Tal om tal derhjemme
H&M er her i foråret begyndt at sælge produkter til hjemmet. Jeg fandt lige et par interessante produkter i kataloget – køkkenting med tal! Det er specielt papirservietter med en lineal, og stofservietter med tal jeg har øje på.
Man siger jo, at matematikken skal virkeliggøres for, at sætte sig fast hurtigt. Det kan man som forælder gøre ved at bruge tal – og tale om dem – bevidst i hverdagen. Såsom at dække bord til familien på 6 – det gør nogle børn bare ved at se den visuelle forskel når der mangler en kniv et sted, men her kunne det være en opgave for barnet at tælle sig frem til hvor mange knive der fra start skulle tages op af skuffen. Når man er talblind, kan selv små tal virke meget abstrakte indtil de sidder fast. Jeg tror, at køkkentingene her ville kunne virkeliggøre det.
Jeg kan forestille mig, at det er let at lave de her ting selv. Det er i princippet bare et stykke stof og en tusch der skal bruges, hvis det skal være nemt. Det kunne være linealer på dækkeservietter, hvor opgaven kunne være at sætte tallerken mellem to mål. Eller tal på viskestykker og håndklæder der så skal hænges i den rigtige rækkefølge. Puder med tal og plustegn til sofaen, hvor opgaven kunne være at sætte dem i en rækkefølge der gav et rigtigt resultat. En pude med tallet 2, et plustegn, en pude med tallet 5, et lig med tegn, for til sidst at ende med et 7-tal. Altså puder med tallene 0-9, plus og minustegnet, og et lig med tegn. Eftersom en del kæmper med selve navnene for tallene, kan det også være en idé at skrive både tallet og ordet på puden. Og en visuel repræsentation, såsom prikker for antallet. Jeg har fundet et engelsk eksempel på hvad jeg mener, her (ikke fra H&M):
Man kan også købe dækkeservietter og bordløber i samme design, men her er linealen forstørret. Det tror jeg, ville forvirre børn der ikke har fornemmelsen for, hvad en centimeter er – så dem ville jeg ikke anbefale.
At lære klokken som talblind
At læse et ur – helt ærligt, hvor svært kan det være? Ret svært, hvis man har dyskalkuli. Dette kan både være på grund af visuel/spatial dyskalkuli, numerisk fakta dyskalkuli, procedure dyskalkuli og semantisk dyskalkuli – altså alle fire typer.
Jeg har lidt af det hele. Når det kommer til ure, er det dog visuel/spatial dyskalkuli der giver problemer. Jeg lærte først rigtigt at læse et ur i starten af mine teenageår. Højst sandsynligt da det var på denne tid, at semantisk (sproglig) forståelse for tal satte sig fast og blev. Før dette, havde jeg problemer med at kende forskel på tal fra 50 til 100 – mundtligt. Det vil sige, at jeg forstod at skriftsymbolerne for 50, 60, 70, 80, 90 og 100 var i denne rækkefølge, men rent sprogligt byttede jeg rundt på ordene for 50 og op. Og når det kommer til konceptet ‘tid’, har man altså brug for en sproglig forståelse for tal.
I dag går det okay med at læse ure – men det er ikke noget, jeg bare lige gør. Et ur der ingen tal har, men kun visere – det kan jeg godt glemme alt om at forstå, hvis jeg vil fortsætte med at være i godt humør resten af dagen. At være 26 år og have problemer med noget så simpelt som et ur, er ikke godt for selvværdet, lige meget hvor intelligent du ellers ved du er. Et ur der kun viser fire tider – seks, ni, tolv, tre – det gør ikke sagen lettere.
Digitale ure er intet problem. ChesireKat fra Dyscalculia Forum har beskrevet forskellen mellem analoge ure og digitale ure ret godt.
“For mig er det som at have en opskrift på småkager i den ene hånd, og en færdig småkage i den anden”.
Og hvordan kan det så lige være – når jeg nu er TALblind? Umiddelbart giver det ingen mening. Et ur med tal og intet andet burde være det sværeste for mig. Og det er det for nogle talblinde, især når numerisk fakta dyskalkuli gør sig gældende, da man så kæmper med basisforståelse for tal. Og mennesker med procedure dyskalkuli kan have problemer med selve rækkefølgen på et digitalt ur.
