At lære klokken som talblind
At læse et ur – helt ærligt, hvor svært kan det være? Ret svært, hvis man har dyskalkuli. Dette kan både være på grund af visuel/spatial dyskalkuli, numerisk fakta dyskalkuli, procedure dyskalkuli og semantisk dyskalkuli – altså alle fire typer.
Jeg har lidt af det hele. Når det kommer til ure, er det dog visuel/spatial dyskalkuli der giver problemer. Jeg lærte først rigtigt at læse et ur i starten af mine teenageår. Højst sandsynligt da det var på denne tid, at semantisk (sproglig) forståelse for tal satte sig fast og blev. Før dette, havde jeg problemer med at kende forskel på tal fra 50 til 100 – mundtligt. Det vil sige, at jeg forstod at skriftsymbolerne for 50, 60, 70, 80, 90 og 100 var i denne rækkefølge, men rent sprogligt byttede jeg rundt på ordene for 50 og op. Og når det kommer til konceptet ‘tid’, har man altså brug for en sproglig forståelse for tal.
I dag går det okay med at læse ure – men det er ikke noget, jeg bare lige gør. Et ur der ingen tal har, men kun visere – det kan jeg godt glemme alt om at forstå, hvis jeg vil fortsætte med at være i godt humør resten af dagen. At være 26 år og have problemer med noget så simpelt som et ur, er ikke godt for selvværdet, lige meget hvor intelligent du ellers ved du er. Et ur der kun viser fire tider – seks, ni, tolv, tre – det gør ikke sagen lettere.
Digitale ure er intet problem. ChesireKat fra Dyscalculia Forum har beskrevet forskellen mellem analoge ure og digitale ure ret godt.
“For mig er det som at have en opskrift på småkager i den ene hånd, og en færdig småkage i den anden”.
Og hvordan kan det så lige være – når jeg nu er TALblind? Umiddelbart giver det ingen mening. Et ur med tal og intet andet burde være det sværeste for mig. Og det er det for nogle talblinde, især når numerisk fakta dyskalkuli gør sig gældende, da man så kæmper med basisforståelse for tal. Og mennesker med procedure dyskalkuli kan have problemer med selve rækkefølgen på et digitalt ur.
Jeg synes det er svært at forklare hvorfor, det med visuel/spatial dyskalkuli er så svært at læse et normalt ur. Jeg er nok for tæt på problemet, til at kunne se det udefra. Men i bund og grund opstår problemet, når jeg skal kigge mig frem via viserne på uret. Rent visuelt kører mine øjne rundt i hovedet når jeg kigger på uret. Jeg skal stoppe op og koncentrere mig for at se, at en af viserene står på lad os sige mellem 5 og 6. Derefter skal jeg finde den anden viser. Den står mellem 11 og 12. Nu skal jeg analysere de to visere for at se, hvilken er lille, og hvilken er lang. Derefter skal jeg huske, hvilken viser der repræsenterer hvad – er den lille symbol for timetallet, eller er den store? Det virker som et latterligt problem, men det er noget af det sværeste at huske for mig. Nu siger vi så, at jeg har husket, at det er den lille viser der står for timetallet (det, der gør problemet ekstra stort, er når der umiddelbart ingen forskel er på størrelsen, eller i hvert fald så lidt, at jeg med visuelle/spatiale problemer ikke kan se forskellen), men i mellemtiden har jeg glemt hvor viserne stod på skiven – så det skal jeg finde frem til igen. Den lille står mellem 11 og 12, den store mellem 5 og 6. Altså er klokken 11 et eller andet. Logisk i min hjerne vil den være 11.5/6, fordi det næste tal jeg fandt frem til var noget mellem 5 og 6. Men jeg er jo godt klar over, at der ikke er noget tidspunkt der hedder 11.5/6.
Det var især dette punkt på dagsordenen der forvirrede mig som barn. Det havde ikke sat sig fast, at jeg skulle tage udgangspunkt i 12 på viseren, og tælle derfra. Det gav ingen mening, og jeg forstod det ikke når andre forsøgte at forklare mig det. Hvorfor fra 12? Og når det nu var fra 12, skulle jeg så ikke tælle videre derfra – altså 13, 14, 15..? Det var nemlig det jeg længe gjorde, da udgangspunktet i 12 havde sat sig fast. I dag er forstår jeg meningen med, at tælle 1, 2, 3… fra 12. Men det hjemsøger mig stadig i et sekund når jeg skal læse et tidspunkt mellem for eksempel 5 og 6.
