Hvilken hjælp får talblinde, når de er blevet diagnosticeret?  Det var et af spørgsmålene panelet fik på konferencen. Og jeg kom hurtigt til at svare, “ingenting!”, nede fra rækkerne. Henrik Skovhus svarede det samme – at hjælpen ikke findes. Henrik Skovhus er speciallærer på Taleinstituttet Region Nordjylland og har erfaring med talblindhed. Henrik Skovhus nævnte, at SU-styrelsen har et system der hedder SPS – specialpædagogisk støtte. SPS hjælper studerende der har vanskeligheder af den ene eller anden art. Det kan være alt fra psykiske problemer til fysiske handicap og ordblindhed. Det kan både være økonomisk støtte i forhold til, at ens handicap eller problem gør, at man ikke kan klare et arbejde ved siden af studiet, men det kan også være hjælpemidler. Ordblinde elever får  eksempelvis undervisningsbøger på CD-rom, en lånecomputer og software til at hjælpe med oplæsning.

Men med talblindhed er der endnu ikke udviklet hjælpemidler. De få elever Henrik Skovhus kendte til, der faktisk havde fået støtte via SPS, havde fået ekstra undervisning. Men det kræver en grundig begrundelse for, hvorfor man har brug for støtten, før SPS tager sig af det. Det er meget sigende, at der overhovedet ikke nævnes talblindhed eller bare matematikvanskeligheder, på hjemmesiden for SPS, eller i deres informationsmaterialer generelt. Talblindhed er dog et anerkendt handicap, hvilket betyder, at talblinde har ret til hjælp ifølge serviceloven.

Ekstra undervisning er i øvrigt ikke nok i sig selv – der skal specialundervisning til. Og som mange mener, blandt andet Bjørn Adler, er det slet ikke ekstra tid talblinde har brug for. Tværtimod mener han og andre, at den bedste indlæring for talblinde sker, når det er meget korte intervaller. Fra fem til 15 minutter ad gangen. Det er i forbindelse med, at talblindhed er et arbejdshukommelsesproblem – men det er stof et helt andet blogindlæg.

Henrik Skovhus blev senere spurgt hvad han gør ved den manglende hjælp til mennesker med dyskalkuli. Det kunne han ikke svare på, men mener der skal iværksættes to ting generelt;

1: “Positiv stigmatisering” – det vil sige diagnosticering af problemet, og flere skal undersøges. Der er meget, meget få mennesker der bliver testet for talblindhed. Dette mener jeg klart er i forbindelse med, at de færreste mennesker overhovedet ved, at dyskalkuli findes – undervisere såvel som talblinde. Andre større grunde til manglende diagnosticering er en tro på, at der ikke findes et matematisk handicap, og derudover berøringsangst i forhold til at stigmatisere. Jeg har snakket med tusindvis af talblinde over hele verden, og har aldrig mødt mennesker der har været andet end lykkelige for, at få et navn for de problemer de har. Vi skal ikke være bange for, at stigmatisere. Det fik jeg heldigvis nævnt højt og tydeligt, og Bjørn Alder var enig.

Dyskalkuli er ikke en undskyldning

- dyskalkuli er en forklaring

Det er det manglende begreb for de vanskeligheder talblinde støder på, der er stigmatiseringen – ikke ordet dyskalkuli. Når der ikke er et ord for det, at man er voksen og har svært ved at læse et ur, så bliver ordet automatisk til ‘dum’. Og som før nævnt, er det ikke muligt at være ‘dum’ og have dyskalkuli på samme tid!

2: Der skal udvikles hjælpemidler.

Min egen vurdering er, at diagnosticering er første skridt – det lød til, at Henrik Skovhus og Bjørn Adler mente det samme. For det første da det kan være der slet ikke er tale om dyskalkuli, men i stedet generelle matematikvanskeligheder eller pseudo-dyskalkuli (angst for matematik). For det andet for at få et indblik i, og forståelse for, hvor problemet med matematik overhovedet opstår hos den enkelte. Der er er nemlig flere årsager, og flere typer af vanskeligheder. Man skal vide hvor styrkerne og svaghederne er, for at kunne undervise optimalt. Det nytter ikke at bruge visuelle/spatiale undervisningsmetoder for eleven der har stærke problemer med det visuelle/spatiale, som eksempel.

