Når talmonsteret overtager
Tirsdag eftermiddag gik jeg smilende ud fra min bacheloreksamen med et 12-tal – men øjeblikket efter forsvandt min glæde.
Jeg ikke kunne huske pinkoden til min mobiltelefon, så jeg kunne ikke ringe til familie og venner for at prale. I bussen på vej hjem råbte chaufføren af mig, fordi jeg havde talt mine mønter forkert og betalt for lidt for billetten. Da jeg kom hjem lå der et brev fra SKAT, der endte med, at jeg i den næste times tid mere eller mindre havde et økonomisk panikanfald, fordi jeg ikke kunne forstå, hvad der stod i brevet. Jeg nåede at overveje om brevet betød, at jeg skyldte dem så mange penge at jeg er nødt til at skjule mig på Fiji resten af livet, til om det betød, at de faktisk skyldte mig penge. Jeg er mig selv svar skyldig, og bliver nødt til at krybe til kors og bede om hjælp til at forstå det. Har du tid? Senere stod jeg på vaskeriet, hvor det lykkedes mig at betale en time for den forkerte tørretumbler – på trods af, at jeg som altid havde dobbelttjekket tallet på maskinen.
Tal fylder hele ens verden, i det øjeblik man ikke har redskaberne til at forstå dem og bruge dem rigtigt. Jeg ved kognitivt, at det ikke er min skyld, at umiddelbart simple ting er umenneskeligt svære for mig. Det vidste jeg dog først som 21-årig – den dag, hvor jeg første gang hørte, at dyskalkuli er en faktisk diagnose. At jeg blev så gammel før jeg hørte om dyskalkuli har betydet, at jeg nu som 27-årig stadig har dage hvor jeg sidder med følelsen af, at jeg bare ikke dur til noget. De dage, hvor der er for mange situationer, som jeg bare ikke kan følge med i og forstå. De dage, hvor talmonsteret får overtaget.
Jeg ved, at jeg er god til mange ting, som andre ikke finder så let. Jeg ved, at jeg arbejder hårdt. Jeg ved, at jeg har været igennem meget for at nå så langt, at jeg overhovedet kunne komme ind på en videregående uddannelse. Jeg ved, at jeg fortjener, at jeg lige om lidt er pædagog med et 12-tal i bagagen. Jeg ved, at jeg kan mit fag. Jeg ved, at det burde have været den bedste dag i lang tid. Men dage hvor tallene simpelthen bare driller for meget, er dage, hvor jeg igen kan høre alle mine matematiklærere i baghovedet.
“Det er forkert. Du skal bare tage dig sammen, Mette.
Du prøver jo ikke engang.
Der er ikke noget der hedder ‘det kan jeg ikke finde ud af’.
Du kan, hvis du vil.“
Kære matematiklærere – der er ikke noget, vi hellere vil, end at forstå de tal, vi hver eneste dag bliver nødt til at forholde os til. I ved om nogen, at tal er over det hele.
Jeg var 21 år, før jeg fik en forklaring på mine vanskeligheder – den sørgelige sandhed er, at uvidenheden omkring talblindhed gør, at de fleste talblinde først får en forklaring meget senere i livet. Jo længere der går, jo sværere er det at undgå at give sig selv skylden.
Spred ordet – vil du ikke nok?
Jeg har glemt min pinkode – igen
Jeg glemte min pinkode i dag. Igen igen. Jeg havde ellers fundet et fantastisk husketrick for nogle måneder siden, men alt var væk da jeg stod ved automaten i dag. Jeg var helt blank. Så nu er mit kort inddraget, og jeg skal i morgen endnu engang overbevise en bankassistent om at jeg faktisk er mig, så jeg kan få mit kort igen. Ellers har jeg ingen penge hele weekenden!
Det er et af de punkter ved min talblindhed jeg finder enormt ydmygende – for de tror sgu aldrig på at jeg er mig, når jeg beder om at få mit kort igen, og få tilsendt en ny kode. Det sker 4-5 gange om året, så det burde egentlig ikke være noget specielt. Alt fornuft i mig skriger, at jeg ikke burde sidde og føle mig så dum lige nu – jeg ved, at jeg er et intelligent menneske der bare har nogle specifikke vanskeligheder. Men når jeg står og er helt blank når jeg skal huske fire små tal, så mister jeg fornuften.
Det ville være så meget lettere, hvis alle bankassistenter kendte til dyskalkuli. Måske jeg skulle lave en lille folder, som kan forklare det til folk?
Mette Christoffersen
Ansigtsblind?
Jeg ville lige høre, om der er nogle af jer der har fundet et trick i forhold til at huske navne og ansigter?
Navne og ansigter er ofte et problem for talblinde. Der findes udover det et handicap der hedder ‘prosopagnosi’- på godt dansk ansigtsblindhed, som to procent af verdens befolkning siges at have. De fleste har det i mild grad, men en del har det i så ekstrem form, at de ikke kan genkende deres egne børn eller deres eget spejlbillede.
Jeg har det slet ikke i så høj grad. Jeg kan genkende mennesker jeg kender godt, men det tager lang tid at få nye ansigter klistret fast. Jeg kan gå op og ned af en ny kollega hver dag i en måned, som jeg stadig lige skal kigge en ekstra gang på, for at vide hvem personen er. Mit problem med ansigter er også, at jeg ikke kan ‘finde dem frem’ i mit hoved. Jeg kan genkende min mor når jeg ser hende, men hvis du beder mig om at beskrive hende uden hun står foran mig, kan jeg ikke finde hendes ansigt frem på min skærm. Kognitivt ved jeg, at hun er lidt lavere end mig og har kort lyst hår – men det visuelle billede mangler, så mere information kan jeg ikke give.
Jeg læste for et stykke tid siden et interview med Kronprinsesse Victoria, hvor hun fortalte om hendes ansigtsblindhed og problemer med at huske navne. Det må godt nok være besværligt når ens liv handler om at netværke!