Jeg synes det er svært at forklare hvorfor, det med visuel/spatial dyskalkuli er så svært at læse et normalt ur. Jeg er nok for tæt på problemet, til at kunne se det udefra. Men i bund og grund opstår problemet, når jeg skal kigge mig frem via viserne på uret. Rent visuelt kører mine øjne rundt i hovedet når jeg kigger på uret. Jeg skal stoppe op og koncentrere mig for at se, at en af viserene står på lad os sige mellem 5 og 6. Derefter skal jeg finde den anden viser. Den står mellem 11 og 12. Nu skal jeg analysere de to visere for at se, hvilken er lille, og hvilken er lang. Derefter skal jeg huske, hvilken viser der repræsenterer hvad – er den lille symbol for timetallet, eller er den store? Det virker som et latterligt problem, men det er noget af det sværeste at huske for mig. Nu siger vi så, at jeg har husket, at det er den lille viser der står for timetallet (det, der gør problemet ekstra stort, er når der umiddelbart ingen forskel er på størrelsen, eller i hvert fald så lidt, at jeg med visuelle/spatiale problemer ikke kan se forskellen), men i mellemtiden har jeg glemt hvor viserne stod på skiven – så det skal jeg finde frem til igen. Den lille står mellem 11 og 12, den store mellem 5 og 6. Altså er klokken 11 et eller andet. Logisk i min hjerne vil den være 11.5/6, fordi det næste tal jeg fandt frem til var noget mellem 5 og 6. Men jeg er jo godt klar over, at der ikke er noget tidspunkt der hedder 11.5/6.
Det var især dette punkt på dagsordenen der forvirrede mig som barn. Det havde ikke sat sig fast, at jeg skulle tage udgangspunkt i 12 på viseren, og tælle derfra. Det gav ingen mening, og jeg forstod det ikke når andre forsøgte at forklare mig det. Hvorfor fra 12? Og når det nu var fra 12, skulle jeg så ikke tælle videre derfra – altså 13, 14, 15..? Det var nemlig det jeg længe gjorde, da udgangspunktet i 12 havde sat sig fast. I dag er forstår jeg meningen med, at tælle 1, 2, 3… fra 12. Men det hjemsøger mig stadig i et sekund når jeg skal læse et tidspunkt mellem for eksempel 5 og 6.
Okay, nu skal jeg finde ud af hvad viseren mellem 5 og 6 siger. På et ur som dette tæller jeg 5 minutter af gangen. Så her skal jeg bruge 5-tabellen, som ikke helt har sat sig fast på rygraden endnu – men det går an, når jeg koncentrerer mig. Mine øjne skal følge mig samtidig med, at jeg siger tallene. Fem (øjne på et), ti (øjne på to), 15 (øjne på tre), 20 (øjne på fire), 25 (øjne på fem)… og så går jeg i stå hvor der ikke længere er femtabellen at klæbe sig til. For øvrigt har jeg under hele denne process kæmpet med logikken i, for eksempel at kigge på tre og sige 15. Nu skal jeg rent visuelt fokusere et helt andet sted på uret. Jeg skal tælle små striber, og de små striber hopper. Jeg er ikke ordblind – tværtimod – men jeg forstår virkelig, hvad nogle ordblinde forklarer, når de siger bogstaverne hopper. Striber, streger, prikker – de hopper og hopper som lopper. Tal hopper dog ikke. Her skal jeg virkelig koncentrere mig – og jeg skal samtidig holde tallet 25 kørende, da det var det, jeg var nået til. 25… 26… 27… cirka. Okay, 27 siger jeg. Nu skal jeg tilbage og kigge på den lille viser, for det tal har jeg altså glemt i mellemtiden. Den står mellem 11 og 12. Jeg ved i dag, at tallet der kommer før den lille viser, er det tal, der gælder. Det kæmpede jeg med, som lille. Så jeg ved, at timetallet er 11. Altså er klokken 11.27.
Når jeg beskriver det rent skriftligt her, fylder det en del. I realiteten tager det måske 15 sekunder at forstå et analogt ur. 15 sekunder lyder ikke af meget, men prøv lige, at tage tid på hvor længe det tager sig, som ikke-talblind. Mindre end et splitsekund – det er højst sandsynligt slet ikke noget du tænker over. Sådan har jeg det med digitale ure.
Når der kun er analoge ure i nærheden, og jeg er sammen med andre, spørger jeg ofte bare andre hvad klokken er. Som nævnt tidligere, er det ikke hver dag, man orker nederlaget ved at læse et ur forkert. Rent sprogligt og ur-numerisk forstår jeg 11.27 i dag. Det har sat sig fast, at 27 er tæt på 30, og 30 er lig med en halv time. Det er derfor, at digitale ure er så lette. Og jeg kan tælle fra 27 til 30, så jeg ved, at der er tre minutter til pausen er slut.
