spil? Bytter du altid rundt på højre og venstre? Så skulle du måske læse videre.

Cirka 5% af befolkningen har dyskalkuli, også kaldet talblindhed. Talblindhed har i flere årtier været anerkendt under WHO ICD-10 F81.2 i samme kategori som ordblindhed. Det er dog de færreste der er klar over, at det overhovedet eksisterer. Men der findes faktisk hjælp til at kunne klare sig under uddannelse og i hverdagen. Læs meget mere på: HTTP://WWW.TALBLIND.DK

6: Har du en mor der aaaltid sender mails med vittigheder og en kollega der sender kattebilleder? Endelig kan du give hævn – tag teksten ovenfor og send en massemail til alle dem, der har proppet din inbox.

7: Har du en blog? Tag teksten og skriv et indlæg!

8: Er du aktiv på et debatforum? Tag teksten og skriv et indlæg. Du kan også dedikere din signatur til formålet – husk dog at tjekke regler omkring links til andre sider.

9: Skriv et læserbrev til din avis og brok dig over, at du ikke kan finde den hjælp du har brug for.

10: Skriv til din gamle matematiklærer. Fortæl hvad talblindhed er. Beskriv hvor dine problemer lå. Forklar hvad din lærer kunne have gjort bedre. Ros de gode ting din lærer gjorde for dig. Terapeutisk for dig, om intet andet – men det kunne jo også være, at dit brev gjorde en forskel for din lærers nuværende talblinde elever.

sm bookmark en Talblinde dagen 2009

Kommentarer