Her er en illustration af Anne. Hun har valgt at kalde den “Man regner med at vi kan regne”. Anne har lige fået sin hue fra HF, efter en hård kamp med tallene – tillykke, Anne!

Konferencen under CSV SydØstFyn startede med et oplæg fra Knud Theil, viceborgmester i Nyborg. Det var et overraskende indlæg, hvor han delte, at hans barn har matematikvanskeligheder. For tyve år siden fandtes hjælpen ikke, og han konstaterede herefter, at hjælpen stadig ikke findes. Herefter kom Theil med eksempler på de vanskeligheder talblinde har.

“Hvor står de dog alene”, afsluttede han, og udtrykte håb om, at konferencen ville skabe fokus på et forsømt område, og ende med forslag til konkrete tiltag.

Herefter kom Jens Storm på banen. Storm er vicecenterleder CSV SydØstfyn. Han præsenterede kort baggrunden for projektet, foruden deltagerne i projektgruppen. CSV SydØstFyn har oplevet en vældig interesse for konferencen, og har måtte sige nej til flere deltagere, da der simpelthen ikke var plads til flere i lokalet. Fælles er, at alle efterlyser viden om talblindhed, accept og anerkendelse af selv samme, og hjælp til, at hjælpe talblinde elever. Flere i projektgruppen har baggrund i FVU (forberedende voksenundervisning) der for år tilbage satte fokus på matematik for voksne. De fandt dog ud af, at hjælpen ikke var tilstrækkelig for mennesker der havde gennemgribende vanskeligheder med tal – men var det talblindhed? Fælles var, at de ikke kunne finde undervisningsmetoder og hjælp til mennesker, der var talblinde. Forskningen er minimal i Danmark (og i resten af verden, red.), og der mangler viden. Derfor besluttede de, at de selv ville forsøge at oprette hjælpen.

Der er en kort artikel om talblindhed i den nyeste udgave af fagbladet Folkeskolen. Bladet interviewer matematiklærer Annette Volfing Højager fra Absalonskolen i Holbæk, der blandt andet taler om den manglende viden om talblindhed.

Holdningen har nok været, at ‘det er okay ikke at være så god til matematik’. Men jeg har oplevet børn, som ikke kunne lære klokken. Så har vi været gode til at finde på undskyldninger som ‘Børn går jo heller ikke med ur i dag’, men måske har der været en dybere årsag til det. Vi skal som lærere være opmærksomme, hvis børn ikke kan klokken, og vide, at det kan være tegn på større problemer.  — Folkeskolen

Artiklen kan også læses på Folkeskolens hjemmeside – gratis.

Tirsdag eftermiddag gik jeg smilende ud fra min bacheloreksamen med et 12-tal – men øjeblikket efter forsvandt min glæde.

Jeg ikke kunne huske pinkoden til min mobiltelefon, så jeg kunne ikke ringe til familie og venner for at prale. I bussen på vej hjem råbte chaufføren af mig, fordi jeg havde talt mine mønter forkert og betalt for lidt for billetten. Da jeg kom hjem lå der et brev fra SKAT, der endte med, at jeg i den næste times tid mere eller mindre havde et økonomisk panikanfald, fordi jeg ikke kunne forstå, hvad der stod i brevet. Jeg nåede at overveje om brevet betød, at jeg skyldte dem så mange penge at jeg er nødt til at skjule mig på Fiji resten af livet, til om det betød, at de faktisk skyldte mig penge. Jeg er mig selv svar skyldig, og bliver nødt til at krybe til kors og bede om hjælp til at forstå det. Har du tid? Senere stod jeg på vaskeriet, hvor det lykkedes mig at betale en time for den forkerte tørretumbler – på trods af, at jeg som altid havde dobbelttjekket tallet på maskinen.

Tal fylder hele ens verden, i det øjeblik man ikke har redskaberne til at forstå dem og bruge dem rigtigt. Jeg ved kognitivt, at det ikke er min skyld, at umiddelbart simple ting er umenneskeligt svære for mig. Det vidste jeg dog først som 21-årig – den dag, hvor jeg første gang hørte, at dyskalkuli er en faktisk diagnose. At jeg blev så gammel før jeg hørte om dyskalkuli har betydet, at jeg nu som 27-årig stadig har dage hvor jeg sidder med følelsen af, at jeg bare ikke dur til noget. De dage, hvor der er for mange situationer, som jeg bare ikke kan følge med i og forstå. De dage, hvor talmonsteret får overtaget.

Jeg ved, at jeg er god til mange ting, som andre ikke finder så let. Jeg ved, at jeg arbejder hårdt. Jeg ved, at jeg har været igennem meget for at nå så langt, at jeg overhovedet kunne komme ind på en videregående uddannelse. Jeg ved, at jeg fortjener, at jeg lige om lidt er pædagog med et 12-tal i bagagen. Jeg ved, at jeg kan mit fag. Jeg ved, at det burde have været den bedste dag i lang tid. Men dage hvor tallene simpelthen bare driller for meget, er dage, hvor jeg igen kan høre alle mine matematiklærere i baghovedet.

