Ta1b1inde e1ever b1iver overset

Der er en kort artikel om talblindhed i den nyeste udgave af fagbladet Folkeskolen. Bladet interviewer matematiklærer Annette Volfing Højager fra Absalonskolen i Holbæk, der blandt andet taler om den manglende viden om talblindhed.

Holdningen har nok været, at ‘det er okay ikke at være så god til matematik’. Men jeg har oplevet børn, som ikke kunne lære klokken. Så har vi været gode til at finde på undskyldninger som ‘Børn går jo heller ikke med ur i dag’, men måske har der været en dybere årsag til det. Vi skal som lærere være opmærksomme, hvis børn ikke kan klokken, og vide, at det kan være tegn på større problemer.  — Folkeskolen

Artiklen kan også læses på Folkeskolens hjemmeside – gratis.

Tak for en god konference!

Tak til CSV SydØstFyn for en rigtig god konference i Nyborg i dag – med 200 mennesker! Det var skønt at møde så mange, der gerne vil os talblinde – vi har i den grad manglet jer. Også sjovt at møde en masse andre talblinde – der blev grint på den gode måde, hver gang en af os kiksede med tallene, væltede kaffe og vand over det hele, og gik i panik over togtiderne på vej hjem. Så fantastisk at så mange af jer talblinde stillede jer op og holdt oplæg – det kræver mod! Jeg håber at se rigtig mange af jer til den samling, der er for os testpersoner i august/september.

I løbet af de næste dage vil jeg skrive referater fra oplæggene på konferencen, så også jer der ikke var der, får mulighed for at følge med i, hvad der blev talt om. På konferencen blev der også uddelt et hæfte, som CSV har udgivet. I hæftet kan man læse om projektet, lidt om talblindhed – og ikke mindst ni portrætter af talblinde i alle aldersgrupper, der alle står forskellige steder i livet. Hæftet bliver muligvis lagt ud på nettet – men man kan også bestille det, ved at kontakte CSV SydØstFyn.

Konference om talblindhed 3. juni 2010 – program

Konference om talblindhed/dyskalkuli
Torsdag den 3. juni kl. 10-16 er der konference om talblindhed/dyskalkuli på Hotel Nyborg Strand. Konferencen markerer afslutningen på et udviklingsprojekt, der med støtte fra Undervisningsministeriet og med deltagelse af førende eksperter på området har forsøgt at afdække talblindhed/dyskalkuli.

Tilmelding og pris
Tilmelding kan ske til konferencesekretær Jane Bjerre på mailadresse jane.bjerre@svendborg.dk eller på tlf. 6223 4940. Prisen for at deltage i konferencen inklusive frokost er 800 kr.

Program
Velkomst: Knud Theil, viceborgmester i Nyborg

Baggrunden for dyskalkuli-projektet: Jens Storm, vicecenterleder CSV SydØstfyn

Sådan er det at have talproblemer: Lotus Skovgaard, København

Mestring af tal: Olav Lunde, Norge, magister i pædagogik, specialist i pædagogisk-psykologisk rådgivningog forfatter til flere bøger om matematikvanskeligheder

Om projektet og dets forløb: Lena Lindenskov, mso professor inden for matematikkens og naturfagenes didaktik vedDanmarks Pædagogiske Universitetsskole,Aarhus Universitet

Matematiktime til højre: Mette Mølgaard, Århus

Test og resultater: Steen Polk, pædagogisk konsulent i PPR i Svendborg, formand for Danmarks SpecialpædagogiskeForening

Frokost

Hjerne og tal: Steen Hilling, cand.psyk. Munkholm Kursus & Projektcenter

Hvordan hjælper vi vores børn? Karin Andersen, Brovst

Talproblemer set med matematiklærerens øjne: Pernille Pind, cand.scient, matematikkonsulent, og matematiklærer Ole Bay Jensen,Munkebo

Sådan gør vi: Mona Østergaard, cand.pæd. i dansk, viceskoleleder Byens Skole, København

Vi vil ha’ en diagnose: Camilla og Casper Olsen, Odense

Hvordan tackler undervisningssystemet talproblemer: Niels Egelund, professor, leder af Center for Grundskoleforskning vedDanmarks Pædagogiske Universitetsskole,Aarhus Universitet

Det videre arbejde: Jens Storm, vicecenterleder CSV SydØstfyn

Få mere at vide
Har du spørgsmål – eller brug for yderligere information om konferencen, er du velkommen til at kontakte vicecenterleder Jens Storm, CSV SydØstfyn, tlf. 6223 4942 eller 2035 9896. Mail: jens.storm@svendborg.dk

Konference om talblindhed

CSV SydØstfyns udviklingsprojekt afholder afslutningskonference i juni, så hold kalenderen åben.

Torsdag den 3. juni 2010 på Hotel Nyborg Strand

Programmet er i øjeblikket under udarbejdelse, men vil blive offentliggjort i nærmeste fremtid sammen med praktiske anvisninger, tilmelding, betaling, etc.

Vi kan dog løfte sløret en anelse ved at oplyse, at både professor Olav Lunde fra Norge og professor Niels Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitet, har indvilliget i at medvirke på konferencen.

Da det ikke ud over ministeriets bevilling er lykkedes os at skaffe yderligere tilstrækkelige fondsmidler til projektet må man påregne at skulle betale for deltagelse i konferencen.

I samme omgang har udviklingsprojektet fået sin egen hjemmeside på dyskalkuli.dk. Siden er dog stadig under udarbejdelse.

Efterlysninger

Et par efterlysninger viderebringes hermed;

• Lea fra Århus leder efter en kvalificeret underviser til sin 14-årige talblinde søn, der ikke får den undervisning han har brug for i folkeskolen.

• Hanne, studievejleder på et gymnasium, søger konkrete erfaringer med undervisning af talblinde, da det lokale PPR ikke kan hjælpe.

• Jannie fra Undløse, Michael fra Århus, Julie 1 fra Nykøbing F., Julie 2 fra Hinnerup, Camilla fra Vejle, Jessie fra Gilleleje, Karina fra Svendborg, Mia fra Næstved, Peter fra Frederikssund, Carsten fra Esbjerg, Anne fra Ølstykke, Hanne fra Vordingborg, Maria fra Galten, Ida-marie fra Odense og 20-30 andre fra hele Danmark søger et sted at blive testet for talblindhed. For tiden er Taleinstituttet i Aalborg det eneste sted i Danmark der selv fortæller, at de tester for talblindhed. Ordblindeinstituttet i København og Hovedstadens Ordblindeskole har en smule erfaring. Læs mere om tests af børn her – og voksne her.

• Mette, skribent på talblind.dk, søger undervisere der har lyst til at hjælpe til. Ved alt om at være talblind, men intet om undervisning. Du behøver ikke vide alt om talblindhed – bare du har interesse for emnet.

Kontakt info@talblind.dk for videre kommunikation.

Forskning i talblindhed på CSV SydØstfyn

Så er talblind.dk tilbage efter sommerferien, og kan starte ud med en rigtig god nyhed.

Center for Specialundervisning for Voksne, CSV SydØstfyn har fået 200.000 (to hundrede tusinde) kroner af Undervisningsministeriet, til forskning i dyskalkuli. Specialpaedagogik.dk skriver, at det bliver et forskningsprojekt orienteret mod voksne talblinde.