Det er også enormt svært, når man arbejder med børn. Jeg skal til at lære 40 nye navne og sætte dem sammen med 40 ansigter. De to forrige gange jeg har skullet dette, fik jeg institutionerne til at give mig et billede med børnene med hjem, hvor deres navne stod på. Og så øvede jeg, og øvede, og øvede. Det virker lidt. Hvilket vil sige, at nogle navne og ansigter sætter sig hurtigere fast, end da jeg ikke havde fundet denne metode. Men jeg er ikke tilfreds med, at det kun virker lidt – det skal virke helt. Når det kommer til alt andet end navne og ansigter, er jeg dog enorm god til at huske detaljer om de mennesker jeg møder i det pædagogiske arbejde. Hvorfor er det, at jeg kan huske, at ‘Emma’ elsker agurker og at kælke med sin far, mistede sin mælketand sidste sommer, bor på Østerbrogade, har gulblomstrede vanter, en yndlingsdukke hun havde med for flere måneder siden, og en tante i Sverige der er advokat – men ikke kan huske Emmas navn? Min hjerne er et mysterium for mig, som jeg hver eneste dag prøver at løse.
Fortæl endelig hvis der er noget der virker for dig, der måske kunne virke for mig og andre.
Yderligere information om prosopagnosi:
Artikel fra Månedsskrift for praktisk lægegerning om ansigtsblindhed
Artikel fra Illustreret Videnskab om ansigtsblindhed
Test dig selv for ansigtsblindhed
Seks ud af 10 universitetsstuderende har angst for matematik
Videnskab.dk skriver i dag om en spansk undersøgelse fra Granada Universitet. Undersøgelsen viste, at hele seks ud af ti studerende havde direkte angst for matematik, der gav sig til udtryk ved de gængse angstsymptomer såsom spændinger, nervøsitet, bekymring, irritabilitet, utålmodighed, forvirring, frygt og mentale blokeringer.
Det kan alle talblinde nikke genkendende til.
Samtidig er der utroligt mange der viser tegn på talblindhed på grund af matematikangst, uden egentlig at være talblinde. Dette kaldes pseudo-dyskalkuli – altså falsk talblindhed.
Rigtig mange undervisere fra hele verden går efter ideologien om, at talblindhed ikke findes – at der kun findes matematikblokeringer og dårlig undervisning. At pseudo-dyskalkuli er den eneste form for dyskalkuli der eksisterer. Dette er en sætning jeg møder hver eneste dag, og jeg har altid haft svært meget ved at forholde mig til den.
Jeg er ikke underviser – jeg er bare talblind. Jeg kan kun tage udgangspunkt i mig selv, og det eneste jeg kan sige er, at jeg er 26 år og stadig har problemer med noget så simpelt som at læse et ur. Dette skyldes hverken en blokering eller manglende undervisning – dette skyldes simpelthen at min hjerne har problemer med at forstå og huske sekvenser og spatiale opgaver. Samtidig indrømmer jeg gerne, at jeg er hunderæd og blokerer overfor at skulle arbejde med tal i forbindelse med decideret matematikundervisning – men tal i hverdagen er jeg ikke bange for, og jeg har ikke mulighed for at lave blokeringer da det er ting der simpelthen bare skal gøres. Jeg skal fra A til B, jeg skal vide hvad klokken er. Det irriterer mig gevaldigt at skulle bruge enorme kræfter på at gøre noget så simpelt som at gå på vaskeriet (hvilke grader betyder hvad, hvilket nummer havde vaskemaskinerne jeg tog, hvor mange mønter skal jeg have med mig, hvor lang tid plejer det at tage at tørre, hvor mange penge skal jeg putte i og så videre – simpelt for de fleste, svært for mig) – men irritation og blokering er ikke det samme. Det ved jeg – og det ved alle der har oplevet angst og blokeringer.
Naturligvis hjælper det enormt på indlæringen at angsten behandles og gennemarbejdes – her taler jeg igen ud fra egen erfaring. Det kan ikke ‘kurere’ mig, men jeg er meget overbevist om, at det i hvert fald vil gøre det lettere at lære. Undersøgelser viser, at mennesker med pseudo-dyskalkuli har stor gavn af undervisning der er rettet mod talblinde. Forskellen er, at de kommer videre når blokeringen forsvinder, hvor talblinde kan komme over blokeringen men stadig have de samme vanskeligheder med matematikken (Tony Attwood, Dyscalculia in schools – what it is and what you can do, 2002). Det, der helt og komplet har fjernet min blokering over for hverdagsmatematik jeg ikke kan undgå, er en udførlig diagnostisering og efterfølgende forklaring på, hvorfor det altid har været så svært for mig. Sagt med andre ord, er min angst overfor store dele af talbehandling forsvundet bare ved at vide, at mine vanskeligheder ikke er min skyld. En sætning som “du kan, hvis du vil” fra nok så velmenende lærere har i den grad været skyld i min blokering – for der var godt nok intet andet i verden jeg hellere ville, end forstå det der blev sagt. Og jeg kunne ikke svare andet end, “jeg kan ikke finde ud af det”, og så var det pludselig min egen skyld. Det var sådan min blokering viste sig. Når jeg går i baglås i dag, er jeg blevet så pædagogisk ved mig selv, at jeg tilføjer et enkelt ord i den sætning. “Jeg kan ikke finde ud af det – endnu”. Dette fjerner min blokering og gør det til irritation i stedet. Og det er (sgu) okay at være irriteret over at have svært ved noget andre overhovedet ikke tænker over. Og når det er okay at være irritereret, åbner det op for min lyst til at fjerne irritationen ved at lære nye ting. Men det betyder ikke, at min talblindhed forsvinder. At det pludselig bliver let som ingenting at gå på vaskeriet. Det betyder bare, at jeg i det mindste har en chance for, at lære flere ting.
