Ansigtsblind?

20. april 2009 · 5 kommentarer

ansigtsblind Ansigtsblind?Jeg ville lige høre, om der er nogle af jer der har fundet et trick i forhold til at huske navne og ansigter?

Navne og ansigter er ofte et problem for talblinde. Der findes udover det et handicap der hedder ‘prosopagnosi’- på godt dansk ansigtsblindhed, som to procent af verdens befolkning siges at have. De fleste har det i mild grad, men en del har det i så ekstrem form, at de ikke kan genkende deres egne børn eller deres eget spejlbillede.

Jeg har det slet ikke i så høj grad. Jeg kan genkende mennesker jeg kender godt, men det tager lang tid at få nye ansigter klistret fast. Jeg kan gå op og ned af en ny kollega hver dag i en måned, som jeg stadig lige skal kigge en ekstra gang på, for at vide hvem personen er. Mit problem med ansigter er også, at jeg ikke kan ‘finde dem frem’ i mit hoved. Jeg kan genkende min mor når jeg ser hende, men hvis du beder mig om at beskrive hende uden hun står foran mig, kan jeg ikke finde hendes ansigt frem på min skærm. Kognitivt ved jeg, at hun er lidt lavere end mig og har kort lyst hår – men det visuelle billede mangler, så mere information kan jeg ikke give.

Jeg læste for et stykke tid siden et interview med Kronprinsesse Victoria, hvor hun fortalte om hendes ansigtsblindhed og problemer med at huske navne. Det må godt nok være besværligt når ens liv handler om at netværke!

Det er også enormt svært, når man arbejder med børn. Jeg skal til at lære 40 nye navne og sætte dem sammen med 40 ansigter. De to forrige gange jeg har skullet dette, fik jeg institutionerne til at give mig et billede med børnene med hjem, hvor deres navne stod på. Og så øvede jeg, og øvede, og øvede. Det virker lidt. Hvilket vil sige, at nogle navne og ansigter sætter sig hurtigere fast, end da jeg ikke havde fundet denne metode. Men jeg er ikke tilfreds med, at det kun virker lidt – det skal virke helt.  Når det kommer til alt andet end navne og ansigter, er jeg dog enorm god til at huske detaljer om de mennesker jeg møder i det pædagogiske arbejde. Hvorfor er det, at jeg kan huske, at ‘Emma’ elsker agurker og at kælke med sin far, mistede sin mælketand sidste sommer, bor på Østerbrogade, har gulblomstrede vanter, en yndlingsdukke hun havde med for flere måneder siden, og en tante i Sverige der er advokat – men ikke kan huske Emmas navn? Min hjerne er et mysterium for mig, som jeg hver eneste dag prøver at løse.

Fortæl endelig hvis der er noget der virker for dig, der måske kunne virke for mig og andre.

Yderligere information om prosopagnosi:

Artikel fra Månedsskrift for praktisk lægegerning om ansigtsblindhed

Artikel fra Illustreret Videnskab om ansigtsblindhed

Test dig selv for ansigtsblindhed

Pinkoder… åh nej!

14. april 2009 · 1 kommentar

Forleden så jeg Danske Bank reklamere for, at man hos dem kan få samme pinkode på alle sine kort. Det er godt nok smart! Jeg kontaktede straks 15 af de største danske pengeinstitutter for at høre, om de tilbød det samme. Nykredit og Danske Bank viser sig dog at være de eneste. Det er gratis begge steder.

Så hvis du har flere pinkoder hos Nykredit eller Danske Bank, er det da bare at gå ned og få samme kode på alle kort.  Så er der i det mindste kun en enkelt kode du skal huske. Det var bare lige et hurtigt tip fra mig – håber alle har nydt påsken.

Valutalblind

22. marts 2009 · 2 kommentarer

Udgivet under Creative Commons, se flickr-bruger bradipo

Jeg var et smut i Malmø fredag med min skole. Og så skulle vi jo lige shoppe lidt, nu vi var der, var planen. Valutaen er for tiden ret god når man kommer fra Danmark, har jeg ladet mig fortælle.

Nå, men egentlig ville jeg bare lige dele et trick til valutaforskelle, som overhovedet ikke kræver matematiske problemer der skal løses. Tricket kræver bare, at du har en nogenlunde forståelse for, hvad du kan købe for 100 danske kroner – altså en forståelse for hvad danske kroner betyder.