Så vidt vi ved på talblind.dk, er det første gang Undervisningsministeriet har tildelt penge specifikt til forskning i talblindhed.

Vicecenterleder Jens Storm fra CSV SydØstfyn forklarer, at de mangler viden om talblindhed, når de skal hjælpe talblinde målrettet, på lige fod med den hjælp ordblinde i dag tilbydes. Undervisningsministeriet gav penge til projektet på dette grundlag.

Eksperterne i projektet er professor Lena Lindenskov, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, formand for opgavekommissionen Kent Meistrup Hansen, VUC-Fyn, cand.psyk. Steen Hilling, der har udviklet PAS-systemet (Pædagogisk Analyse System), pædagogisk konsulent i PPR i Svendborg Steen Polk, der er formand for Danmarks Specialpædagogiske Forening, og konsulent Pernille Pind.

“En norsk forsker prøver at finde ud af, hvad det betyder for indlæringen af matematik, at børn har for eksempel ADHD eller autisme. Men man bør også finde ud af, hvordan de børn, der alene har matematikvanskeligheder, adskiller sig fra andre elever, så man kan få et indblik i, hvad der skal til for, at de kan lære matematik”. Pernille Pind på specialpaedagogik.dk.

Der afholdes en minikonference i slutningen af denne måned, og i maj 2010 bliver der afviklet en afsluttende konference, hvor resultaterne bliver præsenteret. Detaljer om konferencerne kommer her på talblind.dk snarest muligt.

Læs hele artiklen på http://www.specialpaedagogik.dk/ObjectShow.aspx?objectid=58652

Hvilken hjælp får talblinde?

Hvilken hjælp får talblinde, når de er blevet diagnosticeret?  Det var et af spørgsmålene panelet fik på konferencen. Og jeg kom hurtigt til at svare, “ingenting!”, nede fra rækkerne. Henrik Skovhus svarede det samme – at hjælpen ikke findes. Henrik Skovhus er speciallærer på Taleinstituttet Region Nordjylland og har erfaring med talblindhed. Henrik Skovhus nævnte, at SU-styrelsen har et system der hedder SPS – specialpædagogisk støtte. SPS hjælper studerende der har vanskeligheder af den ene eller anden art. Det kan være alt fra psykiske problemer til fysiske handicap og ordblindhed. Det kan både være økonomisk støtte i forhold til, at ens handicap eller problem gør, at man ikke kan klare et arbejde ved siden af studiet, men det kan også være hjælpemidler. Ordblinde elever får  eksempelvis undervisningsbøger på CD-rom, en lånecomputer og software til at hjælpe med oplæsning.

Men med talblindhed er der endnu ikke udviklet hjælpemidler. De få elever Henrik Skovhus kendte til, der faktisk havde fået støtte via SPS, havde fået ekstra undervisning. Men det kræver en grundig begrundelse for, hvorfor man har brug for støtten, før SPS tager sig af det. Det er meget sigende, at der overhovedet ikke nævnes talblindhed eller bare matematikvanskeligheder, på hjemmesiden for SPS, eller i deres informationsmaterialer generelt. Talblindhed er dog et anerkendt handicap, hvilket betyder, at talblinde har ret til hjælp ifølge serviceloven.

Ekstra undervisning er i øvrigt ikke nok i sig selv – der skal specialundervisning til. Og som mange mener, blandt andet Bjørn Adler, er det slet ikke ekstra tid talblinde har brug for. Tværtimod mener han og andre, at den bedste indlæring for talblinde sker, når det er meget korte intervaller. Fra fem til 15 minutter ad gangen. Det er i forbindelse med, at talblindhed er et arbejdshukommelsesproblem – men det er stof et helt andet blogindlæg.

Henrik Skovhus blev senere spurgt hvad han gør ved den manglende hjælp til mennesker med dyskalkuli. Det kunne han ikke svare på, men mener der skal iværksættes to ting generelt;

1: “Positiv stigmatisering” – det vil sige diagnosticering af problemet, og flere skal undersøges. Der er meget, meget få mennesker der bliver testet for talblindhed. Dette mener jeg klart er i forbindelse med, at de færreste mennesker overhovedet ved, at dyskalkuli findes – undervisere såvel som talblinde. Andre større grunde til manglende diagnosticering er en tro på, at der ikke findes et matematisk handicap, og derudover berøringsangst i forhold til at stigmatisere. Jeg har snakket med tusindvis af talblinde over hele verden, og har aldrig mødt mennesker der har været andet end lykkelige for, at få et navn for de problemer de har. Vi skal ikke være bange for, at stigmatisere. Det fik jeg heldigvis nævnt højt og tydeligt, og Bjørn Alder var enig.

Dyskalkuli er ikke en undskyldning

- dyskalkuli er en forklaring

Det er det manglende begreb for de vanskeligheder talblinde støder på, der er stigmatiseringen – ikke ordet dyskalkuli. Når der ikke er et ord for det, at man er voksen og har svært ved at læse et ur, så bliver ordet automatisk til ‘dum’. Og som før nævnt, er det ikke muligt at være ‘dum’ og have dyskalkuli på samme tid!

2: Der skal udvikles hjælpemidler.

Min egen vurdering er, at diagnosticering er første skridt – det lød til, at Henrik Skovhus og Bjørn Adler mente det samme. For det første da det kan være der slet ikke er tale om dyskalkuli, men i stedet generelle matematikvanskeligheder eller pseudo-dyskalkuli (angst for matematik). For det andet for at få et indblik i, og forståelse for, hvor problemet med matematik overhovedet opstår hos den enkelte. Der er er nemlig flere årsager, og flere typer af vanskeligheder. Man skal vide hvor styrkerne og svaghederne er, for at kunne undervise optimalt. Det nytter ikke at bruge visuelle/spatiale undervisningsmetoder for eleven der har stærke problemer med det visuelle/spatiale, som eksempel.

Björn Adler om dyskalkuli – del 2

Björn Adler bruger altid fire punkter, når han skal forklare matematikvanskeligheder. Jeg har sikkert nævnt dem før – men her er de igen:

1) Akalkuli, som betegner fuldstændig manglende evne til at regne. Dette ses oftest hos mennesker med udviklingshæmning samt hjerneskadede. Akalkuli har sit eget kapitel i WHO ICD-10.

2) Dyskalkuli (talblindhed), som er specifikke vanskeligheder med dele af matematikken. Mennesker med dyskalkuli har brug for specialundervisning, men det første skridt er en diagnosticering, for at finde ud af hvad årsagen er hos den enkelte. Man kan ikke blive kureret for dyskalkuli, men graden kan ændre sig hele livet. Det der især kendetegner talblinde er, at de er i stand til at lære – men har glemt alt om hele processen et kvarter senere. Jeg kommer ind på hans idéer til undervisning af talblinde i et senere blogindlæg.

3) Generelle matematikvanskeligheder. Matematik er svært! Desuden mener Adler, at der i denne gruppe er mennesker med en IQ i den lavere ende, dog stadig i normalområdet. Det er ’sløseri’ at bruge ressourcer på specialundervisning af denne gruppe ifølge Adler, da det ikke er specielle metoder de har brug for. Mennesker med generelle matematikvanskeligheder kan derimod hjælpes ved at bruge et langsommere tempo.