Dette blev et rodet indlæg – men som jeg nævnte, har jeg aldrig vidst hvad jeg skulle svare når jeg er blevet præsenteret for ideen om, at talblindhed ikke fandtes. Denne forklaring om forskellen på blokering og irritation, er det tætteste jeg kan komme på et svar.
Lars Ulriksen, lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet, ønsker en dansk undersøgelse af angst for matematik. Ja tak siger jeg – og helst på samtlige uddannelsesområder. Dette ville muligvis åbne op for at der blev oprettet en form for hjælp til mennesker med angst for matematik – både dem med pseudo-dyskalkuli og dem med en diagnose i rygsækken.
Pinkoder… åh nej!
Forleden så jeg Danske Bank reklamere for, at man hos dem kan få samme pinkode på alle sine kort. Det er godt nok smart! Jeg kontaktede straks 15 af de største danske pengeinstitutter for at høre, om de tilbød det samme. Nykredit og Danske Bank viser sig dog at være de eneste. Det er gratis begge steder.
Så hvis du har flere pinkoder hos Nykredit eller Danske Bank, er det da bare at gå ned og få samme kode på alle kort. Så er der i det mindste kun en enkelt kode du skal huske. Det var bare lige et hurtigt tip fra mig – håber alle har nydt påsken.
The Dyscalculator – Lommeregneren til talblinde
Kære nørder, softwareproducenter, firmaer der laver lommeregnere og hjælpemidler – der er 390.000.000 (tre hundrede og halvfems millioner) talblinde mennesker i verden der kan blive jeres potentielle kunder. Hjælp os!
Lommeregneren burde være lykken for den talblinde. Det er i hvert fald det mange tror. Tast problemet og vupti får du et svar. Men så enkelt er det faktisk ikke.
Tallene der skal bruges skal huskes. Du skal kunne gengive dem rigtigt. Du skal kende forskellen på de matematiske symboler. Du skal vide, hvordan problemet skal indtastes. Du skal huske rækkefølgen, og holde problemet levende i hukommelsen. Huskede jeg nu tredje trin med plustegnet, eller… kom jeg til at trykke minus? Om igen. Og til sidst, skal du kunne forstå resultatet. Hvad betyder 11845,9?
Det vi mangler, er en lommeregner der er specifikt lavet til talblinde. På Dyscalculia Forum har medlemmer delt hvad de mener hjælpemidlet skulle kunne. Jeg er i øvrigt lidt stolt af at have døbt dette ikke-eksisterende hjælpemiddel THE DYSCALCULATOR – af det engelske dyscalculia og calculator.
Nå, men det jeg kom fra, var de specifikke ting lommeregneren skulle kunne, ifølge de talblinde medlemmer. Nu bruger jeg ordet ‘lommeregner’, men det kunne også være noget lignende en PDA, eller det kunne være software der kunne bruges på mobilen og computeren.
- Der skal være en version for børn hvor der er fokus på undervisning, og en version for voksne hvor der er fokus på undervisning samt tal i hverdagslivet som voksen.
- En skærm hvor der er plads til det hele. Altså større end en enkelt eller to linjer.
- Minitastatur med tal, alfabetet og regnefunktionerne – med knapper i forskellige farver.
- Knapperne med tal må meget gerne have tallet skrevet på. Altså 3 og TRE på samme knap.
- Man skal kunne stave tallene og regnefunktionerne, udover at skrive dem numerisk. Eksempelvis to hundrede plus fire hundrede i stedet for 200 + 400.
- Det må gerne være en touch screen – men eftersom nogle talblinde har motoriske problemer skal man kunne undlade at bruge den.
- Talefunktion – lommeregneren skal kunne fortælle hvad man indtaster, alle tal skal kunne markeres eller lignende for at blive oplæst, og det skal være muligt at trykke på for eksempel divisionstegnet og få at vide hvad det hedder. Dette er en funktion der allerede findes på lommeregnere der er lavet til mennesker med visuelle handicap – så det burde være let at overføre til en Dyscalculator.
- Talegenkendelse – se dette er stadig et svært punkt generelt med computere, men når det en dag kan lade sig gøre i høj kvalitet, skal det også være en funktion på en lommeregner for talblinde. Det skal være muligt at sige ordet for, for eksempel, 4503, som derefter automatisk skrives ind. Det skal samtidig være muligt at sige ordet som 4, 5, 0, 3 i stedet for fire tusinde fem hundrede og tre, da det kan være meget svært at læse tal. Især over fire cifre.
- En funktion hvor samme ting i forrige punkt bliver skrevet med bogstaver. Det er for mange lettere at forstå tre hundrede og halvfems millioner end 390000000.
- Mulighed for at sætte et regnestykke op, som på papir. Inklusiv en hjælpefunktion der for eksempel husker en på, hvor noget skal sættes i mente. Den skal ikke sætte i mente for os – bare fortælle os rækkefølgen i de fire regnearter. At få det vist visuelt mange gange kan hjælpe til indlæringen i forhold til at gøre det selv. Talblinde elever behøver ikke konstant gå i stå og spørge om hjælp, hvis en lommeregner kan dobbelttjekke.
- Mulighed for at se alle trin man har fulgt. Afspillet som replay og som ‘billede’. Dette er også en funktion der allerede er opfundet på avancerede lommeregnere.
- Masser af kommaer og punktummer i tallene (alt efter hvad det aktuelle land bruger), så der er en chance for at forstå tal over fire cifre. Når man ikke kan bruge decimal, kan der i stedet bruges mellemrum – eksempelvis 59 600 i stedet for 59600.
- Mulighed for at gemme udregninger.
- Mulighed for at sende gemte udregninger via nettet, USB-stick eller lignende. Skal kunne åbnes på computeren på den ene eller anden måde – overførsel til excel eller lignende, hvor der stadig kan redigeres i udregningen. Altså skal den ikke gemmes i billedformat eller andet låst format. Funktionen findes allerede på avancerede lommeregnere.