I dag ville arkitekten Jørn Utzon have fyldt 91 år – han døde i november 2008 af et hjertetilfælde. Utzon nåede at nævne sine problemer med bogstaver og tal en del gange i medierne. Blandt andet i denne artikel, hvor han sagde:

Jeg blev ikke ingeniør, fordi jeg både lider af dysleksi og mangel på matematisk indsigt. Man skal have en god matematisk hjerne for at blive ingeniør. Husk at geometri er noget ganske andet. Som en kompensation for disse handicap har jeg åbenbart et talent for rumsans. Jeg tænker mig til en bygning og så er den færdig i mit hoved. Dette har jeg kunnet bruge som arkitekt. Et rygte siger at jeg ikke kan tegne, og aldrig har kunnet. Dette kan skyldes at jeg arbejder så meget med modeller. Modeller er nemlig et af de mest vidunderlige design-redskaber. Men jeg laver stadig de flotteste tegninger De kan forestille Dem. En af mine norske arkitekt-venner, Arne Korsmo, siger altid at man skal bygge et rum, i stedet for at tegne det.

Netop sansen for geometri har nogle talblinde; dem, der er stærke rent visuelt og spatialt (rumligt). De oplever ligefrem at matematikundervisningen i skolen pludselig er sjovere, når det er former og figurer der skal sættes i spil. Nogle bruger denne evne til kunst, nogle er gode med grafisk arbejde, og nogle tegner et verdenskendt operahus.

Nogle er heldige at slippe igennem et uddannelssystem der har ekstremt svært ved, at give plads til dem. Utzon bestod sin studentereksamen på Aalborg Katedralskole – med årgangens laveste karakterer. Han var heldig. Der er mange talblinde, der ikke når så langt. Det er ofte på dette trin, at tallene er sværest at arbejde med – for de færreste talblinde vælger efter ungdomsuddannelsen at tage en vej, der kræver flere tal. Men det er nu engang nødvendigt, at skulle igennem en gymnasial uddannelse for, at komme på en videregående uddannelse.

Nogle synes læren om ligninger og algebra er ligegyldigt – hvornår bruger man det i det virkelige liv – men det synes jeg er for let en løsning. Talblinde skal ikke undskyldes, talblinde skal ikke fritages – ikke når det er talbehandling i folkeskole og på ungdomsuddannelser. På universiteter i USA er det langt de fleste steder pålagt alle studerende at have matematiske fag på højniveau – selv hvis deres hovedfag er kunst, sprog eller andet der aldrig nogensinde ville kræve talbehandling. Og det er fuldstændig fjollet, ingen tvivl om det. Men uddannelse på folkeskole- og gymnasieniveau er en anden snak.

Men vi skal have hjælp til at klare det.

Dagdrømmeri er en del af ADD/ADHD og forskellige diagnoser indenfor autismespekret, så måske måske kunne det være svaret – men det er kun få i debatten der har en sådan diagnose.

Alle mennesker dagdrømmer. Men det medlemmerne her beskriver, er mere end dagdrømmeri. Og det ved jeg – for jeg har det på samme måde. Vi lever os ind i en verden, opfinder lange samtaler og handlinger, skriver romaner i hovedet, zoner helt ud af virkeligheden.

“Folk tror jeg er sindssyg når jeg sidder i den offentlige trafik og drømmer – min mund bevæger sig med de ord jeg siger, eller en af mine karakterer, i min fantasiverden.

“Jeg forsvinder ind i historier, bøger, poesi. Jeg opfinder utopiske verdener, nye måder mennesker kan leve på i et samfund jeg selv designer”.

“Så længe jeg kan huske har jeg levet i en rig fantasiverden der må en mærkelig måde krydser med min egen hverdag. Det er som at spille en rolle i et stykke, eller være en person i en uskrevet bog”.

“Den eneste måde at beskrive det på, er ‘mini-film’ med mig selv som stjernen, og fuld manuskript”.

“Siden 4. klasse har jeg udlevet helt andre liv i mit hoved, komplet med fantasivenner, job og situationer. Det er bedre end tv”.

“Det er ofte meget store og lange historier med mange personer og action, med meget dialog. Den samme historie kan være i mit hoved i flere uger, og udvikler sig af sig selv”.

“Jeg har hele mit liv haft et rigt indre liv, med store scenarier der har spillet i hovedet, i en sådan grad at jeg har grint i det offentlige, eller ligefrem fået tårer i øjnene hvis historien har været sørgelig”.