4) Pseudo-dyskalkuli, hvor der er tale om følelsesmæssige blokeringer. Adler kalder det “XYZ-allergi”. Det kan afhjælpes via terapisamtaler. Et andet tip var, at skrive succesoplevelser ned hver undervisningstime. Min egen vurdering er, at der ikke findes en talblind i hele verden, der ikke har en eller anden form for blokering overfor matematik – så jeg tror at mange med diagnosen dyskalkuli kan have gavn af samme metoder der bruges ved angst for matematik, pseudo-dyskalkuli.

Man kan via diagnosticering – oftest bruges WISC og WAIS – finde ud af, om der er tale om dyskalkuli, pseudo-dyskalkuli, generelle matematikvanskeligheder eller akalkuli.

Björn Adler om dyskalkuli – del 1

En af oplægsholderene på konferencen var Björn Adler. Björn Adler er en svensk psykolog der i mange år har arbejdet med dyskalkuli. Han har udgivet bøger og hjemmesider om talblindhed på engelsk, svensk og dansk. Sidstnævnte er “Dyskalkuli & matematik – En håndbog i matematikvanskeligheder” der udkom i efteråret 2008. Den kan købes i alle større boghandlere, og lånes på biblioteker over hele landet. Konferencen på DPU blev sat i stand i forbindelse med udgivelsen af den danske bog. Adler har også udviklet et screeningssystem der kan vise, om der er tale om talblindhed – matematikscreening I (7-9 år), II (11-15 år) og II (16+ år). Matematikscreening afviger fra den gængse metode for test for talblindhed, da den ikke kun kan anvendes af psykologer, men både pædagoger, lærere, talepædagoger og psykologer. Han nævnte dog også, at der bør bruges WISC eller WAIS (generel IQ-diagnosticering) i forbindelse med diagnosticering af dyskalkuli. Jeg har ikke erfaring med Matematikscreening, så kan ikke komme med en vurdering. Du kan læse meget mere om Matematikscreening på Kognitivt Centrum Danmark. Han har også en dansk side om dyskalkuli generelt.

For at komme tilbage til Björn Adlers oplæg på konferencen, så kan jeg fortælle, at fokus var generel information om hvad talblindhed er. Eller, dyskalkuli. Potayto, potarto! Det er en god start, eftersom mange deltagere nok ikke havde den større viden om dyskalkuli. Adler nævnte rigtig mange ting på den korte tid han havde, så det bliver delt op i flere blogindlæg.

Det første Adler fik slået fast var, at talblinde har en normal eller over normal IQ. Dette er også nævnt i den medicinske betegnelse for talblindhed hos WHO ICD-10. Den høje begavelse er også hvad jeg er stødt på hos de mennesker jeg har snakket med i løbet af de sidste mange år. Man behøver bare at bruge 10 minutter på The Dyscalculia Forum, så er man stødt på MENSA-medlemmer, forskere, computernørder og deslige. Min egen diagnosticering af dyskalkuli viste en normal generel IQ, med en høj verbal IQ. Den matematiske var dog lav. Nu er jeg jo talblind, så kan ikke huske om det er helt korrekt, men mener det var noget i retningen af: Generelt: 107, Verbal: 127, matematisk/logisk: 86. Normalområdet hedder 90-110. Dette sving i de forskellige IQ-typer er et generelt billede for talblinde – det er sådan man opdager problemet og er et diagnosticeringskriterium. Det er netop svinget der gør problemet endnu større. Eksempelvis kan der også være tale om massive talproblemer hos den talblinde der har en matematisk/logisk IQ i normalområdet, men hvor andre IQ-dele er i genistørrelse. Men, den generelle ‘overall’ IQ er at finde i normalområdet eller over normalområdet. Hvis der er tale om en lavere IQ end normalområdet, er problemet akalkuli – ikke dyskalkuli.

Han fortalte også, at nogle talblinde klarer sig enormt dårligt på det lave niveau med de fire regnearter, mens det pludselig går nemmere når der er højere tal i spil. Dette forklarede han meget simpelt:

Lave tal: Hentes i hukommelsen
Høje tal: Hentes i forståelsen

Og det hænger fint sammen med, at talblindhed oftest har baggrund i et arbejdshukommelsesproblem – samt at der ikke er noget galt med forståelsen, da talblinde er normaltbegavede eller derover. Nogle mener, at Einstein var talblind, da han netop havde store problemer med de små tal. Dem fik han andre til at ordne for sig!

Talblindhed? Regnehuller? Dyskalkuli?

Er lige kommet hjem fra en rigtig god konference om dyskalkuli på Danmarks Pædagogiske Universitet. Jeg har skrevet om konferencen før – lidt længere nede på siden. Jeg har side op og side ned fyldt med noter fra alle oplæg, og vil de næste par dage få skrevet om det hele her på bloggen!

En fællesnævner for alle oplæg, var generel information om hvad matematikvanskeligheder og dyskalkuli er, og en debat om terminologien for matematikvanskeligheder. Terminologien synes jeg er et rigtigt spændende emne, for som en deltager sagde (Michael Wahl Andersen, forfatter til mange bøger om matematikundervisning herunder oversatte hæfter om dyskalkuli) er det svært at arbejde fælles for at hjælpe mennesker med dyskalkuli, når der endnu ikke er en fast enighed om, hvad det betyder. Dyskalkuli er medicinsk anerkendt af WHO og DSM, verdens to største og mest bruge diagnosticeringsmanualer – men de beskriver dyskalkuli meget kort, og nævner ikke alle de vanskeligheder mennesker med dyskalkuli har. Herudover ligger der et problem i, at ingen talblind ligner den anden talblinde, og at der er forskellige former for og grunde til dyskalkuli. Og så er der i øvrigt også en gruppe af forskere der ikke vil bruge ordet dyskalkuli, men i stedet ‘regnehuller’.

Som den svenske psykolog Bjørn Adler smukt sagde det, er der dog ingen tvivl om, at det for den talblinde ikke hedder regnehuller, men en regnelavine!

Det lød dog til, at der var enighed om, at ordet ‘talblindhed’ var et forkert ord. Jeg er sådan set enig i, at ordet ikke er et godt begreb for de problemer vi talblinde støder på – for vi kan jo godt se tallene, og i øvrigt handler det om så meget mere end tal. Men i og med at dysleksi hedder ordblindhed, hedder dyskalkuli altså talblindhed.

Dyskalkuli er for mig det korrekte ord. Men jeg bruger næsten kun begrebet talblindhed – og det er der en simpel grund til. Ingen ved hvad dyskalkuli betyder. Ingen stopper op, når de hører ordet. Ingen kigger nærmere, hvis de ser ordet i avisen. Ordet dyskalkuli har for tiden ingen effekt når det handler om at fange øjne og ører. Men talblindhed – det er et ord alle kan forholde sig til og hurtigt forstå, da ordblindhed er et alment kendt begreb. Og folk stopper op, når de hører ordet talblindhed.

Altså bruger jeg ordet talblindhed som et slags kælenavn, da det er dette ord der har mest effekt i forhold til at sprede viden om, at det faktisk findes – om det så hedder dyskalkuli eller talblindhed.