- Mulighed for at skrive spørgsmål der er præprogrammerede. “Hvad er halvdelen af x?” – “Hvad er x% af x?”. At gøre problemet skriftligt kan gøre det muligt for den talblinde overhovedet at lave en sådan udregning.
- Drømmefunktioner til Dyscalculator version 2.0 ville være muligheder for at sætte den i forbindelse med netbank, skat og lignende. Desuden noget med mål, kvadratmeter, vægt og andre funktioner man har brug for i hverdagen. Og ikke mindst en scanningsfunktion.
- Og til sidst skal den være robust, da den skal kunne tåle at blive kastet rundt i rummet når frustrationerne er på sit højeste! Men hvis den virker som den skal – altså som en almindelig lommeregner gør for ikke-talblinde – så behøver den nok ikke være så robust.
Det er meget, vi søger i en lommeregner. Og virker måske som en let løsning. Men en Dyscalculator ville ikke gøre mere for os, end hvad en normal lommeregner gør for ikke-talblinde. Faktisk giver den os bare mulighed for, i det hele taget at bruge en lommeregner. For eksempel som et oplæsningsprogram gør det muligt for blinde at bruge en computer, eller talegenkendelse gør det muligt for fysisk handicappede at skrive hele romaner. Og ordblinde kan bruge en elektrisk kuglepen der scanner bogstaver og oplæser ordene. Fælles er, at vi på mange punkter vil kunne klare os selv uden hjælp – og der er intet andet vi hellere vil!
Fantasi og talblindhed
På The Dyscalculia Forum har der siden 2006 kørt en levende snak om fantasi. Det tyder på, at langt størstedelen af talblinde har en enorm evne til at fantasere. Det er så vidt jeg ved aldrig noget der er sat i forbindelse med talblindhed på forskningsområdet, da det er selve matematikproblemet der sættes fokus på. Men så må vi jo selv råbe op og fortælle, at der er et symptom der måske kunne sættes mere fokus på. Hvem ved, måske kunne evnen udnyttes til at lære matematik.
Dagdrømmeri er en del af ADD/ADHD og forskellige diagnoser indenfor autismespekret, så måske måske kunne det være svaret – men det er kun få i debatten der har en sådan diagnose.
Alle mennesker dagdrømmer. Men det medlemmerne her beskriver, er mere end dagdrømmeri. Og det ved jeg – for jeg har det på samme måde. Vi lever os ind i en verden, opfinder lange samtaler og handlinger, skriver romaner i hovedet, zoner helt ud af virkeligheden.
“Folk tror jeg er sindssyg når jeg sidder i den offentlige trafik og drømmer – min mund bevæger sig med de ord jeg siger, eller en af mine karakterer, i min fantasiverden.
“Jeg forsvinder ind i historier, bøger, poesi. Jeg opfinder utopiske verdener, nye måder mennesker kan leve på i et samfund jeg selv designer”.
“Så længe jeg kan huske har jeg levet i en rig fantasiverden der må en mærkelig måde krydser med min egen hverdag. Det er som at spille en rolle i et stykke, eller være en person i en uskrevet bog”.
“Den eneste måde at beskrive det på, er ‘mini-film’ med mig selv som stjernen, og fuld manuskript”.
“Siden 4. klasse har jeg udlevet helt andre liv i mit hoved, komplet med fantasivenner, job og situationer. Det er bedre end tv”.
“Det er ofte meget store og lange historier med mange personer og action, med meget dialog. Den samme historie kan være i mit hoved i flere uger, og udvikler sig af sig selv”.
“Jeg har hele mit liv haft et rigt indre liv, med store scenarier der har spillet i hovedet, i en sådan grad at jeg har grint i det offentlige, eller ligefrem fået tårer i øjnene hvis historien har været sørgelig”.
Ronald Davis, forfatter til “The Gift of Learning” beskriver det faktisk i hans bog som værende ‘desorientering’. Bogen handler om ordblindhed. Altså må ordblinde have samme evne til fantasi? Han skriver blandt andet : “Billedetænkere lever sig ofte ind i en længere desorientering med det formål at underholde sig selv. Desorientering kan åbne dørene til indre fantasi. Et barn opdager måske allerede denne evne som baby. Med denne opdagelse kommer den alternative verden af fantasi og kreativitet, en verden der kun sættes grænser for i forbindelse med barnets egen intelligens og kreativitet. For ham er denne verden uden grænser og konsekvenser. Konsekvenser i den virkelige verden er til dels erstattet af en uafbrudt strøm af kreativ fantasi indenfor fantasiverdenen, hvor han er den centrale figur. Alle mennesker har oplevet denne form for alternative verden igennem særligt omstændige fantasifulde drømme. En billedtænker har dagdrømme eller “vågen-drømme” der er lige så omstændige. Men det passer ikke ind under en normal drøm, fordi desorienteringen tillader dagdrømmen at fremgå som virkelighed. Desorientering tillader også personen at interagere med den alternative verden”.
Desorientering er beskrevet i Gyldendals Leksikon som en “psykisk abnorm tilstand”. Det lyder meget voldsomt, især fordi medlemmerne faktisk beskriver denne evne som en positiv ting. Der er mange forfattere, skribenter, skuespillere og så videre blandt medlemmerne, der har været i stand til at gøre evnen til en karriere. Desuden er selve ordet “billedtænker” en smule svær at forstå han bruger, da det langt fra er alle talblinde drømmere der tænker i billeder. De fleste tænker i ren dialog og i systemer. Men på den anden side ser vi det så for os på den måde, uden et billede i ordets forstand.