Dette blev et langt blogindlæg. Jeg prøvede at beskrive det kort, men simple problemer er vist aldrig så simple som de lyder. I hele ur-problematikken ligger der også en problematik om manglende forståelse for konceptet tid – men det er stof til et helt andet blogindlæg en dag.
Til jer forældre der sidder derude og kæmper med at jeres barn ikke forstår uret, kan jeg sige, at det for størstedelen af talblinde på et eller andet tidspunkt sætter sig fast – det er erfaringen jeg hører fra medlemmer på Dyscalculia Forum. Jeg kan ikke forklare hvorfor – i mit tilfælde var det nok da tal over 50 semantisk (sprogligt) satte sig fast. I mellemtiden ville jeg, hvis mit barn var talblindt, vælge at sætte fokus på at lære at læse digitale ure. Det er lettere for de fleste talblinde. Digitale ure er ikke en nødløsning – det er en løsning.
Her er nogle tips til at lære klokken, som jeg nok kunne have haft gavn af:
- En diagnostisering af talblindhed der i detaljer beskriver hvilken type dyskalkuli barnet har, for at kunne forstå hvorfor problemet overhovedet opstår.
- Læren om tal op til 100 skal være på plads – talmæssigt og sprogligt.
- Forståelsen for hvad ordene time, minut, sekund, kvarter, kvart i, kvart over, tyve i og så videre betyder. Altså de sproglige begreber for tidens tal.
- Det er altid en god idé at få tjekket øjnene – det kan spille ind når man visuelt skal arrangere viserne i hovedet. Kan være på grund af nær/langsynethed men også bygningsfejl.
- Fysiske hjælpemidler kan hjælpe nogle. I min klasse skulle vi sætte tider på uret ved hjælp af elatistikker på søm på et bræt. Hjalp ikke mig, umiddelbart på grund af sproglige og motoriske problemer, men prøv det endelig, for selv jeg der ikke fattede det, synes det var sjovt – og tingene glider ofte nemmere ind, når man har det sjovt. Talblinde har ofte angst for alt med tal – og angst stopper al læring.
- Få tjek på, om konceptet tid sidder fast. Nogle skal lære uret før konceptet sætter sig fast, men en del talblinde skal have det omvendt da hele tidsfornemmelsen og opfattelsen er mangelfuld.
- Der skal være tid til, at lære tiden at kende. Det skal nok komme, og det skal være okay, at det er svært.
Repetition, Repetition, Repetition
Et sted, hvor vi let fejler i Danmark når det kommer til ekstraundervisning i matematik (hvis det overhovedet tilbydes), er når det bliver ren gentagelse. Kan man ikke bare afhjælpe talblindhed ved at repetere? Det virker faktisk logisk, at man kan løse et svært problem, ved at arbejde mere på det. Men ikke når det kommer til talblindhed.
Det er nemlig lige dér, problemet ved talblindhed findes – en problemfyldt evne til at huske. Enhver talblind, forælder og underviser vil kunne nikke genkendende til, at være komplet uforstående overfor, at den talblinde er i stand til at lave et bestemt regnestykke den ene dag, kun for at have glemt hele princippet bag løsningen den næste dag.
Når det så er sagt, er der naturligvis talblinde der har gavn af mere undervisning end andre mennesker – men hvis metoden der bliver brugt til resten af klassen ikke virker for den talblinde allerede, vil metoden aldrig virke for den talblinde, lige meget hvor ofte metoden bliver brugt. I stedet skal den talblinde diagnostiseres, for at finde ud af, hvor problemet helt specifikt er, så der kan bruges individuelle metoder. Der findes nemlig mange former for talblindhed – og den metode der virker for den ene, vil ikke nødvendigvis virke for den anden. Et eksempel: Hvis man har visuel-spatial dyskalkuli vil metoder med figurer og billeder være en forhindring – men en talblind der er stærk visuelt-spatialt men bare skal have styr på nummerforståelsen, vil have gavn af visuelle-spatiale hjælpemidler. Derfor er det ekstremt nødvendigt at lave en detaljeret udredelse af, hvorfor problemet opstår hos den enkelte.
Hvordan kan børn blive testet for talblindhed?