Seks ud af 10 universitetsstuderende har angst for matematik

Videnskab.dk skriver i dag om en spansk undersøgelse fra Granada Universitet.  Undersøgelsen viste, at hele seks ud af ti studerende havde direkte angst for matematik, der gav sig til udtryk ved de gængse angstsymptomer såsom spændinger, nervøsitet, bekymring, irritabilitet, utålmodighed, forvirring, frygt og mentale blokeringer.

Det kan alle talblinde nikke genkendende til.

Samtidig er der utroligt mange der viser tegn på talblindhed på grund af matematikangst, uden egentlig at være talblinde. Dette kaldes pseudo-dyskalkuli – altså falsk talblindhed.

Rigtig mange undervisere fra hele verden går efter ideologien om, at talblindhed ikke findes – at der kun findes matematikblokeringer og dårlig undervisning. At pseudo-dyskalkuli er den eneste form for dyskalkuli der eksisterer. Dette er en sætning jeg møder hver eneste dag, og jeg har altid haft svært meget ved at forholde mig til den.

Jeg er ikke underviser – jeg er bare talblind. Jeg kan kun tage udgangspunkt i mig selv, og det eneste jeg kan sige er, at jeg er 26 år og stadig har problemer med noget så simpelt som at læse et ur. Dette skyldes hverken en blokering eller manglende undervisning – dette skyldes simpelthen at min hjerne har problemer med at forstå og huske sekvenser og spatiale opgaver. Samtidig indrømmer jeg gerne, at jeg er hunderæd og blokerer overfor at skulle arbejde med tal i forbindelse med decideret matematikundervisning – men tal i hverdagen er jeg ikke bange for, og jeg har ikke mulighed for at lave blokeringer da det er ting der simpelthen bare skal gøres. Jeg skal fra A til B, jeg skal vide hvad klokken er. Det irriterer mig gevaldigt at skulle bruge enorme kræfter på at gøre noget så simpelt som at gå på vaskeriet (hvilke grader betyder hvad, hvilket nummer havde vaskemaskinerne jeg tog, hvor mange mønter skal jeg have med mig, hvor lang tid plejer det at tage at tørre, hvor mange penge skal jeg putte i og så videre – simpelt for de fleste, svært for mig) – men irritation og blokering er ikke det samme. Det ved jeg – og det ved alle der har oplevet angst og blokeringer.

Naturligvis hjælper det enormt på indlæringen at angsten behandles og gennemarbejdes – her taler jeg igen ud fra egen erfaring. Det kan ikke ‘kurere’ mig, men jeg er meget overbevist om, at det i hvert fald vil gøre det lettere at lære. Undersøgelser viser, at mennesker med pseudo-dyskalkuli har stor gavn af undervisning der er rettet mod talblinde. Forskellen er, at de kommer videre når blokeringen forsvinder, hvor talblinde kan komme over blokeringen men stadig have de samme vanskeligheder med matematikken (Tony Attwood, Dyscalculia in schools – what it is and what you can do, 2002). Det, der helt og komplet har fjernet min blokering over for hverdagsmatematik jeg ikke kan undgå, er en udførlig diagnostisering og efterfølgende forklaring på, hvorfor det altid har været så svært for mig. Sagt med andre ord, er min angst overfor store dele af talbehandling forsvundet bare ved at vide, at mine vanskeligheder ikke er min skyld. En sætning som “du kan, hvis du vil” fra nok så velmenende lærere har i den grad været skyld i min blokering – for der var godt nok intet andet i verden jeg hellere ville, end forstå det der blev sagt. Og jeg kunne ikke svare andet end, “jeg kan ikke finde ud af det”, og så var det pludselig min egen skyld. Det var sådan min blokering viste sig. Når jeg går i baglås i dag, er jeg blevet så pædagogisk ved mig selv, at jeg tilføjer et enkelt ord i den sætning. “Jeg kan ikke finde ud af det  – endnu”. Dette fjerner min blokering og gør det til irritation i stedet. Og det er (sgu) okay at være irriteret over at have svært ved noget andre overhovedet ikke tænker over. Og når det er okay at være irritereret, åbner det op for min lyst til at fjerne irritationen ved at lære nye ting. Men det betyder ikke, at min talblindhed forsvinder. At det pludselig bliver let som ingenting at gå på vaskeriet. Det betyder bare, at jeg i det mindste har en chance for, at lære flere ting.

Dette blev et rodet indlæg – men som jeg nævnte, har jeg aldrig vidst hvad jeg skulle svare når jeg er blevet præsenteret for ideen om, at talblindhed ikke fandtes. Denne forklaring om forskellen på blokering og irritation, er det tætteste jeg kan komme på et svar.

Lars Ulriksen, lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet, ønsker en dansk undersøgelse af angst for matematik. Ja tak siger jeg – og helst på samtlige uddannelsesområder. Dette ville muligvis åbne op for at der blev oprettet en form for hjælp til mennesker med angst for matematik – både dem med pseudo-dyskalkuli og dem med en diagnose i rygsækken.

Konference om dyskalkuli

Lige en hurtig reminder – den 6. maj 2009 afholdes der en konference om talblindhed på Danmarks Pædagogiske Universitet i København. Tilmeldingsfristen er nu på fredag, altså i overmorgen, den 17. april.

Lidt længere nede på denne side kan du finde mere information – eller du kan trykke her.

The Dyscalculator – Lommeregneren til talblinde

Kære nørder, softwareproducenter, firmaer der laver lommeregnere og hjælpemidler – der er 390.000.000 (tre hundrede og halvfems millioner) talblinde mennesker i verden der kan blive jeres potentielle kunder. Hjælp os!

Lommeregneren burde være lykken for den talblinde. Det er i hvert fald det mange tror. Tast problemet og vupti får du et svar. Men så enkelt er det faktisk ikke.

Tallene der skal bruges skal huskes. Du skal kunne gengive dem rigtigt. Du skal kende forskellen på de matematiske symboler. Du skal vide, hvordan problemet skal indtastes. Du skal huske rækkefølgen, og holde problemet levende i hukommelsen. Huskede jeg nu tredje trin med plustegnet, eller… kom jeg til at trykke minus? Om igen. Og til sidst, skal du kunne forstå resultatet. Hvad betyder 11845,9?

Det vi mangler, er en lommeregner der er specifikt lavet til talblinde. På Dyscalculia Forum har medlemmer delt hvad de mener hjælpemidlet skulle kunne. Jeg er i øvrigt lidt stolt af at have døbt dette ikke-eksisterende hjælpemiddel THE DYSCALCULATOR – af det engelske dyscalculia og calculator.

Nå, men det jeg kom fra, var de specifikke ting lommeregneren skulle kunne, ifølge de talblinde medlemmer. Nu bruger jeg ordet ‘lommeregner’, men det kunne også være noget lignende en PDA, eller det kunne være software der kunne bruges på mobilen og computeren.