Jeg selv opfatter det også som positivt, det meste af tiden. Det eneste problem jeg har er, at jeg ikke selv kan styre hvornår det sker. Det betyder at jeg er hende der altid går ind i lygtepælen, kort sagt. Jeg har altid ønsket jeg kunne bruge denne evne til at få historier ned på skrift, men det er endnu ikke lykkedes. Jeg går helt i stå, når det bliver virkelighed. En del medlemmer beskriver, at de var hittet som barn fordi de altid opfandt de sjoveste lege. Det var jeg heller ikke stand til i den virkelige verden, men jeg kunne sidde i flere timer med legoklodser og opfinde hele film, når jeg var alene. Jeg gør det stadig meget, flere gange om dagen – forskellen er, at det i barndommen var urealistiske verdener (forestil dig Bennys Badekar gange 10), hvor det i dag er noget der reelt kunne ske. Jeg lever mig så meget ind i fantasien mens jeg er i den, men jeg er altid klar over, at det ikke er virkelighed. Og det er vel dér grænsen går, ellers var jeg nok klar til indlæggelse på den lukkede. Men, det er bare en del af hvem jeg er.
Det ville dog være enormt rart at finde en metode til selv at kunne styre hvornår det sker, så jeg slipper for endnu flere uplanlagte møder med lygtepæle.
Sommertid
To gange om året går folk i panik og kan ikke finde hoved og hale i hvad klokken er. Der er sågar en forening, der arbejder for at afskaffe sommertid.
For mig er en dag som i dag ikke meget anderledes end alle andre dage. Som talblind er tid i det hele taget bare et uforståeligt, kompliceret og abstrakt koncept jeg slet ikke kan forholde mig til.
Til sommer skal havestolene og tiden frem, til vinter skal stolene og uret tilbage. Så meget forstår jeg. Men tidsfornemmelsen mangler jeg. Jeg kan sidde med en bog i et kvarter den ene dag, og en time den anden – uden at mærke forskel. Det betyder at skiftet fra vintertid til sommertid ikke har en effekt på mig, men det betyder også at jeg er hende, der altid kommer alt for tidligt. Nogle talblinde altid kommer for sent, nogle kommer altid for tidligt – det virker til at være et problem alle talblinde har tilfælles. Jeg vil gerne komme til tiden – men det er svært uden tidsfornemmelse. Jeg bliver nødt til at sætte uret til at ringe, eller konstant glo på et ur, for hverken min hjerne eller krop kan fortælle mig, hvor langt der cirka er gået.
Gratisaviser er guds gave til talblinde der endnu engang er kommet alt for tidligt til stationen.
Jeg tænker det kan forklares for ikke-talblinde med netop skiftet fra vintertid til sommertid og den anden vej tilbage. Prøv at forestille dig, at vi skiftede hver dag. Ville du kunne finde hoved og hale i det? Ville din krop kunne fortælle dig, hvad klokken var?
Valutalblind
Jeg var et smut i Malmø fredag med min skole. Og så skulle vi jo lige shoppe lidt, nu vi var der, var planen. Valutaen er for tiden ret god når man kommer fra Danmark, har jeg ladet mig fortælle.
Nå, men egentlig ville jeg bare lige dele et trick til valutaforskelle, som overhovedet ikke kræver matematiske problemer der skal løses. Tricket kræver bare, at du har en nogenlunde forståelse for, hvad du kan købe for 100 danske kroner – altså en forståelse for hvad danske kroner betyder.
Andre har prøvet at lære mig at gøre det på mobilens lommeregner mange gange, men det kræver jeg husker 1: hvad valutaen er i de to lande, 2: hvordan man udregner det på lommeregneren. Mange tror en lommeregner er løsningen på problemet med talblindhed – men for at bruge en lommeregner skal man 1: kunne gengive tallene rigtigt, 3: genkende og forstå meningen med de matematiske symboler, 3: huske selve processen. Og det er de tre ting, der i alle matematikproblemer skaber problemet for talblinde, og derfor hjælper en almindelig lommeregner ikke.
Da jeg en dag for mange år siden havde vekslet penge, fik jeg et lille kort med der forklarede hvad de danske kroner blev til i tjekkiske koruna. De viste hvad 1 krone blev, hvad 100 kroner blev, hvad 500 kroner blev og hvad 1000 kroner blev. Det var dog ikke nok til, at jeg forstod hvad 729 kroner for eksempel blev.
Så næste gang jeg skulle rejse, gik jeg ind på en af de mange hjemmesider der kan udregne valutaforskelle. Se eventuelt valutakurser.dk. I den omregner kan man skrive det præcise beløb man vil have omregnet. Det gjorde jeg så. Med tal op til 100 (i det andet lands valuta) skrev jeg alle omregnede tal ned på et lille papkort, så det for eksempel så sådan ud fra svenske til danske tal:
1: 0,67 // 2: 1,34 // 3: 2,1 // 4: 2,69 // 5: 3,36
Og så videre, op til 100. Fra 100 skrev jeg omregnelsen ud i 10′ere – altså:
100: 67,14 // 110:73,85 // 120:80,57
Og så videre, i 10′ere, op til et vist beløb, afhængig af valutaens værdi. Jeg starter altid med det andet lands valuta, da det er det tal, man bliver præsenteret for i butikkerne. Det er et stort arbejde i starten. Men jeg er personligt ligeglad hvor længe det tager mig, bare jeg opnår at kunne finde ud af det, at kunne klare mig selv, og slippe for altid at spørge andre om hjælp. Som bonus træner processen mig i, at gengive tal rigtigt. Hvis man har styr på copy/paste-funktionen på computeren er det dog også en løsning.
Hvis der er éen ting alle talblinde har tilfælles er det, at vi alle så skide gerne vil kunne forstå de skide tal – undskyld sproget. Og jeg forstår valutaforskelle, når jeg har mit kort med mig.
Tal om tal derhjemme
H&M er her i foråret begyndt at sælge produkter til hjemmet. Jeg fandt lige et par interessante produkter i kataloget – køkkenting med tal! Det er specielt papirservietter med en lineal, og stofservietter med tal jeg har øje på.