Andre har prøvet at lære mig at gøre det på mobilens lommeregner mange gange, men det kræver jeg husker 1: hvad valutaen er i de to lande, 2: hvordan man udregner det på lommeregneren. Mange tror en lommeregner er løsningen på problemet med talblindhed – men for at bruge en lommeregner skal man 1: kunne gengive tallene rigtigt, 3: genkende og forstå meningen med de matematiske symboler, 3: huske selve processen. Og det er de tre ting, der i alle matematikproblemer skaber problemet for talblinde, og derfor hjælper en almindelig lommeregner ikke.

Da jeg en dag for mange år siden havde vekslet penge, fik jeg et lille kort med der forklarede hvad de danske kroner blev til i tjekkiske koruna. De viste hvad 1 krone blev, hvad 100 kroner blev, hvad 500 kroner blev og hvad 1000 kroner blev. Det var dog ikke nok til, at jeg forstod hvad 729 kroner for eksempel blev.

Så næste gang jeg skulle rejse, gik jeg ind på en af de mange hjemmesider der kan udregne valutaforskelle. Se eventuelt valutakurser.dk. I den omregner kan man skrive det præcise beløb man vil have omregnet. Det gjorde jeg så. Med tal op til 100 (i det andet lands valuta) skrev jeg alle omregnede tal ned på et lille papkort, så det for eksempel så sådan ud fra svenske til danske tal:

1: 0,67 // 2: 1,34 // 3: 2,1 // 4: 2,69 // 5: 3,36

Og så videre, op til 100. Fra 100 skrev jeg omregnelsen ud i 10′ere – altså:

100: 67,14 // 110:73,85 // 120:80,57

Og så videre, i 10′ere, op til et vist beløb, afhængig af valutaens værdi. Jeg starter altid med det andet lands valuta, da det er det tal, man bliver præsenteret for i butikkerne. Det er et stort arbejde i starten. Men jeg er personligt ligeglad hvor længe det tager mig, bare jeg opnår at kunne finde ud af det, at kunne klare mig selv, og slippe for altid at spørge andre om hjælp. Som bonus træner processen mig i, at gengive tal rigtigt. Hvis man har styr på copy/paste-funktionen på computeren er det dog også en løsning.

Hvis der er éen ting alle talblinde har tilfælles er det, at vi alle så skide gerne vil kunne forstå de skide tal – undskyld sproget. Og jeg forstår valutaforskelle, når jeg har mit kort med mig.

Koordinatsystemet

15. marts 2009 · 1 kommentar

koordinatsystem Koordinatsystemet

Jeg læste lige et tip fra en mor til en talblind datter på dyscalculia forum. Datteren har svært ved at forstå koordinatsystemet, helt specifikt har hun haft problemer med at huske hvad der var X og hvad der var Y. Men så fandt hun på et husketrick – en Yo-Yo går op og ned, og det gør Y-aksen også.

Det trick kunne jeg godt have brugt i folkeskolen!

Tal om tal derhjemme

10. marts 2009 · Skriv en kommentar

H&M er her i foråret begyndt at sælge produkter til hjemmet. Jeg fandt lige et par interessante produkter i kataloget – køkkenting med tal! Det er specielt papirservietter med en lineal, og stofservietter med tal jeg har øje på.

mlh717 1713 001r 66603 Tal om tal derhjemme mlh717 1700 001r 66576 Tal om tal derhjemme

Man siger jo, at matematikken skal virkeliggøres for, at sætte sig fast hurtigt. Det kan man som forælder gøre ved at bruge tal – og tale om dem – bevidst i hverdagen. Såsom at dække bord til familien på 6 – det gør nogle børn bare ved at se den visuelle forskel når der mangler en kniv et sted, men her kunne det være en opgave for barnet at tælle sig frem til hvor mange knive der fra start skulle tages op af skuffen. Når man er talblind, kan selv små tal virke meget abstrakte indtil de sidder fast. Jeg tror, at køkkentingene her ville kunne virkeliggøre det.