1. Der skal være en version for børn hvor der er fokus på undervisning, og en version for voksne hvor der er fokus på undervisning samt tal i hverdagslivet som voksen.
2. En skærm hvor der er plads til det hele. Altså større end en enkelt eller to linjer.
3. Minitastatur med tal, alfabetet og regnefunktionerne – med knapper i forskellige farver.
4. Knapperne med tal må meget gerne have tallet skrevet på. Altså 3 og TRE på samme knap.
5. Man skal kunne stave tallene og regnefunktionerne, udover at skrive dem numerisk. Eksempelvis to hundrede plus fire hundrede i stedet for 200 + 400.
6. Det må gerne være en touch screen – men eftersom nogle talblinde har motoriske problemer skal man kunne undlade at bruge den.
7. Talefunktion – lommeregneren skal kunne fortælle hvad man indtaster, alle tal skal kunne markeres eller lignende for at blive oplæst, og det skal være muligt at trykke på for eksempel divisionstegnet og få at vide hvad det hedder. Dette er en funktion der allerede findes på lommeregnere der er lavet til mennesker med visuelle handicap – så det burde være let at overføre til en Dyscalculator.
8. Talegenkendelse – se dette er stadig et svært punkt generelt med computere, men når det en dag kan lade sig gøre i høj kvalitet, skal det også være en funktion på en lommeregner for talblinde. Det skal være muligt at sige ordet for, for eksempel, 4503, som derefter automatisk skrives ind. Det skal samtidig være muligt at sige ordet som 4, 5, 0, 3 i stedet for fire tusinde fem hundrede og tre, da det kan være meget svært at læse tal. Især over fire cifre.
9. En funktion hvor samme ting i forrige punkt bliver skrevet med bogstaver. Det er for mange lettere at forstå tre hundrede og halvfems millioner end 390000000.
10. Mulighed for at sætte et regnestykke op, som på papir. Inklusiv en hjælpefunktion der for eksempel husker en på, hvor noget skal sættes i mente. Den skal ikke sætte i mente for os – bare fortælle os rækkefølgen i de fire regnearter. At få det vist visuelt mange gange kan hjælpe til indlæringen i forhold til at gøre det selv. Talblinde elever behøver ikke konstant gå i stå og spørge om hjælp, hvis en lommeregner kan dobbelttjekke.
11. Mulighed for at se alle trin man har fulgt. Afspillet som replay og som ‘billede’. Dette er også en funktion der allerede er opfundet på avancerede lommeregnere.
12. Masser af kommaer og punktummer i tallene (alt efter hvad det aktuelle land bruger), så der er en chance for at forstå tal over fire cifre. Når man ikke kan bruge decimal, kan der i stedet bruges mellemrum – eksempelvis 59 600 i stedet for 59600.
13. Mulighed for at gemme udregninger.
14. Mulighed for at sende gemte udregninger via nettet, USB-stick eller lignende. Skal kunne åbnes på computeren på den ene eller anden måde – overførsel til excel eller lignende, hvor der stadig kan redigeres i udregningen. Altså skal den ikke gemmes i billedformat eller andet låst format. Funktionen findes allerede på avancerede lommeregnere.
15. Mulighed for at skrive spørgsmål der er præprogrammerede. “Hvad er halvdelen af x?” – “Hvad er x% af x?”. At gøre problemet skriftligt kan gøre det muligt for den talblinde overhovedet at lave en sådan udregning.
16. Drømmefunktioner til Dyscalculator version 2.0 ville være muligheder for at sætte den i forbindelse med  netbank, skat og lignende. Desuden noget med mål, kvadratmeter, vægt og andre funktioner man har brug for i hverdagen. Og ikke mindst en scanningsfunktion.
17. Og til sidst skal den være robust, da den skal kunne tåle at blive kastet rundt i rummet når frustrationerne er på sit højeste! Men hvis den virker som den skal – altså som en almindelig lommeregner gør for ikke-talblinde – så behøver den nok ikke være så robust.

Det er meget, vi søger i en lommeregner. Og virker måske som en let løsning. Men en Dyscalculator ville ikke gøre mere for os, end hvad en normal lommeregner gør for ikke-talblinde. Faktisk giver den os bare mulighed for, i det hele taget at bruge en lommeregner. For eksempel som et oplæsningsprogram gør det muligt for blinde at bruge en computer, eller talegenkendelse gør det muligt for fysisk handicappede at skrive hele romaner. Og ordblinde kan bruge en elektrisk kuglepen der scanner bogstaver og oplæser ordene. Fælles er, at vi på mange punkter vil kunne klare os selv uden hjælp – og der er intet andet vi hellere vil!

Konference om talblindhed 6. maj 2009

Lena Lindenskov har gjort mig opmærksom på, at der i maj måned holdes en konference om tablindhed i København. Den er rettet mod folk i uddannelsessystemet, men alle kan tilmelde sig. Jeg regner med at komme – kryds lige fingre for at jeg ikke har synopsiseksamen den 6. maj!

MATEMATIKVANSKELIGHEDER!

Dyskalkuli? Regnehuller? …

Konference onsdag den 6. maj 2009
på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, Tuborgvej 164, 2400 København NV.

Forskningsenheden Matematik, IKT og Naturfags Didaktik – MIND på Institut for Didaktik har gennem en årrække arbejdet med matematikvanskeligheder i teori og praksis. Oversættelsen til dansk af Bjørn Adlers bog ‘Dyskalkuli & matematik – En håndbog i matematikvanskeligheder’ giver anledning til at sætte begrebet dyskalkuli i relation til den løbende debat om matematikvanskeligheder, som de opleves af elever, lærere og forældre. Målgruppen for konferencen er lærere inden for grundskole og ungdomsuddannelser, speciallærere, specialundervisningskonsulenter, talepædagoger og psykologer.

PROGRAM
13.00 – 13.15
Velkomst ved Peter Weng:
Matematikvanskeligheder – hvad taler vi om?
Peter Weng er forskningsmedarbejder på DPU og seminarielektor på Frederiksberg Seminarium.

13.15 – 13.45
Lena Lindenskov:
Regnehuller relateret til internationale strømninger. Lena Lindenskov er professor mso på DPU. Se artikler og links på www.regnehuller.dk

13.45 – 14.30
Bjørn Adler:
Matematikvanskeligheder – baggrund og tegn. Præsentation af undersøgelsesmateriale. Bjørn Adler er neuropsykolog, leder af kognitivt Centrum i Malmø. Forfatter til bl.a. Matematikscreening I, II, III. Se mere på www.kognitivtcentrum.se

14.30 – 15.00 Kaffepause

15.00 – 16.00
Bjørn Adler: Tilrettelæggelse af undervisning ud fra elevernes behov med kognitiv træning og færdighedstræning.

16.00 – 16.30
Panel med Bjørn Adler, Henrik Skovhus, Lena Lindenskov og Peter Weng. Henrik Skovhus er speciallærer på Taleinstituttet Region Nordjylland.

Tid: Onsdag den 6. maj 2009, kl. 13.00 – 16.30
Sted: Danmarks Pædagogiske Universitetsskole lok. A220 Tuborgvej 164, 2400 København NV.
Pris: 400 kr inkl. Kaffe(Studerende 200 kr.)
Tilmelding: på http://www.dpu.dk/matvan senest fredag den 17. april 2009

Koordinatsystemet

Jeg læste lige et tip fra en mor til en talblind datter på dyscalculia forum. Datteren har svært ved at forstå koordinatsystemet, helt specifikt har hun haft problemer med at huske hvad der var X og hvad der var Y. Men så fandt hun på et husketrick – en Yo-Yo går op og ned, og det gør Y-aksen også.