Ronald Davis, forfatter til “The Gift of Learning” beskriver det faktisk i hans bog som værende ‘desorientering’. Bogen handler om ordblindhed. Altså må ordblinde have samme evne til fantasi? Han skriver blandt andet : “Billedetænkere lever sig ofte ind i en længere desorientering med det formål at underholde sig selv. Desorientering kan åbne dørene til indre fantasi. Et barn opdager måske allerede denne evne som baby. Med denne opdagelse kommer den alternative verden af fantasi og kreativitet, en verden der kun sættes grænser for i forbindelse med barnets egen intelligens og kreativitet. For ham er denne verden uden grænser og konsekvenser. Konsekvenser i den virkelige verden er til dels erstattet af en uafbrudt strøm af kreativ fantasi indenfor fantasiverdenen, hvor han er den centrale figur. Alle mennesker har oplevet denne form for alternative verden igennem særligt omstændige fantasifulde drømme. En billedtænker har dagdrømme eller “vågen-drømme” der er lige så omstændige. Men det passer ikke ind under en normal drøm, fordi desorienteringen tillader dagdrømmen at fremgå som virkelighed. Desorientering tillader også personen at interagere med den alternative verden”.

Desorientering er beskrevet i Gyldendals Leksikon som en “psykisk abnorm tilstand”. Det lyder meget voldsomt, især fordi medlemmerne faktisk beskriver denne evne som en positiv ting. Der er mange forfattere, skribenter, skuespillere og så videre blandt medlemmerne, der har været i stand til at gøre evnen til en karriere. Desuden er selve ordet “billedtænker” en smule svær at forstå han bruger, da det langt fra er alle talblinde drømmere der tænker i billeder. De fleste tænker i ren dialog og i systemer. Men på den anden side ser vi det så for os på den måde, uden et billede i ordets forstand.

Jeg selv opfatter det også som positivt, det meste af tiden. Det eneste problem jeg har er, at jeg ikke selv kan styre hvornår det sker. Det betyder at jeg er hende der altid går ind i lygtepælen, kort sagt. Jeg har altid ønsket jeg kunne bruge denne evne til at få historier ned på skrift, men det er endnu ikke lykkedes. Jeg går helt i stå, når det bliver virkelighed. En del medlemmer beskriver, at de var hittet som barn fordi de altid opfandt de sjoveste lege. Det var jeg heller ikke stand til i den virkelige verden, men jeg kunne sidde i flere timer med legoklodser og opfinde hele film, når jeg var alene. Jeg gør det stadig meget, flere gange om dagen – forskellen er, at det i barndommen var urealistiske verdener (forestil dig Bennys Badekar gange 10), hvor det i dag er noget der reelt kunne ske. Jeg lever mig så meget ind i fantasien mens jeg er i den, men jeg er altid klar over, at det ikke er virkelighed. Og det er vel dér grænsen går, ellers var jeg nok klar til indlæggelse på den lukkede. Men, det er bare en del af hvem jeg er.

Det ville dog være enormt rart at finde en metode til selv at kunne styre hvornår det sker, så jeg slipper for endnu flere uplanlagte møder med lygtepæle.

Naturligvis er der en bekymring om A- og B-hold, men artiklen fortæller, at elever og undervisere er glade for systemet. Og at det i øvrigt kun er lovligt at undervise på denne måde halvdelen af tiden.

Men hvad sker der, den dag folkeskoleloven bliver lavet om – bliver det så ikke A- og B-hold igen? Bertel Haarder mener allerede, at ordningen bliver brugt for lidt. Og hvad sker der så med talblinde elever? En talblinds manglende evner i matematiktimerne bliver opfattet som manglende motivation, indsats og engagement. Vi er allerede på B-holdet, på trods af at det officielt ikke eksisterer. Og hvis skolesystemet skal opdeles på denne måde igen, betyder det, at vi kommer på B-holdet i alle fag.

Det forældrenes bekymring går på, er udelukkende hvad det gør ved elevens selvværd. Det er ikke det, der bekymrer mig – alle oplever den slags opdeling på et eller andet tidspunkt i deres liv. Det, der bekymrer mig meget, er tanken om, at det så er ligegyldigt med B-holdet. At vi er ligegyldige, og ikke får mulighed for samme grunduddannelse som A-holdet. A-holdet beskrives som motiveret og engageret. Det vil uden tvivl betyde, at B-holdet vil være en blanding af bogligt svage elever, ordblinde og talblinde elever, og elever der laver uro.