Jeg kan forestille mig, at det er let at lave de her ting selv. Det er i princippet bare et stykke stof og en tusch der skal bruges, hvis det skal være nemt. Det kunne være linealer på dækkeservietter, hvor opgaven kunne være at sætte tallerken mellem to mål. Eller tal på viskestykker og håndklæder der så skal hænges i den rigtige rækkefølge. Puder med tal og plustegn til sofaen, hvor opgaven kunne være at sætte dem i en rækkefølge der gav et rigtigt resultat. En pude med tallet 2, et plustegn, en pude med tallet 5, et lig med tegn, for til sidst at ende med et 7-tal. Altså puder med tallene 0-9, plus og minustegnet, og et lig med tegn. Eftersom en del kæmper med selve navnene for tallene, kan det også være en idé at skrive både tallet og ordet på puden. Og en visuel repræsentation, såsom prikker for antallet. Jeg har fundet et engelsk eksempel på hvad jeg mener, her (ikke fra H&M):

puder Tal om tal derhjemme

Man kan også købe dækkeservietter og bordløber i samme design, men her er linealen forstørret. Det tror jeg, ville forvirre børn der ikke har fornemmelsen for, hvad en centimeter er – så dem ville jeg ikke anbefale.

udklip Tal om tal derhjemme

link

Tricks for talblinde

9. marts 2009 · Skriv en kommentar

jaci berkopec Tricks for talblinde

Jeg er pædagogstuderende til daglig. I min fritid har jeg et job, der både fagligt er relevant i forhold til min uddannelse, og meget interessant i forhold til min interesse indenfor indlæringsvanskeligheder. Jeg er faglig sekretær for en ordblind pædagog, der har meget skriftligt arbejde. Det er simpelthen et hjælpemiddel arbejdspladsen har stillet til rådighed, da de er klar over, at hans pædagogiske egenskaber er vigtigere end hans skriftlige muligheder. Det betyder, at jeg cirka 10 timer ugentligt hjælper med, at få skrevet journaler, handleplaner og andre tekster. Han fortæller hvad der skal skrives, og derefter går vi i gang med at skrive det, sætning for sætning. Ofte er det ren diktat, men der kan også være sætninger, hvor jeg skal spørge lidt ind til hvad det skal betyde, for at finde en mere formel tone. Det kan også ord han verbalt siger forkert – et eksempel kunne være, at jeg længe skrev et gadenavn forkert, da han sagde det forkert. Lad os sige, ‘Christoffersgade’ blev måske til ‘Christiansgade’. Så når der nævnes navne, er det min opgave lige at dobbeltjekke, om det nu var det, det faktisk hed.

Jeg kan med min talblindhed sagtens se, hvorfor han er nået frem til ‘Christiansgade’, uden at kunne forklare hverken mig selv eller andre hvordan han nåede dertil. Resultatet i denne situation var forkert, men det er en sjældenhed når man som ham har fundet et trick.

Jeg finder også ofte frem til et resultat af alternative veje. Måske skal jeg huske tallet 3475 – en ny pinkode for eksempel. Det tal kan jeg ikke holde levende i min hukommelse, med mindre jeg siger det igen og igen konstant, indtil jeg får mulighed for at skrive det ned. Og hvis jeg bliver forstyrret, mister jeg koncentrationen.

Men jeg har fundet et trick der hjælper mig. Jeg ved, at jeg oftest trækker på mine verbale evner når det kommer til tricks, så jeg prøvede at finde frem til, om jeg ikke også kunne det, når jeg skulle huske tal. På trods af mine verbale evner, har jeg ekstremt svært ved at huske navne – både navne for tal, begreber, for ting generelt og mennesker. Men ikke navne, der er nye navne for mig. Nogle mennesker bruger slet ikke ordene for tal når de skal huske dem – de ser bare tallene for sig i hovedet. Det har jeg ikke arbejdshukommelsen til. Nå, men jeg fandt ud af, at jeg kunne opfinde mine egne navne for talrækker jeg skulle huske. Først tænkte jeg på, at tage det første bogstav for hvert tal – men der er flere med samme bogstav. Så det blev to bogstaver fra hvert tal. 3475 = trfisyfe. Det ord skal jeg bare sige for mig selv måske fem gange, og så sidder det fast. Og når jeg så står ved hæveautomaten, kan jeg hive det frem fra hukommelsen og ‘rive det fra hinanden’ for at finde de enkelte tal.

Og jeg ved virkelig ikke hvorfor det er så meget lettere at sige et vrøvleord der ikke eksisterer. For navne er noget af det værste, jeg ved. Hanne, Anne, Janne, Mikkel, Michael, Morten – jeg kører rundt i det, og kalder mine tætteste venner forkerte navne. Men specielle navne – de hænger fast.

Det giver overhovedet ikke mening for andre, at jeg ikke bare kan huske ordene for 3, 4, 7 og 5. Og hvorfor ikke bare ordet ‘tretusindefirehundredeogfemoghalvfjerds’? Jeg håber jeg en dag forstår hvorfor – men indtil videre, er jeg bare lykkelig over, endelig at kunne huske fire tal af gangen. Næste projekt er fem tal, og jeg regner klart med at kunne huske et helt telefonnummer en dag. Det kan godt være, at det i realiteten er ligegyldigt nu hvor vi har mobiltelefoner over det hele – men det ville i den grad være en kæmpe succesoplevelse i mit liv.