Det trick kunne jeg godt have brugt i folkeskolen!

Danske børn synes matematik er kedeligt

Formandskabet for Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling af Folkeskolen har udgivet deres beretning for 2009, hvor de vurderer kvaliteten i folkeskolen og ungdomsskolen, og kommer med forslag til initiativer. Her tager de udgangspunkt i resultater fra TIMSS og PISA 16½ samt PISA 2007. Rapporten videregives til undervisningsminister Bertel Haarder. Jeg satte mig til at læse den 207-siders lange rapport, for at finde eventuelt fokus på  kvalitetsudvikling når det kommer til matematikvanskeligheder.

Resultater fra TIMSS (Trends In International Mathematics and Science Study) viser, at danske 4. klasses elever har rykket sig et helt år i faget matematik, i forhold til tidligere resultater fra 1994. TIMMS-skalaen blev udregnet ud fra testresultater af 3500 elever fra 4. klassetrin. Det internationale matematiske gennemsnit på skalaen endte på 500, mens det danske resultat hed 523. Der var 5% af de danske elever der scorede under 400 point. Formandskabet mener, at elevens socioøkonomiske baggrund har stor betydning for præstationen. Her har man taget udgangspunkt i skolens miljø, etnicitet og antal bøger i hjemmet.

TIMMS har således ikke kigget på eventuelle betydninger indlæringsvanskeligheder har. Hvorfor?

Undersøgelsen viser også, at danske elever ikke synes matematik er et spændende fag – internationalt set, er Danmark landet med næst færrest elever der har en positiv holdning til faget. Formandskabet mener, at skolerne skal være opmærksomme på dette.

Undersøgelser fra PISA 16½ og PISA 2007 viser dog, at tidligere resultater fra 16-17-årige ikke har ændret sig. Der er fortsat en stor gruppe elever, der har “utilstrækkelige funktionelle kompetencer” i matematik (14%), læsning (18%) og naturfag (23%). Undersøgelsen viser samtidig, at når det gælder 9. klasses elever er motivation til at lære mere i matematik, der har betydning for deres resultater. Formandskabet fortæller, at skolerne skal være opmærksomme på, om den manglende lyst til at lære matematik har betydning mellem 4. og 9. klassetrin.

Formandskabet ser på de 5% der scorede under 400 point som et problem, men sætter fokus på socioøkonomiske årsager og manglende motivation for et ‘kedeligt’ fag.

Hvor er de ord- og talblinde? Der mangler i den grad fokus på indlæringsvanskeligheders betydning, samt forslag til initiativer på området.

Du kan finde rapporten online på Skolerådets hjemmeside.

At lære klokken som talblind

At læse et ur – helt ærligt, hvor svært kan det være? Ret svært, hvis man har dyskalkuli. Dette kan både være på grund af visuel/spatial dyskalkuli, numerisk fakta dyskalkuli, procedure dyskalkuli og semantisk dyskalkuli – altså alle fire typer.

Jeg har lidt af det hele. Når det kommer til ure, er det dog visuel/spatial dyskalkuli der giver problemer. Jeg lærte først rigtigt at læse et ur i starten af mine teenageår. Højst sandsynligt da det var på denne tid, at semantisk (sproglig) forståelse for tal satte sig fast og blev. Før dette, havde jeg problemer med at kende forskel på tal fra 50 til 100 – mundtligt. Det vil sige, at jeg forstod at skriftsymbolerne for 50, 60, 70, 80, 90 og 100 var i denne rækkefølge, men rent sprogligt byttede jeg rundt på ordene for 50 og op. Og når det kommer til konceptet ‘tid’, har man altså brug for en sproglig forståelse for tal.

I dag går det okay med at læse ure – men det er ikke noget, jeg bare lige gør. Et ur der ingen tal har, men kun visere – det kan jeg godt glemme alt om at forstå, hvis jeg vil fortsætte med at være i godt humør resten af dagen. At være 26 år og have problemer med noget så simpelt som et ur, er ikke godt for selvværdet, lige meget hvor intelligent du ellers ved du er. Et ur der kun viser fire tider – seks, ni, tolv, tre – det gør ikke sagen lettere.

Digitale ure er intet problem. ChesireKat fra Dyscalculia Forum har beskrevet forskellen mellem analoge ure og digitale ure ret godt.

“For mig er det som at have en opskrift på småkager i den ene hånd, og en færdig småkage i den anden”.

Og hvordan kan det så lige være – når jeg nu er TALblind? Umiddelbart giver det ingen mening. Et ur med tal og intet andet burde være det sværeste for mig. Og det er det for nogle talblinde, især når numerisk fakta dyskalkuli gør sig gældende, da man så kæmper med basisforståelse for tal. Og mennesker med procedure dyskalkuli kan have problemer med selve rækkefølgen på et digitalt ur.

Jeg synes det er svært at forklare hvorfor, det med visuel/spatial dyskalkuli er så svært at læse et normalt ur. Jeg er nok for tæt på problemet, til at kunne se det udefra. Men i bund og grund opstår problemet, når jeg skal kigge mig frem via viserne på uret. Rent visuelt kører mine øjne rundt i hovedet når jeg kigger på uret. Jeg skal stoppe op og koncentrere mig for at se, at en af viserene står på lad os sige mellem 5 og 6. Derefter skal jeg finde den anden viser. Den står mellem 11 og 12. Nu skal jeg analysere de to visere for at se, hvilken er lille, og hvilken er lang. Derefter skal jeg huske, hvilken viser der repræsenterer hvad – er den lille symbol for timetallet, eller er den store? Det virker som et latterligt problem, men det er noget af det sværeste at huske for mig. Nu siger vi så, at jeg har husket, at det er den lille viser der står for timetallet (det, der gør problemet ekstra stort, er når der umiddelbart ingen forskel er på størrelsen, eller i hvert fald så lidt, at jeg med visuelle/spatiale problemer ikke kan se forskellen), men i mellemtiden har jeg glemt hvor viserne stod på skiven – så det skal jeg finde frem til igen. Den lille står mellem 11 og 12, den store mellem 5 og 6. Altså er klokken 11 et eller andet. Logisk i min hjerne vil den være 11.5/6, fordi det næste tal jeg fandt frem til var noget mellem 5 og 6. Men jeg er jo godt klar over, at der ikke er noget tidspunkt der hedder 11.5/6.

Det var især dette punkt på dagsordenen der forvirrede mig som barn. Det havde ikke sat sig fast, at jeg skulle tage udgangspunkt i 12 på viseren, og tælle derfra. Det gav ingen mening, og jeg forstod det ikke når andre forsøgte at forklare mig det. Hvorfor fra 12? Og når det nu var fra 12, skulle jeg så ikke tælle videre derfra – altså 13, 14, 15..? Det var nemlig det jeg længe gjorde, da udgangspunktet i 12 havde sat sig fast. I dag er forstår jeg meningen med, at tælle 1, 2, 3… fra 12. Men det hjemsøger mig stadig i et sekund når jeg skal læse et tidspunkt mellem for eksempel 5 og 6.