Jeg har været på B-holdet, som man nu officielt har indført på nogle danske skoler (uden at ville nævne begrebet som andet end niveauforskel i forhold til engagement og stærke/svage elever). Jeg blev fra 7. klasse undervist i alle fag i en ordblindeklasse uden nogensinde at have haft problemer med at læse, stave og skrive. Jeg kom på B-holdet i alle fag på grund af matematik. Det skal lige nævnes, at man ikke vidste talblindhed fandtes og jeg først blev diagnostiseret da jeg fandt ud af dets eksistens som 21-årig. De ordblinde elever var umotiverede og manglede engagement, og jeg var eleven der var besværlig i matematik. På vores lille uofficielle B-hold blev vi ikke undervist ordenligt. Det kunne være ligemeget – det betød ikke noget – vi skulle bare lige bestå dansk og matematik i 9. klasse. Underviserne opgav fra start et projekt om afgangseksamen i andre fag – vi måtte simpelthen ikke. Og sådan fungerer denne skole stadig i dag, 10 år efter – og jeg kender mangle små specialskoler med normaltbegavede elever, der kører samme system. Jeg kunne ikke regne på 3. klasses niveau, så den dag i dag er jeg i gang med en bachelor uden at have en 9. klasses afgangseksamen i andet end dansk. Derudover mangler jeg en grunduddannelse fra 7-10. klasse i alle fag bortset fra dansk og gymnastik. Det er rent held at jeg har fundet en lang, snørklet omvej i et system der mente, jeg hørte til på et B-hold, fordi jeg var umotiveret og uengageret i et fag, der voldte mig ekstreme problemer.

Det er også rent held at jeg er en nørd med mange interesser, der automatisk har sørget for, at jeg efter folkeskolen har fået en grunduddannelse. Men tænk hvad jeg kunne have lært, hvis jeg havde fået rigtig undervisning på A-holdet? Hvis der havde været plads til mig? Hvad kunne jeg så blive, den dag i dag? En ting er sikkert, jeg ville ikke have kostet samfundet så meget ved ikke at kunne tage en uddannelse før jeg som 23-årig fandt en længere omvej – der i øvrigt lukkede seks måneder senere. Og hvad med alle mine gamle ordblinde klassekammerater, der ikke har haft samme nørdede interesser – er det okay, at de stadig kæmper med at få et dårligt betalt ufaglært job, fordi B-holdet ikke fik samme chance som A-holdet?

Jeg er pædagogstuderende til daglig. I min fritid har jeg et job, der både fagligt er relevant i forhold til min uddannelse, og meget interessant i forhold til min interesse indenfor indlæringsvanskeligheder. Jeg er faglig sekretær for en ordblind pædagog, der har meget skriftligt arbejde. Det er simpelthen et hjælpemiddel arbejdspladsen har stillet til rådighed, da de er klar over, at hans pædagogiske egenskaber er vigtigere end hans skriftlige muligheder. Det betyder, at jeg cirka 10 timer ugentligt hjælper med, at få skrevet journaler, handleplaner og andre tekster. Han fortæller hvad der skal skrives, og derefter går vi i gang med at skrive det, sætning for sætning. Ofte er det ren diktat, men der kan også være sætninger, hvor jeg skal spørge lidt ind til hvad det skal betyde, for at finde en mere formel tone. Det kan også ord han verbalt siger forkert – et eksempel kunne være, at jeg længe skrev et gadenavn forkert, da han sagde det forkert. Lad os sige, ‘Christoffersgade’ blev måske til ‘Christiansgade’. Så når der nævnes navne, er det min opgave lige at dobbeltjekke, om det nu var det, det faktisk hed.

Jeg kan med min talblindhed sagtens se, hvorfor han er nået frem til ‘Christiansgade’, uden at kunne forklare hverken mig selv eller andre hvordan han nåede dertil. Resultatet i denne situation var forkert, men det er en sjældenhed når man som ham har fundet et trick.

Jeg finder også ofte frem til et resultat af alternative veje. Måske skal jeg huske tallet 3475 – en ny pinkode for eksempel. Det tal kan jeg ikke holde levende i min hukommelse, med mindre jeg siger det igen og igen konstant, indtil jeg får mulighed for at skrive det ned. Og hvis jeg bliver forstyrret, mister jeg koncentrationen.

