Tal – Helt Bogstaveligt

8. marts 2009

lrargerich Tal   Helt BogstaveligtNu nævnte jeg i indlægget om at lære klokken, at jeg indtil jeg blev teenager manglede den sproglige side af tal over 50. Det kalder man semantisk (sproglig) dyskalkuli. Der er flere problemer end den sproglige forståelse for tal – det er også den sproglige forståelse for matematiske begreber, symboler, regler og så videre.

Men hvis jeg skal sætte fokus på problemet med sproglige tal fra 50 og op, er det faktisk et problem mange danske talblinde støder på. Ikke så mange engelsksprogede talblinde. Og det er faktisk ret logisk, at det lige er ved 50 problemet opstår. Se på ordet ‘halvtreds’. Og se så på ordet ‘tredive’. Det er nok ikke noget du overhovedet tænker over, men ordet ‘halvtreds’ lægger overhovedet ikke op til, at der er tale om noget med et fem-tal – ordet ‘tredive’ lægger dog klart op til et tre-tal. Jeg tror jeg skal starte fra begyndelsen, for at det giver mening.

1′ere: Giver mening da det er et enkelt tal, og det er derfor bare dem der skal på plads for sig selv, fra starten. Og det har langt størstedelen af talblinde.

10′ere: Giver mening i forbindelse med de fleste tal. 10, 11 – nej. 12 = tolv. 13 = tretten. 14 = fjorten. 15 = femten. 16 = seksten. 17 = sytten. 18 = giver ikke mening. 19 = nitten.

Nu skal du som læser så tage udgangspunkt i, at jeg sprogligt set (udover tal) er stærk. Det betød, at jeg som barn opfandt måder at huske tal på, via sprog. Lege, rim, remser, noget der logisk gav mening. At tal i 10′erne begyndte med noget fra 1′erne var min redning. Og jeg forstod engelsk længe før vi i tredje klasse startede engelskundervisning (fjernsyn længe leve), så jeg var klar over, hvad ‘ten’ betød i forbindelse med 10′erne. Så jeg lagde to og to sammen, bogstaveligt talt – tre + ten = 13. Og det gik såmænd okay, regning på det niveau.

20′ere: 20 = tyve. Okay, her satte det sig hurtigt fast, at tocifrede tal der begyndte med T hed noget med TYVE, igen med hjælp fra 1′erne hvor tallet 2 også startede med T. 21 = en og tyve. Her skulle jeg begynde at lære, at læse tal bagvendt. Og det var svært, med min logik, at læse tallet 21 som EN og TYVE, når der faktisk står TYVE og EN. Det lærte jeg, hvordan kan jeg desværre ikke huske.

30′ere: 30 = tredive. Lærte igen ved hjælp af 1′ere, at TREDIVE var noget med TRE.

40′ere. 40 = fyrre. Som sprogligt begavet var det rigeligt at have bogstavet F at klamre mig til, når jeg skulle forstå at det havde noget med FIRE at gøre.

50′ere. 50 = halvtreds. Det vidste jeg ikke. “Hvad er en halv treds?”, blev jeg ved med at spørge om.

60′ere. 60 = tres. Okay, her er noget med det dér tres fra før – så må en halv treds være halvdelen af 60. Men det er jo tredive?! Hvad betyder tredive så??

70′ere: 70 = halvfjerds. Hvad er en halv fjerds? F er noget med fire kan jeg huske… Så må halvfjerds være noget med 2, for det er halvdelen af 4? Men hvad er tyve så?

80′ere: 80 = firs. Hvad betyder det?

90′ere: 90 = halvfems. Hvad er en halv fems? Halvfems er noget med FEM, så det må være 5. En halv fem. En halv fem er 2½. Så 90 er 2½?

Med andre ord, der måske ikke er så forvirrende for ikke-talblinde, så havde jeg ingen, absolut ingen, selvopfundne regler at holde mig til, når tallene var over 50. For det var min stærke sproglige side, jeg brugte som hjælpemiddel – og med tal over 50, var der sprogligt ikke nogle tricks. Men hvordan lærte jeg så tallene til sidst?

Jeg lærte tallene på engelsk, ud fra de engelske ord i 1′erne, akkurat som jeg havde gjort det op til fyrre på dansk. 50 = fifty. 60 = sixty. 70 = seventy. 80 = eighty. 90 = ninety.

Og med den begavelse jeg nu engang havde indenfor sprog, gik der ingen tid før jeg havde oversat ordene til dansk.

… Og sådan er der så mange måder, man som talblind lærer på. Det kan godt være, det tager tid – men når vi først har fundet TRICKET, så sidder det FAST. Og de måder vi lærer på, kan virke så snørklede, lange og forvirrende for andre. Men det er jo ligemeget hvordan vi lærer det, bare vi lærer det vi er i stand til, at lære.

sm bookmark en Tal   Helt Bogstaveligt

Kommentarer

1 kommentar til "Tal – Helt Bogstaveligt"

  1. Mathilde 27. juni 2009, 04:06
  2. Jeg drev også folk til vanvid fordi det umuligt kunne være en halvtreds hvis den var mindre en en treds og hvad var en halvfjerds hvis man ikke kunne få en hel fjerds, jeg fik en heldig ordning med min sidekammerat hvor jeg “oversatte” opgave formuleringen til matematiske problemer da han var sprogligt svagere og så løste han opgaverne og sammen fik vi klaret det meste. Senere lærte jeg flere ord for tal som ol og dusin og mol, men foretrækker de latinske navne. Og tal slet ikke om romertal!