Okay, nu skal jeg finde ud af hvad viseren mellem 5 og 6 siger. På et ur som dette tæller jeg 5 minutter af gangen. Så her skal jeg bruge 5-tabellen, som ikke helt har sat sig fast på rygraden endnu – men det går an, når jeg koncentrerer mig. Mine øjne skal følge mig samtidig med, at jeg siger tallene. Fem (øjne på et), ti (øjne på to), 15 (øjne på tre), 20 (øjne på fire), 25 (øjne på fem)… og så går jeg i stå hvor der ikke længere er femtabellen at klæbe sig til. For øvrigt har jeg under hele denne process kæmpet med logikken i, for eksempel at kigge på tre og sige 15. Nu skal jeg rent visuelt fokusere et helt andet sted på uret. Jeg skal tælle små striber, og de små striber hopper. Jeg er ikke ordblind – tværtimod – men jeg forstår virkelig, hvad nogle ordblinde forklarer, når de siger bogstaverne hopper. Striber, streger, prikker – de hopper og hopper som lopper. Tal hopper dog ikke. Her skal jeg virkelig koncentrere mig – og jeg skal samtidig holde tallet 25 kørende, da det var det, jeg var nået til. 25… 26… 27… cirka. Okay, 27 siger jeg. Nu skal jeg tilbage og kigge på den lille viser, for det tal har jeg altså glemt i mellemtiden. Den står mellem 11 og 12. Jeg ved i dag, at tallet der kommer før den lille viser, er det tal, der gælder. Det kæmpede jeg med, som lille. Så jeg ved, at timetallet er 11. Altså er klokken 11.27.

Når jeg beskriver det rent skriftligt her, fylder det en del. I realiteten tager det måske 15 sekunder at forstå et analogt ur. 15 sekunder lyder ikke af meget, men prøv lige, at tage tid på hvor længe det tager sig, som ikke-talblind. Mindre end et splitsekund – det er højst sandsynligt slet ikke noget du tænker over. Sådan har jeg det med digitale ure.

Når der kun er analoge ure i nærheden, og jeg er sammen med andre, spørger jeg ofte bare andre hvad klokken er. Som nævnt tidligere, er det ikke hver dag, man orker nederlaget ved at læse et ur forkert. Rent sprogligt og ur-numerisk forstår jeg 11.27 i dag. Det har sat sig fast, at 27 er tæt på 30, og 30 er lig med en halv time. Det er derfor, at digitale ure er så lette. Og jeg kan tælle fra 27 til 30, så jeg ved, at der er tre minutter til pausen er slut.

Dette blev et langt blogindlæg. Jeg prøvede at beskrive det kort, men simple problemer er vist aldrig så simple som de lyder. I hele ur-problematikken ligger der også en problematik om manglende forståelse for konceptet tid – men det er stof til et helt andet blogindlæg en dag.

Til jer forældre der sidder derude og kæmper med at jeres barn ikke forstår uret, kan jeg sige, at det for størstedelen af talblinde på et eller andet tidspunkt sætter sig fast – det er erfaringen jeg hører fra medlemmer på Dyscalculia Forum. Jeg kan ikke forklare hvorfor – i mit tilfælde var det nok da tal over 50 semantisk (sprogligt) satte sig fast. I mellemtiden ville jeg, hvis mit barn var talblindt, vælge at sætte fokus på at lære at læse digitale ure. Det er lettere for de fleste talblinde. Digitale ure er ikke en nødløsning – det er en løsning.

Her er nogle tips til at lære klokken, som jeg nok kunne have haft gavn af:

1. En diagnostisering af talblindhed der i detaljer beskriver hvilken type dyskalkuli barnet har, for at kunne forstå hvorfor problemet overhovedet opstår.
2. Læren om tal op til 100 skal være på plads – talmæssigt og sprogligt.
3. Forståelsen for hvad ordene time, minut, sekund, kvarter, kvart i, kvart over, tyve i og så videre betyder. Altså de sproglige begreber for tidens tal.
4. Det er altid en god idé at få tjekket øjnene – det kan spille ind når man visuelt skal arrangere viserne i hovedet. Kan være på grund af nær/langsynethed men også bygningsfejl.
5. Fysiske hjælpemidler kan hjælpe nogle. I min klasse skulle vi sætte tider på uret ved hjælp af elatistikker på søm på et bræt. Hjalp ikke mig, umiddelbart på grund af sproglige og motoriske problemer, men prøv det endelig, for selv jeg der ikke fattede det, synes det var sjovt – og tingene glider ofte nemmere ind, når man har det sjovt. Talblinde har ofte angst for alt med tal – og angst stopper al læring.
6. Få tjek på, om konceptet tid sidder fast. Nogle skal lære uret før konceptet sætter sig fast, men en del talblinde skal have det omvendt da hele tidsfornemmelsen og opfattelsen er mangelfuld.
7. Der skal være tid til, at lære tiden at kende. Det skal nok komme, og det skal være okay, at det er svært.

Repetition, Repetition, Repetition

Et sted, hvor vi let fejler i Danmark når det kommer til ekstraundervisning i matematik (hvis det overhovedet tilbydes), er når det bliver ren gentagelse. Kan man ikke bare afhjælpe talblindhed ved at repetere? Det virker faktisk logisk, at man kan løse et svært problem, ved at arbejde mere på det. Men ikke når det kommer til talblindhed.

Det er nemlig lige dér, problemet ved talblindhed findes – en problemfyldt evne til at huske. Enhver talblind, forælder og underviser vil kunne nikke genkendende til, at være komplet uforstående overfor, at den talblinde er i stand til at lave et bestemt regnestykke den ene dag, kun for at have glemt hele princippet bag løsningen den næste dag.

Når det så er sagt, er der naturligvis talblinde der har gavn af mere undervisning end andre mennesker – men hvis metoden der bliver brugt til resten af klassen ikke virker for den talblinde allerede, vil metoden aldrig virke for den talblinde, lige meget hvor ofte metoden bliver brugt. I stedet skal den talblinde diagnostiseres, for at finde ud af, hvor problemet helt specifikt er, så der kan bruges individuelle metoder. Der findes nemlig mange former for talblindhed – og den metode der virker for den ene, vil ikke nødvendigvis virke for den anden. Et eksempel: Hvis man har visuel-spatial dyskalkuli vil metoder med figurer og billeder være en forhindring – men en talblind der er stærk visuelt-spatialt men bare skal have styr på nummerforståelsen, vil have gavn af visuelle-spatiale hjælpemidler. Derfor er det ekstremt nødvendigt at lave en detaljeret udredelse af, hvorfor problemet opstår hos den enkelte.

Hvordan kan børn blive testet for talblindhed?

Børn under 18 har ret til at blive hjulpet via PPR – Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Dette er en ordning der findes i samtlige danske kommuner. Det er dog de færreste steder, der overhovedet er klar over, at talblindhed findes. Derudover er der en gruppe kommuner der ved det findes, men endnu ikke har fastlagt handlingsplaner når de står med et talblindt barn. Et fåtal har dog en smule erfaring, og nogle henviser til ordblindeinstitutter der har en vis erfaring med diagnostisering af dyskalkuli.

