Cher droppede ud af high school som 16-årig, da det var for svært for hende at klare sig. Hun kendte hverken til ordblindhed eller talblindhed før senere i sit liv.

Meget kan man sige om Cher, men alle kan vist være enige om, at hun er nået langt i et liv, der har budt på mange store udfordringer.

For at komme tilbage til Björn Adlers oplæg på konferencen, så kan jeg fortælle, at fokus var generel information om hvad talblindhed er. Eller, dyskalkuli. Potayto, potarto! Det er en god start, eftersom mange deltagere nok ikke havde den større viden om dyskalkuli. Adler nævnte rigtig mange ting på den korte tid han havde, så det bliver delt op i flere blogindlæg.

Det første Adler fik slået fast var, at talblinde har en normal eller over normal IQ. Dette er også nævnt i den medicinske betegnelse for talblindhed hos WHO ICD-10. Den høje begavelse er også hvad jeg er stødt på hos de mennesker jeg har snakket med i løbet af de sidste mange år. Man behøver bare at bruge 10 minutter på The Dyscalculia Forum, så er man stødt på MENSA-medlemmer, forskere, computernørder og deslige. Min egen diagnosticering af dyskalkuli viste en normal generel IQ, med en høj verbal IQ. Den matematiske var dog lav. Nu er jeg jo talblind, så kan ikke huske om det er helt korrekt, men mener det var noget i retningen af: Generelt: 107, Verbal: 127, matematisk/logisk: 86. Normalområdet hedder 90-110. Dette sving i de forskellige IQ-typer er et generelt billede for talblinde – det er sådan man opdager problemet og er et diagnosticeringskriterium. Det er netop svinget der gør problemet endnu større. Eksempelvis kan der også være tale om massive talproblemer hos den talblinde der har en matematisk/logisk IQ i normalområdet, men hvor andre IQ-dele er i genistørrelse. Men, den generelle ‘overall’ IQ er at finde i normalområdet eller over normalområdet. Hvis der er tale om en lavere IQ end normalområdet, er problemet akalkuli – ikke dyskalkuli.

Han fortalte også, at nogle talblinde klarer sig enormt dårligt på det lave niveau med de fire regnearter, mens det pludselig går nemmere når der er højere tal i spil. Dette forklarede han meget simpelt:

Lave tal: Hentes i hukommelsen
Høje tal: Hentes i forståelsen

Og det hænger fint sammen med, at talblindhed oftest har baggrund i et arbejdshukommelsesproblem – samt at der ikke er noget galt med forståelsen, da talblinde er normaltbegavede eller derover. Nogle mener, at Einstein var talblind, da han netop havde store problemer med de små tal. Dem fik han andre til at ordne for sig!

I dag ville arkitekten Jørn Utzon have fyldt 91 år – han døde i november 2008 af et hjertetilfælde. Utzon nåede at nævne sine problemer med bogstaver og tal en del gange i medierne. Blandt andet i denne artikel, hvor han sagde:

Jeg blev ikke ingeniør, fordi jeg både lider af dysleksi og mangel på matematisk indsigt. Man skal have en god matematisk hjerne for at blive ingeniør. Husk at geometri er noget ganske andet. Som en kompensation for disse handicap har jeg åbenbart et talent for rumsans. Jeg tænker mig til en bygning og så er den færdig i mit hoved. Dette har jeg kunnet bruge som arkitekt. Et rygte siger at jeg ikke kan tegne, og aldrig har kunnet. Dette kan skyldes at jeg arbejder så meget med modeller. Modeller er nemlig et af de mest vidunderlige design-redskaber. Men jeg laver stadig de flotteste tegninger De kan forestille Dem. En af mine norske arkitekt-venner, Arne Korsmo, siger altid at man skal bygge et rum, i stedet for at tegne det.

Netop sansen for geometri har nogle talblinde; dem, der er stærke rent visuelt og spatialt (rumligt). De oplever ligefrem at matematikundervisningen i skolen pludselig er sjovere, når det er former og figurer der skal sættes i spil. Nogle bruger denne evne til kunst, nogle er gode med grafisk arbejde, og nogle tegner et verdenskendt operahus.

Nogle er heldige at slippe igennem et uddannelssystem der har ekstremt svært ved, at give plads til dem. Utzon bestod sin studentereksamen på Aalborg Katedralskole – med årgangens laveste karakterer. Han var heldig. Der er mange talblinde, der ikke når så langt. Det er ofte på dette trin, at tallene er sværest at arbejde med – for de færreste talblinde vælger efter ungdomsuddannelsen at tage en vej, der kræver flere tal. Men det er nu engang nødvendigt, at skulle igennem en gymnasial uddannelse for, at komme på en videregående uddannelse.

Nogle synes læren om ligninger og algebra er ligegyldigt – hvornår bruger man det i det virkelige liv – men det synes jeg er for let en løsning. Talblinde skal ikke undskyldes, talblinde skal ikke fritages – ikke når det er talbehandling i folkeskole og på ungdomsuddannelser. På universiteter i USA er det langt de fleste steder pålagt alle studerende at have matematiske fag på højniveau – selv hvis deres hovedfag er kunst, sprog eller andet der aldrig nogensinde ville kræve talbehandling. Og det er fuldstændig fjollet, ingen tvivl om det. Men uddannelse på folkeskole- og gymnasieniveau er en anden snak.

Men vi skal have hjælp til at klare det.