Man siger jo, at matematikken skal virkeliggøres for, at sætte sig fast hurtigt. Det kan man som forælder gøre ved at bruge tal – og tale om dem – bevidst i hverdagen. Såsom at dække bord til familien på 6 – det gør nogle børn bare ved at se den visuelle forskel når der mangler en kniv et sted, men her kunne det være en opgave for barnet at tælle sig frem til hvor mange knive der fra start skulle tages op af skuffen. Når man er talblind, kan selv små tal virke meget abstrakte indtil de sidder fast. Jeg tror, at køkkentingene her ville kunne virkeliggøre det.
Jeg kan forestille mig, at det er let at lave de her ting selv. Det er i princippet bare et stykke stof og en tusch der skal bruges, hvis det skal være nemt. Det kunne være linealer på dækkeservietter, hvor opgaven kunne være at sætte tallerken mellem to mål. Eller tal på viskestykker og håndklæder der så skal hænges i den rigtige rækkefølge. Puder med tal og plustegn til sofaen, hvor opgaven kunne være at sætte dem i en rækkefølge der gav et rigtigt resultat. En pude med tallet 2, et plustegn, en pude med tallet 5, et lig med tegn, for til sidst at ende med et 7-tal. Altså puder med tallene 0-9, plus og minustegnet, og et lig med tegn. Eftersom en del kæmper med selve navnene for tallene, kan det også være en idé at skrive både tallet og ordet på puden. Og en visuel repræsentation, såsom prikker for antallet. Jeg har fundet et engelsk eksempel på hvad jeg mener, her (ikke fra H&M):
Man kan også købe dækkeservietter og bordløber i samme design, men her er linealen forstørret. Det tror jeg, ville forvirre børn der ikke har fornemmelsen for, hvad en centimeter er – så dem ville jeg ikke anbefale.
Tricks for talblinde
Jeg er pædagogstuderende til daglig. I min fritid har jeg et job, der både fagligt er relevant i forhold til min uddannelse, og meget interessant i forhold til min interesse indenfor indlæringsvanskeligheder. Jeg er faglig sekretær for en ordblind pædagog, der har meget skriftligt arbejde. Det er simpelthen et hjælpemiddel arbejdspladsen har stillet til rådighed, da de er klar over, at hans pædagogiske egenskaber er vigtigere end hans skriftlige muligheder. Det betyder, at jeg cirka 10 timer ugentligt hjælper med, at få skrevet journaler, handleplaner og andre tekster. Han fortæller hvad der skal skrives, og derefter går vi i gang med at skrive det, sætning for sætning. Ofte er det ren diktat, men der kan også være sætninger, hvor jeg skal spørge lidt ind til hvad det skal betyde, for at finde en mere formel tone. Det kan også ord han verbalt siger forkert – et eksempel kunne være, at jeg længe skrev et gadenavn forkert, da han sagde det forkert. Lad os sige, ‘Christoffersgade’ blev måske til ‘Christiansgade’. Så når der nævnes navne, er det min opgave lige at dobbeltjekke, om det nu var det, det faktisk hed.
Jeg kan med min talblindhed sagtens se, hvorfor han er nået frem til ‘Christiansgade’, uden at kunne forklare hverken mig selv eller andre hvordan han nåede dertil. Resultatet i denne situation var forkert, men det er en sjældenhed når man som ham har fundet et trick.
Jeg finder også ofte frem til et resultat af alternative veje. Måske skal jeg huske tallet 3475 – en ny pinkode for eksempel. Det tal kan jeg ikke holde levende i min hukommelse, med mindre jeg siger det igen og igen konstant, indtil jeg får mulighed for at skrive det ned. Og hvis jeg bliver forstyrret, mister jeg koncentrationen.
Men jeg har fundet et trick der hjælper mig. Jeg ved, at jeg oftest trækker på mine verbale evner når det kommer til tricks, så jeg prøvede at finde frem til, om jeg ikke også kunne det, når jeg skulle huske tal. På trods af mine verbale evner, har jeg ekstremt svært ved at huske navne – både navne for tal, begreber, for ting generelt og mennesker. Men ikke navne, der er nye navne for mig. Nogle mennesker bruger slet ikke ordene for tal når de skal huske dem – de ser bare tallene for sig i hovedet. Det har jeg ikke arbejdshukommelsen til. Nå, men jeg fandt ud af, at jeg kunne opfinde mine egne navne for talrækker jeg skulle huske. Først tænkte jeg på, at tage det første bogstav for hvert tal – men der er flere med samme bogstav. Så det blev to bogstaver fra hvert tal. 3475 = trfisyfe. Det ord skal jeg bare sige for mig selv måske fem gange, og så sidder det fast. Og når jeg så står ved hæveautomaten, kan jeg hive det frem fra hukommelsen og ‘rive det fra hinanden’ for at finde de enkelte tal.
Og jeg ved virkelig ikke hvorfor det er så meget lettere at sige et vrøvleord der ikke eksisterer. For navne er noget af det værste, jeg ved. Hanne, Anne, Janne, Mikkel, Michael, Morten – jeg kører rundt i det, og kalder mine tætteste venner forkerte navne. Men specielle navne – de hænger fast.
Det giver overhovedet ikke mening for andre, at jeg ikke bare kan huske ordene for 3, 4, 7 og 5. Og hvorfor ikke bare ordet ‘tretusindefirehundredeogfemoghalvfjerds’? Jeg håber jeg en dag forstår hvorfor – men indtil videre, er jeg bare lykkelig over, endelig at kunne huske fire tal af gangen. Næste projekt er fem tal, og jeg regner klart med at kunne huske et helt telefonnummer en dag. Det kan godt være, at det i realiteten er ligegyldigt nu hvor vi har mobiltelefoner over det hele – men det ville i den grad være en kæmpe succesoplevelse i mit liv.