Børn under 18 har ret til at blive hjulpet via PPR – Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Dette er en ordning der findes i samtlige danske kommuner. Det er dog de færreste steder, der overhovedet er klar over, at talblindhed findes. Derudover er der en gruppe kommuner der ved det findes, men endnu ikke har fastlagt handlingsplaner når de står med et talblindt barn. Et fåtal har dog en smule erfaring, og nogle henviser til ordblindeinstitutter der har en vis erfaring med diagnostisering af dyskalkuli.
Hvis du mistænker at dit barn har talblindhed, skal du dog altid kontakte PPR. Det er deres opgave, og dit barns ret. Man kan kontakte PPR på egen hånd, men det er en god ide først at få en samtale med dit barns undervisere. Læreren kan eventuelt tage med til et PPR-møde, eller skrive en kort beskrivelse af hvor problemet ligger, som du kan have med til mødet. Kontakt skolen eller kommunen for informationer om PPR i din kommune.
Når dit barn skal testes, er det oftest WISC-III der bruges, sammen med eventuelle matematiske prøver. WISC er en intelligenstest rettet mod skolebørn mellem 6-16 år. Med den kan barnets udvikling følges løbende, og afvigelser herfra registreres. Testen bruges i en lang række sammenhænge lige fra vurdering af børn i PPR-regi til neuropsykologiske udredninger.
Man kan ikke blive diagnostiseret talblind hvis man ikke har en generel normal eller over normal IQ. WISC kan vise forskelle i dele af intelligenskvotienten – typisk har en talblind et lavt score ved de tal-orienterede delprøver, mens den verbale del-IQ er højere end normalt – det er den ofte dramatiske forskel der tydeliggør problemet, og hvor det helt specifikt har rod.
Testen består af 14 delprøver: syv sproglige prøver og syv handleprøver. De sproglige prøver er: Information, Ligheder, Regning, Ordforståelse, Omtanke og Talspændvidde forfra og bagfra. Disse udgør sammen den sproglige IK-skala. Handleprøverne er: Billedudfyldning, Kodning, Billedserier, Terningmønstre, Puslespil, Symboler og Labyrinter. Disse udgør sammen handle-IK-skalaen. Den sproglige IK-skala og handle-IK-skalaen kan lægges sammen og give den totale IK. Derudover kan opgaverne kombineres, så de afspejler de fire overordnede kognitive funktionsområder: sproglig forståelse, perceptuel organisation, opmærksomhedsstyring/arbejdshukommelse og forarbejdningshastighed. Disse fire kan så igen lægges sammen og give en generel færdighedsskala. Den generelle færdighedskvotient kan i nogle tilfælde være et mere præcist udtryk for barnets formåen end den totale intelligenskvotient. De danske normer er baseret på over 800 tilfældigt udvalgte og demografisk repræsentative børn. De danske normer er officielt godkendt af Harcourt Assessments psykometrikere. WISC-III må kun anvendes af psykologer.
Blokeringer over for matematik
Et spørgsmål undervisere til stiller er, om matematikproblemer ikke bare være en blokering?
Det kan det sagtens. Der er ikke mange mennesker der har matematik som favoritfaget i skolen. De færreste husker deres matematiklærer som yndlingslæreren. Det kan være et svært fag, og når noget er svært, kan der opstå blokeringer der viser sig ved angst eller manglende koncentrationsevne.
Samtidig er der ikke en eneste talblind person, der ikke har en eller anden form for blokering overfor tal. Der er mange talblinde der direkte får angstanfald i timerne og under prøver. Angstanfald er alvorlige psyko-somatiske anfald der viser sig ved hjertebanken, åndenød, rysten med mere. Som man kan gætte sig til, har ikke mange talblinde mennesker successhistorier fra matematiktimerne, og hvis man samtidig ikke har vidst hvorfor det har været så svært, og derfor ikke har fået den nødvendige støtte, er det nærmest umuligt ikke at have udviklet en fobi for matematik.
Kun en diagnostisering vil kunne sige, om blokeringen er opstået på grund af decideret talblindhed, eller ‘bare’ det, at faget synes svært. Den svenske psykolog har navngivet dette problem som ‘pseudo dyskalkuli‘. Angstanfald og blokering kan være lige alvorlige for begge grupper. Heldigvis kan man gøre meget for at afhjælpe angstanfald og blokering – også for stærkt talblinde. En psykolog kan eventuelt inddrages, måske fra PPR. Nogle har gavn af åndedrætsøvelser, nogle finder ro ved at have praktiske hjælpemidler.
Fælles er, at angst / fobi for matematik, skal behandles på samme måde, som alle andre fobier.