Okay, nu skal jeg finde ud af hvad viseren mellem 5 og 6 siger. På et ur som dette tæller jeg 5 minutter af gangen. Så her skal jeg bruge 5-tabellen, som ikke helt har sat sig fast på rygraden endnu – men det går an, når jeg koncentrerer mig. Mine øjne skal følge mig samtidig med, at jeg siger tallene. Fem (øjne på et), ti (øjne på to), 15 (øjne på tre), 20 (øjne på fire), 25 (øjne på fem)… og så går jeg i stå hvor der ikke længere er femtabellen at klæbe sig til. For øvrigt har jeg under hele denne process kæmpet med logikken i, for eksempel at kigge på tre og sige 15. Nu skal jeg rent visuelt fokusere et helt andet sted på uret. Jeg skal tælle små striber, og de små striber hopper. Jeg er ikke ordblind – tværtimod – men jeg forstår virkelig, hvad nogle ordblinde forklarer, når de siger bogstaverne hopper. Striber, streger, prikker – de hopper og hopper som lopper. Tal hopper dog ikke. Her skal jeg virkelig koncentrere mig – og jeg skal samtidig holde tallet 25 kørende, da det var det, jeg var nået til. 25… 26… 27… cirka. Okay, 27 siger jeg. Nu skal jeg tilbage og kigge på den lille viser, for det tal har jeg altså glemt i mellemtiden. Den står mellem 11 og 12. Jeg ved i dag, at tallet der kommer før den lille viser, er det tal, der gælder. Det kæmpede jeg med, som lille. Så jeg ved, at timetallet er 11. Altså er klokken 11.27.
Når jeg beskriver det rent skriftligt her, fylder det en del. I realiteten tager det måske 15 sekunder at forstå et analogt ur. 15 sekunder lyder ikke af meget, men prøv lige, at tage tid på hvor længe det tager sig, som ikke-talblind. Mindre end et splitsekund – det er højst sandsynligt slet ikke noget du tænker over. Sådan har jeg det med digitale ure.
Når der kun er analoge ure i nærheden, og jeg er sammen med andre, spørger jeg ofte bare andre hvad klokken er. Som nævnt tidligere, er det ikke hver dag, man orker nederlaget ved at læse et ur forkert. Rent sprogligt og ur-numerisk forstår jeg 11.27 i dag. Det har sat sig fast, at 27 er tæt på 30, og 30 er lig med en halv time. Det er derfor, at digitale ure er så lette. Og jeg kan tælle fra 27 til 30, så jeg ved, at der er tre minutter til pausen er slut.
Dette blev et langt blogindlæg. Jeg prøvede at beskrive det kort, men simple problemer er vist aldrig så simple som de lyder. I hele ur-problematikken ligger der også en problematik om manglende forståelse for konceptet tid – men det er stof til et helt andet blogindlæg en dag.
Til jer forældre der sidder derude og kæmper med at jeres barn ikke forstår uret, kan jeg sige, at det for størstedelen af talblinde på et eller andet tidspunkt sætter sig fast – det er erfaringen jeg hører fra medlemmer på Dyscalculia Forum. Jeg kan ikke forklare hvorfor – i mit tilfælde var det nok da tal over 50 semantisk (sprogligt) satte sig fast. I mellemtiden ville jeg, hvis mit barn var talblindt, vælge at sætte fokus på at lære at læse digitale ure. Det er lettere for de fleste talblinde. Digitale ure er ikke en nødløsning – det er en løsning.
Her er nogle tips til at lære klokken, som jeg nok kunne have haft gavn af:
- En diagnostisering af talblindhed der i detaljer beskriver hvilken type dyskalkuli barnet har, for at kunne forstå hvorfor problemet overhovedet opstår.
- Læren om tal op til 100 skal være på plads – talmæssigt og sprogligt.
- Forståelsen for hvad ordene time, minut, sekund, kvarter, kvart i, kvart over, tyve i og så videre betyder. Altså de sproglige begreber for tidens tal.
- Det er altid en god idé at få tjekket øjnene – det kan spille ind når man visuelt skal arrangere viserne i hovedet. Kan være på grund af nær/langsynethed men også bygningsfejl.
- Fysiske hjælpemidler kan hjælpe nogle. I min klasse skulle vi sætte tider på uret ved hjælp af elatistikker på søm på et bræt. Hjalp ikke mig, umiddelbart på grund af sproglige og motoriske problemer, men prøv det endelig, for selv jeg der ikke fattede det, synes det var sjovt – og tingene glider ofte nemmere ind, når man har det sjovt. Talblinde har ofte angst for alt med tal – og angst stopper al læring.
- Få tjek på, om konceptet tid sidder fast. Nogle skal lære uret før konceptet sætter sig fast, men en del talblinde skal have det omvendt da hele tidsfornemmelsen og opfattelsen er mangelfuld.
- Der skal være tid til, at lære tiden at kende. Det skal nok komme, og det skal være okay, at det er svært.