Tænk, hvis talblinde også kunne få sekretærhjælp. I realiteten har vi ret til alt det ordblinde har ret til, men i praksis eksisterer det bare ikke. Og det er klart, da de færreste ved vi overhovedet eksisterer. Det betyder, at talblinde ikke ved det findes, hvilket betyder at der ikke bliver spurgt om hjælp. Og når der ikke bliver spurgt om hjælp, er der ikke nogen der ved, at der er et problem. Gav det mening?
Der er så meget, jeg kunne tænke mig at blive. Jeg er glad for pædagogfaget, men hvad nu, hvis jeg havde haft frit valg på flere hylder? Hvis jeg havde fået den studenterhue jeg i dag ved, at jeg sagtens ville kunne få med støtte? Naturligvis bliver jeg aldrig bankdirektør – men da jeg aldrig har taget en gymnasial uddannelse, har jeg ikke haft mulighed for at læse på universitetet. Jeg tog en snørklet bagvej for overhovedet at komme ind på pædagoguddannelsen. Og det er et spændende emne – jeg elsker at lære om mennesket – men det er den teoretiske side, der fanger mig mere end praktisk arbejde i vuggestuen. Her ville en bachelor i pædagogik på universitetet være en vej jeg ville have gået, hvis jeg havde haft muligheden. Nu tager jeg så en professionsbachelor, og kan derfra håbe på, at jeg kan komme videre på en kandidatuddannelse på Danmarks Pædagogiske Universitet.
Der er ekstremt mange talblinde, der som teenager ender med, at droppe tanken om drømmeuddannelsen – eller bare uddannelse generelt. Det betyder, at mange mennesker ikke opnår det, de faktisk kan og vil opnå. Det betyder også, at mange skifter uddannelse igen og igen, og får nederlag efter nederlag.
Oftest kan talblinde sagtens klare tallene på gymnasialt niveau – problemet opstår i situationen, hvor ingen er klar over, at eleven er talblind. Eller hvor talblindhed er diagnostiseret, men hjælpen ikke findes. Talblindhed er, hvor ordblindhed var for 30 år siden. Hvem ved, om 30 år sidder talblinde elever måske med en sekretær ved deres side, for at hjælpe dem til, at få udbytte af alt det, de faktisk er stand til. Men 30 år er for meget, og vi skal altså gøre noget for at løse problemet nu.
At lære klokken som talblind
At læse et ur – helt ærligt, hvor svært kan det være? Ret svært, hvis man har dyskalkuli. Dette kan både være på grund af visuel/spatial dyskalkuli, numerisk fakta dyskalkuli, procedure dyskalkuli og semantisk dyskalkuli – altså alle fire typer.
Jeg har lidt af det hele. Når det kommer til ure, er det dog visuel/spatial dyskalkuli der giver problemer. Jeg lærte først rigtigt at læse et ur i starten af mine teenageår. Højst sandsynligt da det var på denne tid, at semantisk (sproglig) forståelse for tal satte sig fast og blev. Før dette, havde jeg problemer med at kende forskel på tal fra 50 til 100 – mundtligt. Det vil sige, at jeg forstod at skriftsymbolerne for 50, 60, 70, 80, 90 og 100 var i denne rækkefølge, men rent sprogligt byttede jeg rundt på ordene for 50 og op. Og når det kommer til konceptet ‘tid’, har man altså brug for en sproglig forståelse for tal.
I dag går det okay med at læse ure – men det er ikke noget, jeg bare lige gør. Et ur der ingen tal har, men kun visere – det kan jeg godt glemme alt om at forstå, hvis jeg vil fortsætte med at være i godt humør resten af dagen. At være 26 år og have problemer med noget så simpelt som et ur, er ikke godt for selvværdet, lige meget hvor intelligent du ellers ved du er. Et ur der kun viser fire tider – seks, ni, tolv, tre – det gør ikke sagen lettere.
Digitale ure er intet problem. ChesireKat fra Dyscalculia Forum har beskrevet forskellen mellem analoge ure og digitale ure ret godt.
“For mig er det som at have en opskrift på småkager i den ene hånd, og en færdig småkage i den anden”.
Og hvordan kan det så lige være – når jeg nu er TALblind? Umiddelbart giver det ingen mening. Et ur med tal og intet andet burde være det sværeste for mig. Og det er det for nogle talblinde, især når numerisk fakta dyskalkuli gør sig gældende, da man så kæmper med basisforståelse for tal. Og mennesker med procedure dyskalkuli kan have problemer med selve rækkefølgen på et digitalt ur.
Jeg synes det er svært at forklare hvorfor, det med visuel/spatial dyskalkuli er så svært at læse et normalt ur. Jeg er nok for tæt på problemet, til at kunne se det udefra. Men i bund og grund opstår problemet, når jeg skal kigge mig frem via viserne på uret. Rent visuelt kører mine øjne rundt i hovedet når jeg kigger på uret. Jeg skal stoppe op og koncentrere mig for at se, at en af viserene står på lad os sige mellem 5 og 6. Derefter skal jeg finde den anden viser. Den står mellem 11 og 12. Nu skal jeg analysere de to visere for at se, hvilken er lille, og hvilken er lang. Derefter skal jeg huske, hvilken viser der repræsenterer hvad – er den lille symbol for timetallet, eller er den store? Det virker som et latterligt problem, men det er noget af det sværeste at huske for mig. Nu siger vi så, at jeg har husket, at det er den lille viser der står for timetallet (det, der gør problemet ekstra stort, er når der umiddelbart ingen forskel er på størrelsen, eller i hvert fald så lidt, at jeg med visuelle/spatiale problemer ikke kan se forskellen), men i mellemtiden har jeg glemt hvor viserne stod på skiven – så det skal jeg finde frem til igen. Den lille står mellem 11 og 12, den store mellem 5 og 6. Altså er klokken 11 et eller andet. Logisk i min hjerne vil den være 11.5/6, fordi det næste tal jeg fandt frem til var noget mellem 5 og 6. Men jeg er jo godt klar over, at der ikke er noget tidspunkt der hedder 11.5/6.