Tænk, hvis talblinde også kunne få sekretærhjælp. I realiteten har vi ret til alt det ordblinde har ret til, men i praksis eksisterer det bare ikke. Og det er klart, da de færreste ved vi overhovedet eksisterer. Det betyder, at talblinde ikke ved det findes, hvilket betyder at der ikke bliver spurgt om hjælp. Og når der ikke bliver spurgt om hjælp, er der ikke nogen der ved, at der er et problem. Gav det mening?

Der er så meget, jeg kunne tænke mig at blive. Jeg er glad for pædagogfaget, men hvad nu, hvis jeg havde haft frit valg på flere hylder? Hvis jeg havde fået den studenterhue jeg i dag ved, at jeg sagtens ville kunne få med støtte? Naturligvis bliver jeg aldrig bankdirektør – men da jeg aldrig har taget en gymnasial uddannelse, har jeg ikke haft mulighed for at læse på universitetet. Jeg tog en snørklet bagvej for overhovedet at komme ind på pædagoguddannelsen. Og det er et spændende emne – jeg elsker at lære om mennesket – men det er den teoretiske side, der fanger mig mere end praktisk arbejde i vuggestuen. Her ville en bachelor i pædagogik på universitetet være en vej jeg ville have gået, hvis jeg havde haft muligheden. Nu tager jeg så en professionsbachelor, og kan derfra håbe på, at jeg kan komme videre på en kandidatuddannelse på Danmarks Pædagogiske Universitet.

Der er ekstremt mange talblinde, der som teenager ender med, at droppe tanken om drømmeuddannelsen – eller bare uddannelse generelt. Det betyder, at mange mennesker ikke opnår det, de faktisk kan og vil opnå. Det betyder også, at mange skifter uddannelse igen og igen, og får nederlag efter nederlag.

Oftest kan talblinde sagtens klare tallene på gymnasialt niveau – problemet opstår i situationen, hvor ingen er klar over, at eleven er talblind. Eller hvor talblindhed er diagnostiseret, men hjælpen ikke findes. Talblindhed er, hvor ordblindhed var for 30 år siden. Hvem ved, om 30 år sidder talblinde elever måske med en sekretær ved deres side, for at hjælpe dem til, at få udbytte af alt det, de faktisk er stand til. Men 30 år er for meget, og vi skal altså gøre noget for at løse problemet nu.

Nyheder

Tal – Helt Bogstaveligt

8. marts 2009 · 1 kommentar

lrargerich Tal   Helt BogstaveligtNu nævnte jeg i indlægget om at lære klokken, at jeg indtil jeg blev teenager manglede den sproglige side af tal over 50. Det kalder man semantisk (sproglig) dyskalkuli. Der er flere problemer end den sproglige forståelse for tal – det er også den sproglige forståelse for matematiske begreber, symboler, regler og så videre.

Men hvis jeg skal sætte fokus på problemet med sproglige tal fra 50 og op, er det faktisk et problem mange danske talblinde støder på. Ikke så mange engelsksprogede talblinde. Og det er faktisk ret logisk, at det lige er ved 50 problemet opstår. Se på ordet ‘halvtreds’. Og se så på ordet ‘tredive’. Det er nok ikke noget du overhovedet tænker over, men ordet ‘halvtreds’ lægger overhovedet ikke op til, at der er tale om noget med et fem-tal – ordet ‘tredive’ lægger dog klart op til et tre-tal. Jeg tror jeg skal starte fra begyndelsen, for at det giver mening.

1′ere: Giver mening da det er et enkelt tal, og det er derfor bare dem der skal på plads for sig selv, fra starten. Og det har langt størstedelen af talblinde.

10′ere: Giver mening i forbindelse med de fleste tal. 10, 11 – nej. 12 = tolv. 13 = tretten. 14 = fjorten. 15 = femten. 16 = seksten. 17 = sytten. 18 = giver ikke mening. 19 = nitten.