Hvis du mistænker at dit barn har talblindhed, skal du dog altid kontakte PPR. Det er deres opgave, og dit barns ret. Man kan kontakte PPR på egen hånd, men det er en god ide først at få en samtale med dit barns undervisere. Læreren kan eventuelt tage med til et PPR-møde, eller skrive en kort beskrivelse af hvor problemet ligger, som du kan have med til mødet. Kontakt skolen eller kommunen for informationer om PPR i din kommune.

Når dit barn skal testes, er det oftest WISC-III der bruges, sammen med eventuelle matematiske prøver. WISC er en intelligenstest rettet mod skolebørn mellem 6-16 år. Med den kan barnets udvikling følges løbende, og afvigelser herfra registreres.  Testen bruges i en lang række sammenhænge lige fra vurdering af børn i PPR-regi til neuropsykologiske udredninger.

Man kan ikke blive diagnostiseret talblind hvis man ikke har en generel normal eller over normal IQ. WISC kan vise forskelle i dele af intelligenskvotienten – typisk har en talblind et lavt score ved de tal-orienterede delprøver, mens den verbale del-IQ er højere end normalt – det er den ofte dramatiske forskel der tydeliggør problemet, og hvor det helt specifikt har rod.

Testen består af 14 delprøver: syv sproglige prøver og syv handleprøver. De sproglige prøver er: Information, Ligheder, Regning, Ordforståelse, Omtanke og Talspændvidde forfra og bagfra. Disse udgør sammen den sproglige IK-skala. Handleprøverne er: Billedudfyldning, Kodning, Billedserier, Terningmønstre, Puslespil, Symboler og Labyrinter. Disse udgør sammen handle-IK-skalaen. Den sproglige IK-skala og handle-IK-skalaen kan lægges sammen og give den totale IK. Derudover kan opgaverne kombineres, så de afspejler de fire overordnede kognitive funktionsområder: sproglig forståelse, perceptuel organisation, opmærksomhedsstyring/arbejdshukommelse og forarbejdningshastighed. Disse fire kan så igen lægges sammen og give en generel færdighedsskala. Den generelle færdighedskvotient kan i nogle tilfælde være et mere præcist udtryk for barnets formåen end den totale intelligenskvotient. De danske normer er baseret på over 800 tilfældigt udvalgte og demografisk repræsentative børn. De danske normer er officielt godkendt af Harcourt Assessments psykometrikere. WISC-III må kun anvendes af psykologer.

Blokeringer over for matematik

Et spørgsmål undervisere til stiller er, om matematikproblemer ikke bare være en blokering?

Det kan det sagtens. Der er ikke mange mennesker der har matematik som favoritfaget i skolen. De færreste husker deres matematiklærer som yndlingslæreren. Det kan være et svært fag, og når noget er svært, kan der opstå blokeringer der viser sig ved angst eller manglende koncentrationsevne.

Samtidig er der ikke en eneste talblind person, der ikke har en eller anden form for blokering overfor tal. Der er mange talblinde der direkte får angstanfald i timerne og under prøver. Angstanfald er alvorlige psyko-somatiske anfald der viser sig ved hjertebanken, åndenød, rysten med mere. Som man kan gætte sig til, har ikke mange talblinde mennesker successhistorier fra matematiktimerne, og hvis man samtidig ikke har vidst hvorfor det har været så svært, og derfor ikke har fået den nødvendige støtte, er det nærmest umuligt ikke at have udviklet en fobi for matematik.

Kun en diagnostisering vil kunne sige, om blokeringen er opstået på grund af decideret talblindhed, eller ‘bare’ det, at faget synes svært. Den svenske psykolog har navngivet dette problem som ‘pseudo dyskalkuli‘. Angstanfald og blokering kan være lige alvorlige for begge grupper. Heldigvis kan man gøre meget for at afhjælpe angstanfald og blokering – også for stærkt talblinde. En psykolog kan eventuelt inddrages, måske fra PPR. Nogle har gavn af åndedrætsøvelser, nogle finder ro ved at have praktiske hjælpemidler.

Fælles er, at angst / fobi for matematik, skal behandles på samme måde, som alle andre fobier.

Findes Talblindhed?

Talblindhed har i mange år været anerkendt af Verdenssundhedsorganisationen WHO i ICD-10 under F81.2 (ordblindhed står under F81.0). Dette står for International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems – et katalog over alle officielle diagnoser. Danmark er medlem af WHO, og altså er talblindhed anerkendt her i landet. Du kan finde beskrivelser fra DSM-IV og ICD-10 her. Desværre på engelsk – den danske oversættelse kommer snart.

WHO ICD 10 F81.2 – Specific disorder of arithmetical skills

The International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems fra verdenssundhedsorganisationen World Health Organization, er en liste over anerkendte fysiske og mentale problemer.

Involves a specific impairment in arithmetical skills that is not solely explicable on the basis of general mental retardation or of inadequate schooling. The deficit concerns mastery of basic computational skills of addition, subtraction, multiplication, and division rather than of the more abstract mathematical skills involved in algebra, trigonometry, geometry, or calculus.

Developmental: acalculia, arithmetical disorder, Gerstmann’s syndrome.

Excludes: acalculia NOS (R48.8), arithmetical difficulties: associated with a reading or spelling disorder (F81.3), or due to inadequate teaching (Z55.8).

_______________________________________________________________________

DSM-IV 315.1 – Mathematics Disorder

The Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, også kendt som DSM, er standarden indenfor kategorisering indenfor mentale problemer. Publiceret af American Psychiatric Association. DSM bruges af professionelle i USA og en del vestlige lande.

The Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, otherwise known as DSM, is the standard classification of mental disorders used by mental health professionals in the United States and some countries in the Western world. It is published by the American Psychiatric Association. This is the official listing of dyscalculia in the DSM-IV;

Students with a mathematics disorder have problems with their math skills. Their math skills are significantly below normal considering the student’s age, intelligence, and education.

As measured by a standardized test that is given individually, the person’s mathematical ability is substantially less than you would expect considering age, intelligence and education. This deficiency materially impedes academic achievement or daily living. If there is also a sensory defect, the mathematics deficiency is worse than you would expect with it.

Associated Features: Conduct disorder, Attention deficit disorder, Depression, Other Learning Disorders

Differential Diagnosis:
Some disorders have similar or even the same symptoms. The clinician, therefore, in his/her diagnostic attempt, has to differentiate against the following disorders which need to be ruled out to establish a precise diagnosis.

Cause:
Mathematics disorder is usually brought to the attention of the child’s parents when math instruction becomes a very important part of the classroom teaching. It is possible that some people have problems in math because of their genetic makeup. In contrast to some families whose members have great difficulty solving math problems, there are other families who tend to have members that consistently have a very high-level of math functioning.

Treatment:
Treatment for mathematics disorder includes individual tutoring, placement in special math classrooms with expert math teachers, and other educational aids that focus on math skills. Therefore, learning disorders are treated with specialized educational methods. In addition to special classroom instruction at school, students with learning disorders frequently benefit from individualized tutoring which focuses on their specific learning problem

• Recent Posts

  • Man regner med at vi kan regne
  • 10 år, bjergbestiger – og talblind
  • “Hvor står de dog alene” – Knud Theil, Viceborgmester i Nyborg om talblinde
  • Når to plus to bliver til tårer – Politiken
  • Ta1b1inde e1ever b1iver overset