Tak for en god konference!

3. juni 2010 · Skriv en kommentar

Tak til CSV SydØstFyn for en rigtig god konference i Nyborg i dag – med 200 mennesker! Det var skønt at møde så mange, der gerne vil os talblinde – vi har i den grad manglet jer. Også sjovt at møde en masse andre talblinde – der blev grint på den gode måde, hver gang en af os kiksede med tallene, væltede kaffe og vand over det hele, og gik i panik over togtiderne på vej hjem. Så fantastisk at så mange af jer talblinde stillede jer op og holdt oplæg – det kræver mod! Jeg håber at se rigtig mange af jer til den samling, der er for os testpersoner i august/september.

I løbet af de næste dage vil jeg skrive referater fra oplæggene på konferencen, så også jer der ikke var der, får mulighed for at følge med i, hvad der blev talt om. På konferencen blev der også uddelt et hæfte, som CSV har udgivet. I hæftet kan man læse om projektet, lidt om talblindhed – og ikke mindst ni portrætter af talblinde i alle aldersgrupper, der alle står forskellige steder i livet. Hæftet bliver muligvis lagt ud på nettet – men man kan også bestille det, ved at kontakte CSV SydØstFyn.

Hvordan kan børn blive testet for talblindhed?

3. marts 2009 · 5 kommentarer

Børn under 18 har ret til at blive hjulpet via PPR – Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Dette er en ordning der findes i samtlige danske kommuner. Det er dog de færreste steder, der overhovedet er klar over, at talblindhed findes. Derudover er der en gruppe kommuner der ved det findes, men endnu ikke har fastlagt handlingsplaner når de står med et talblindt barn. Et fåtal har dog en smule erfaring, og nogle henviser til ordblindeinstitutter der har en vis erfaring med diagnostisering af dyskalkuli.

Hvis du mistænker at dit barn har talblindhed, skal du dog altid kontakte PPR. Det er deres opgave, og dit barns ret. Man kan kontakte PPR på egen hånd, men det er en god ide først at få en samtale med dit barns undervisere. Læreren kan eventuelt tage med til et PPR-møde, eller skrive en kort beskrivelse af hvor problemet ligger, som du kan have med til mødet. Kontakt skolen eller kommunen for informationer om PPR i din kommune.

Når dit barn skal testes, er det oftest WISC-III der bruges, sammen med eventuelle matematiske prøver. WISC er en intelligenstest rettet mod skolebørn mellem 6-16 år. Med den kan barnets udvikling følges løbende, og afvigelser herfra registreres.  Testen bruges i en lang række sammenhænge lige fra vurdering af børn i PPR-regi til neuropsykologiske udredninger.

Man kan ikke blive diagnostiseret talblind hvis man ikke har en generel normal eller over normal IQ. WISC kan vise forskelle i dele af intelligenskvotienten – typisk har en talblind et lavt score ved de tal-orienterede delprøver, mens den verbale del-IQ er højere end normalt – det er den ofte dramatiske forskel der tydeliggør problemet, og hvor det helt specifikt har rod.

Testen består af 14 delprøver: syv sproglige prøver og syv handleprøver. De sproglige prøver er: Information, Ligheder, Regning, Ordforståelse, Omtanke og Talspændvidde forfra og bagfra. Disse udgør sammen den sproglige IK-skala. Handleprøverne er: Billedudfyldning, Kodning, Billedserier, Terningmønstre, Puslespil, Symboler og Labyrinter. Disse udgør sammen handle-IK-skalaen. Den sproglige IK-skala og handle-IK-skalaen kan lægges sammen og give den totale IK. Derudover kan opgaverne kombineres, så de afspejler de fire overordnede kognitive funktionsområder: sproglig forståelse, perceptuel organisation, opmærksomhedsstyring/arbejdshukommelse og forarbejdningshastighed. Disse fire kan så igen lægges sammen og give en generel færdighedsskala. Den generelle færdighedskvotient kan i nogle tilfælde være et mere præcist udtryk for barnets formåen end den totale intelligenskvotient. De danske normer er baseret på over 800 tilfældigt udvalgte og demografisk repræsentative børn. De danske normer er officielt godkendt af Harcourt Assessments psykometrikere. WISC-III må kun anvendes af psykologer.