Nu skal du som læser så tage udgangspunkt i, at jeg sprogligt set (udover tal) er stærk. Det betød, at jeg som barn opfandt måder at huske tal på, via sprog. Lege, rim, remser, noget der logisk gav mening. At tal i 10′erne begyndte med noget fra 1′erne var min redning. Og jeg forstod engelsk længe før vi i tredje klasse startede engelskundervisning (fjernsyn længe leve), så jeg var klar over, hvad ‘ten’ betød i forbindelse med 10′erne. Så jeg lagde to og to sammen, bogstaveligt talt – tre + ten = 13. Og det gik såmænd okay, regning på det niveau.

20′ere: 20 = tyve. Okay, her satte det sig hurtigt fast, at tocifrede tal der begyndte med T hed noget med TYVE, igen med hjælp fra 1′erne hvor tallet 2 også startede med T. 21 = en og tyve. Her skulle jeg begynde at lære, at læse tal bagvendt. Og det var svært, med min logik, at læse tallet 21 som EN og TYVE, når der faktisk står TYVE og EN. Det lærte jeg, hvordan kan jeg desværre ikke huske.

30′ere: 30 = tredive. Lærte igen ved hjælp af 1′ere, at TREDIVE var noget med TRE.

40′ere. 40 = fyrre. Som sprogligt begavet var det rigeligt at have bogstavet F at klamre mig til, når jeg skulle forstå at det havde noget med FIRE at gøre.

50′ere. 50 = halvtreds. Det vidste jeg ikke. “Hvad er en halv treds?”, blev jeg ved med at spørge om.

60′ere. 60 = tres. Okay, her er noget med det dér tres fra før – så må en halv treds være halvdelen af 60. Men det er jo tredive?! Hvad betyder tredive så??

70′ere: 70 = halvfjerds. Hvad er en halv fjerds? F er noget med fire kan jeg huske… Så må halvfjerds være noget med 2, for det er halvdelen af 4? Men hvad er tyve så?

80′ere: 80 = firs. Hvad betyder det?

90′ere: 90 = halvfems. Hvad er en halv fems? Halvfems er noget med FEM, så det må være 5. En halv fem. En halv fem er 2½. Så 90 er 2½?

Med andre ord, der måske ikke er så forvirrende for ikke-talblinde, så havde jeg ingen, absolut ingen, selvopfundne regler at holde mig til, når tallene var over 50. For det var min stærke sproglige side, jeg brugte som hjælpemiddel – og med tal over 50, var der sprogligt ikke nogle tricks. Men hvordan lærte jeg så tallene til sidst?

Jeg lærte tallene på engelsk, ud fra de engelske ord i 1′erne, akkurat som jeg havde gjort det op til fyrre på dansk. 50 = fifty. 60 = sixty. 70 = seventy. 80 = eighty. 90 = ninety.

Og med den begavelse jeg nu engang havde indenfor sprog, gik der ingen tid før jeg havde oversat ordene til dansk.

… Og sådan er der så mange måder, man som talblind lærer på. Det kan godt være, det tager tid – men når vi først har fundet TRICKET, så sidder det FAST. Og de måder vi lærer på, kan virke så snørklede, lange og forvirrende for andre. Men det er jo ligemeget hvordan vi lærer det, bare vi lærer det vi er i stand til, at lære.

Talblinde-dagen 2009

3. marts 2009 · Skriv en kommentar

 Talblinde dagen 2009

I dag, den 3. marts 2009, er den internationale Dyscalculia Day. Dette er et event der holdes hvert år verden rundt, altid den 3. marts. Dagen er dog stadig ny – blev opfundet i 2008 af medlemmerne på The Dyscalculia Forum.

Dagen eksisterer for at sætte fokus på talblindhed. Målet er, at folk fortæller andre, at talblindhed findes. Vi skal, helt bogstaveligt, sprede ordet talblindhed.

For det er netop uvidenheden, der er problemet med talblindhed i dag. Størstedelen af verdens befolkning har ingen idé om, at det findes. De færreste talblinde er klar over det. Og når ingen ved, at problemet findes, bliver der intet gjort for at løse det. Og når talblinde ikke ved, at de kan få hjælp, beder de ikke om det.

_______________________________________________________________________

10 måder at sprede ordet på

Her er 10 ideer til hvad DU kan gøre, for at ændre på uvidenheden. Det meste er helt gratis – resten koster bare det papir du har lyst til at bruge.

1: Snak med dem du kender, fortæl om talblindhed. Måske hende der altid fumler med mønterne, eller ham der altid spørger dig hvad klokken er. Det kan også bare være din kollega eller tante du nævner det overfor – det kan jo være, at de kender en, der viser tegn på talblindhed.