Men jeg har fundet et trick der hjælper mig. Jeg ved, at jeg oftest trækker på mine verbale evner når det kommer til tricks, så jeg prøvede at finde frem til, om jeg ikke også kunne det, når jeg skulle huske tal. På trods af mine verbale evner, har jeg ekstremt svært ved at huske navne – både navne for tal, begreber, for ting generelt og mennesker. Men ikke navne, der er nye navne for mig. Nogle mennesker bruger slet ikke ordene for tal når de skal huske dem – de ser bare tallene for sig i hovedet. Det har jeg ikke arbejdshukommelsen til. Nå, men jeg fandt ud af, at jeg kunne opfinde mine egne navne for talrækker jeg skulle huske. Først tænkte jeg på, at tage det første bogstav for hvert tal – men der er flere med samme bogstav. Så det blev to bogstaver fra hvert tal. 3475 = trfisyfe. Det ord skal jeg bare sige for mig selv måske fem gange, og så sidder det fast. Og når jeg så står ved hæveautomaten, kan jeg hive det frem fra hukommelsen og ‘rive det fra hinanden’ for at finde de enkelte tal.

Og jeg ved virkelig ikke hvorfor det er så meget lettere at sige et vrøvleord der ikke eksisterer. For navne er noget af det værste, jeg ved. Hanne, Anne, Janne, Mikkel, Michael, Morten – jeg kører rundt i det, og kalder mine tætteste venner forkerte navne. Men specielle navne – de hænger fast.

Det giver overhovedet ikke mening for andre, at jeg ikke bare kan huske ordene for 3, 4, 7 og 5. Og hvorfor ikke bare ordet ‘tretusindefirehundredeogfemoghalvfjerds’? Jeg håber jeg en dag forstår hvorfor – men indtil videre, er jeg bare lykkelig over, endelig at kunne huske fire tal af gangen. Næste projekt er fem tal, og jeg regner klart med at kunne huske et helt telefonnummer en dag. Det kan godt være, at det i realiteten er ligegyldigt nu hvor vi har mobiltelefoner over det hele – men det ville i den grad være en kæmpe succesoplevelse i mit liv.

Tænk, hvis talblinde også kunne få sekretærhjælp. I realiteten har vi ret til alt det ordblinde har ret til, men i praksis eksisterer det bare ikke. Og det er klart, da de færreste ved vi overhovedet eksisterer. Det betyder, at talblinde ikke ved det findes, hvilket betyder at der ikke bliver spurgt om hjælp. Og når der ikke bliver spurgt om hjælp, er der ikke nogen der ved, at der er et problem. Gav det mening?

Der er så meget, jeg kunne tænke mig at blive. Jeg er glad for pædagogfaget, men hvad nu, hvis jeg havde haft frit valg på flere hylder? Hvis jeg havde fået den studenterhue jeg i dag ved, at jeg sagtens ville kunne få med støtte? Naturligvis bliver jeg aldrig bankdirektør – men da jeg aldrig har taget en gymnasial uddannelse, har jeg ikke haft mulighed for at læse på universitetet. Jeg tog en snørklet bagvej for overhovedet at komme ind på pædagoguddannelsen. Og det er et spændende emne – jeg elsker at lære om mennesket – men det er den teoretiske side, der fanger mig mere end praktisk arbejde i vuggestuen. Her ville en bachelor i pædagogik på universitetet være en vej jeg ville have gået, hvis jeg havde haft muligheden. Nu tager jeg så en professionsbachelor, og kan derfra håbe på, at jeg kan komme videre på en kandidatuddannelse på Danmarks Pædagogiske Universitet.

Der er ekstremt mange talblinde, der som teenager ender med, at droppe tanken om drømmeuddannelsen – eller bare uddannelse generelt. Det betyder, at mange mennesker ikke opnår det, de faktisk kan og vil opnå. Det betyder også, at mange skifter uddannelse igen og igen, og får nederlag efter nederlag.

Oftest kan talblinde sagtens klare tallene på gymnasialt niveau – problemet opstår i situationen, hvor ingen er klar over, at eleven er talblind. Eller hvor talblindhed er diagnostiseret, men hjælpen ikke findes. Talblindhed er, hvor ordblindhed var for 30 år siden. Hvem ved, om 30 år sidder talblinde elever måske med en sekretær ved deres side, for at hjælpe dem til, at få udbytte af alt det, de faktisk er stand til. Men 30 år er for meget, og vi skal altså gøre noget for at løse problemet nu.

Nyheder