Det var især dette punkt på dagsordenen der forvirrede mig som barn. Det havde ikke sat sig fast, at jeg skulle tage udgangspunkt i 12 på viseren, og tælle derfra. Det gav ingen mening, og jeg forstod det ikke når andre forsøgte at forklare mig det. Hvorfor fra 12? Og når det nu var fra 12, skulle jeg så ikke tælle videre derfra – altså 13, 14, 15..? Det var nemlig det jeg længe gjorde, da udgangspunktet i 12 havde sat sig fast. I dag er forstår jeg meningen med, at tælle 1, 2, 3… fra 12. Men det hjemsøger mig stadig i et sekund når jeg skal læse et tidspunkt mellem for eksempel 5 og 6.
Okay, nu skal jeg finde ud af hvad viseren mellem 5 og 6 siger. På et ur som dette tæller jeg 5 minutter af gangen. Så her skal jeg bruge 5-tabellen, som ikke helt har sat sig fast på rygraden endnu – men det går an, når jeg koncentrerer mig. Mine øjne skal følge mig samtidig med, at jeg siger tallene. Fem (øjne på et), ti (øjne på to), 15 (øjne på tre), 20 (øjne på fire), 25 (øjne på fem)… og så går jeg i stå hvor der ikke længere er femtabellen at klæbe sig til. For øvrigt har jeg under hele denne process kæmpet med logikken i, for eksempel at kigge på tre og sige 15. Nu skal jeg rent visuelt fokusere et helt andet sted på uret. Jeg skal tælle små striber, og de små striber hopper. Jeg er ikke ordblind – tværtimod – men jeg forstår virkelig, hvad nogle ordblinde forklarer, når de siger bogstaverne hopper. Striber, streger, prikker – de hopper og hopper som lopper. Tal hopper dog ikke. Her skal jeg virkelig koncentrere mig – og jeg skal samtidig holde tallet 25 kørende, da det var det, jeg var nået til. 25… 26… 27… cirka. Okay, 27 siger jeg. Nu skal jeg tilbage og kigge på den lille viser, for det tal har jeg altså glemt i mellemtiden. Den står mellem 11 og 12. Jeg ved i dag, at tallet der kommer før den lille viser, er det tal, der gælder. Det kæmpede jeg med, som lille. Så jeg ved, at timetallet er 11. Altså er klokken 11.27.
Når jeg beskriver det rent skriftligt her, fylder det en del. I realiteten tager det måske 15 sekunder at forstå et analogt ur. 15 sekunder lyder ikke af meget, men prøv lige, at tage tid på hvor længe det tager sig, som ikke-talblind. Mindre end et splitsekund – det er højst sandsynligt slet ikke noget du tænker over. Sådan har jeg det med digitale ure.
Når der kun er analoge ure i nærheden, og jeg er sammen med andre, spørger jeg ofte bare andre hvad klokken er. Som nævnt tidligere, er det ikke hver dag, man orker nederlaget ved at læse et ur forkert. Rent sprogligt og ur-numerisk forstår jeg 11.27 i dag. Det har sat sig fast, at 27 er tæt på 30, og 30 er lig med en halv time. Det er derfor, at digitale ure er så lette. Og jeg kan tælle fra 27 til 30, så jeg ved, at der er tre minutter til pausen er slut.
Dette blev et langt blogindlæg. Jeg prøvede at beskrive det kort, men simple problemer er vist aldrig så simple som de lyder. I hele ur-problematikken ligger der også en problematik om manglende forståelse for konceptet tid – men det er stof til et helt andet blogindlæg en dag.
Til jer forældre der sidder derude og kæmper med at jeres barn ikke forstår uret, kan jeg sige, at det for størstedelen af talblinde på et eller andet tidspunkt sætter sig fast – det er erfaringen jeg hører fra medlemmer på Dyscalculia Forum. Jeg kan ikke forklare hvorfor – i mit tilfælde var det nok da tal over 50 semantisk (sprogligt) satte sig fast. I mellemtiden ville jeg, hvis mit barn var talblindt, vælge at sætte fokus på at lære at læse digitale ure. Det er lettere for de fleste talblinde. Digitale ure er ikke en nødløsning – det er en løsning.
Her er nogle tips til at lære klokken, som jeg nok kunne have haft gavn af:
- En diagnostisering af talblindhed der i detaljer beskriver hvilken type dyskalkuli barnet har, for at kunne forstå hvorfor problemet overhovedet opstår.
- Læren om tal op til 100 skal være på plads – talmæssigt og sprogligt.
- Forståelsen for hvad ordene time, minut, sekund, kvarter, kvart i, kvart over, tyve i og så videre betyder. Altså de sproglige begreber for tidens tal.
- Det er altid en god idé at få tjekket øjnene – det kan spille ind når man visuelt skal arrangere viserne i hovedet. Kan være på grund af nær/langsynethed men også bygningsfejl.
- Fysiske hjælpemidler kan hjælpe nogle. I min klasse skulle vi sætte tider på uret ved hjælp af elatistikker på søm på et bræt. Hjalp ikke mig, umiddelbart på grund af sproglige og motoriske problemer, men prøv det endelig, for selv jeg der ikke fattede det, synes det var sjovt – og tingene glider ofte nemmere ind, når man har det sjovt. Talblinde har ofte angst for alt med tal – og angst stopper al læring.
- Få tjek på, om konceptet tid sidder fast. Nogle skal lære uret før konceptet sætter sig fast, men en del talblinde skal have det omvendt da hele tidsfornemmelsen og opfattelsen er mangelfuld.
- Der skal være tid til, at lære tiden at kende. Det skal nok komme, og det skal være okay, at det er svært.