2: Hent vores flyer i pdf-format lige her. Print den ud, og hæng den på opslagstavlen på din skole, din arbejdsplads, dit bibliotek, eller dit vaskeri.

flyer Talblinde dagen 2009

3: Hvis du er på facebook – og hvem er ikke det efterhånden – kan du dedikere en statusopdatering til dette formål. Du kan bare skrive noget så simpelt som “Talblindhed findes! Læs mere på http://talblind.dk”. Du behøver ikke linke til siden her hvis du ikke har lyst – formålet er jo bare at fortælle talblindhed findes. Du kan gøre det samme på MySpace og twitter, hvis det er der, du bruger din tid.

4: Bliv medlem af vores gruppe på facebook – tryk på banneret øverst til højre. Dine venner ser automatisk at du er blevet medlem af gruppen, og så har du faktisk spredt ordet.

5: Har du intranet på skolen eller arbejdet? Så kan du hurtigt sprede ordet til mange, mange mennesker. Du kan eventuelt hugge denne tekst, fra vores flyer:

TALBLIND?
Kæmper du med tal? Har du svært ved at læse et ur? Problemer med at forstå busplanen og finde rundt i din egen by? Vanskeligheder med at huske navne, din egen fødselsdag, regler i sport og spil? Bytter du altid rundt på højre og venstre? Så skulle du måske læse videre.

Cirka 5% af befolkningen har dyskalkuli, også kaldet talblindhed. Talblindhed har i flere årtier været anerkendt under WHO ICD-10 F81.2 i samme kategori som ordblindhed. Det er dog de færreste der er klar over, at det overhovedet eksisterer. Men der findes faktisk hjælp til at kunne klare sig under uddannelse og i hverdagen. Læs meget mere på: HTTP://WWW.TALBLIND.DK

6: Har du en mor der aaaltid sender mails med vittigheder og en kollega der sender kattebilleder? Endelig kan du give hævn – tag teksten ovenfor og send en massemail til alle dem, der har proppet din inbox.

7: Har du en blog? Tag teksten og skriv et indlæg!

8: Er du aktiv på et debatforum? Tag teksten og skriv et indlæg. Du kan også dedikere din signatur til formålet – husk dog at tjekke regler omkring links til andre sider.

9: Skriv et læserbrev til din avis og brok dig over, at du ikke kan finde den hjælp du har brug for.

10: Skriv til din gamle matematiklærer. Fortæl hvad talblindhed er. Beskriv hvor dine problemer lå. Forklar hvad din lærer kunne have gjort bedre. Ros de gode ting din lærer gjorde for dig. Terapeutisk for dig, om intet andet – men det kunne jo også være, at dit brev gjorde en forskel for din lærers nuværende talblinde elever.

  • Velkommen

    Cirka 5% af befolkningen har dyskalkuli, også kaldet talblindhed. Talblindhed har i flere årtier været anerkendt af WHO under ICD-10 F81.2 i samme kategori som ordblindhed. Det er dog de færreste der er klar over, at det overhovedet eksisterer. Det skal der ændres på - for uvidenheden er det største problem talblinde støder på i dag.

    Talblind.dk er en informationsside og en blog der redigeres af en talblind, der med lys og lygte leder efter andre der har lyst til at give deres besyv med. Siden er helt fri for økonomiske, politiske og religiøse interesser. Formålet er, at sprede viden om talblindhed, samt give talblinde, forældre og undervisere en mulighed for netværk. Talblind.dk er en dansk søsterside til det internationale Dyscalculia Forum, der har over 2000 medlemmer fra hele verden. Hvis du har spørgsmål eller idéer, så skriv endelig en kommentar! Du er også velkommen til at sende en email til info@talblind.dk.

  • Tegn På Talblindhed


    • Stærk rent sprogligt.

    • Vanskeligheder ved basisforståelse for tal og simple regnestykker.

    • Problemer med tidsfornemmelsen, månedernes rækkefølge, højre-venstre, skemaer, rækkefølger.

    • Svært ved at huske navne, ansigter, pinkoder, telefonnumre, datoer, geografi.

    • Kan lære regnestykke den ene dag og glemme alt om problemløsningen den næste dag.

    • Forstår ikke matematisk sprog og forskelle. Hvad betyder division, hvordan siger man tallet 76453?

    • Motoriske problemer ved sport, dans, instrumenter.

    • Glemmer regler i sport og spil.

    • Kan virke ukoncentreret, uorganiseret og glemme simple processer, smider ting væk.

  • Emner


  • Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)

    Bookmark and Share





    Creative Commons License

    Del på Facebook