“Det er forkert. Du skal bare tage dig sammen, Mette.

Du prøver jo ikke engang.

Der er ikke noget der hedder ‘det kan jeg ikke finde ud af’.

Du kan, hvis du vil.“

Kære matematiklærere – der er ikke noget, vi hellere vil, end at forstå de tal, vi hver eneste dag bliver nødt til at forholde os til. I ved om nogen, at tal er over det hele.

Jeg var 21 år, før jeg fik en forklaring på mine vanskeligheder – den sørgelige sandhed er, at uvidenheden omkring talblindhed gør, at de fleste talblinde først får en forklaring meget senere i livet. Jo længere der går, jo sværere er det at undgå at give sig selv skylden.

Spred ordet – vil du ikke nok?

[There is a video that cannot be displayed in this feed. Visit the blog entry to see the video.]

Musik af Moby, der har givet talblind.dk tilladelse til at bruge hans nummer ‘Dashed Ambitions’.  Denne video må bruges i alle fora. Originalfilen kan efterspørges via mail.

Det er et af de punkter ved min talblindhed jeg finder enormt ydmygende – for de tror sgu aldrig på at jeg er mig, når jeg beder om at få mit kort igen, og få tilsendt en ny kode. Det sker 4-5 gange om året, så det burde egentlig ikke være noget specielt. Alt fornuft i mig skriger, at jeg ikke burde sidde og føle mig så dum lige nu – jeg ved, at jeg er et intelligent menneske der bare har nogle specifikke vanskeligheder. Men når jeg står og er helt blank når jeg skal huske fire små tal, så mister jeg fornuften.

Det ville være så meget lettere, hvis alle bankassistenter kendte til dyskalkuli. Måske jeg skulle lave en lille folder, som kan forklare det til folk?

Mette Christoffersen

Der er for tiden gang i et par debatter omkring sansemæssig overfølsomhed – på engelsk Sensory Processing Disorder – på The Dyscalculia Forum. Mange medlemmer synes at være sansemæssigt overfølsom i større eller mindre grad. Jeg er aldrig stødt på forskning der har sat dyskalkuli sammen med sansemæssig overfølsomhed, men det udelukker ikke en forbindelse – det er blot et udtryk for mangel på forskning. Sansemæssig overfølsomhed er dog sat i forbindelse med eksempelvis autismespektret, ADD/ADHD og dysleksi. Også børn og voksne der ikke har problemer af anden art, kan være sansemæssigt overfølsomme. Ydermere er der forskning der viser, at mennesker med genet der giver rødt hår er mere sensitive end normalt.

Sansemæssig overfølsomhed kan beskrives som en slags allergi overfor indtryk af forskellig art – synet, hørelsen, smagen, lugtesansen og følesansen kan være påvirket. Vi kender alle til irritation over ting der går ind gennem sanserne – barnet der skriger i køen til kassen, eller lugten af røg hvis man ikke selv ryger. Det er normalt.

Prøv at forestille dig den allerværste omgang snorken du har været udsat for. Den, der borede sig langt ind under din hud og holdt dig vågen i flere timer. Sådan kan et lille ur der tikker, virke på det sansemæssigt overfølsomme menneske.

Mennesker der er overfølsomme sansemæssigt bliver dog påvirket af de helt små ting. Prøv at forestille dig den allerværste omgang snorken du har været udsat for. Den, der borede sig langt ind under din hud og holdt dig vågen i flere timer. Sådan kan et lille ur der tikker, virke på det sansemæssigt overfølsomme menneske. Når en i nærheden hoster uventet kan det føles som en tryklufthammer, sollys kan give migræneanfald, smagen af peber på frikadellen kan være så voldsom at det virker som chili, lugten af benzin giver kvalme, tøj af nylon eller uld kan gøre fysisk ondt at have på, uventede kram fra ens egen mor kan virke som et sansemæssigt overfald. Dette er bare et par eksempler fra debatten – og beskriver såmænd også mig.

Det kan gøre hverdagen meget besværlig at være sansemæssigt overfølsom. Lysstofrør i klasseværelset kan hæmme indlæringen for det sansemæssigt overfølsomme barn – man kan høre det pibe, og mærke det skarpe lys helt ind i kroppen. At lege og lave sport kan være så overvældende fysisk, at barnet vælger det fra – og her taler vi ikke om at blive forpustet, men bare det at røre en ru og kold basketball. Børn larmer, griner, råber og snakker højt. Det kan gøre det sansemæssigt overfølsomme barn fysisk utilpas i sådan en grad, at det slet ikke er sjovt at komme i børnehave eller skole.

At lege og lave sport kan være så overvældende fysisk, at barnet vælger det fra – og her taler vi ikke om at blive forpustet, men bare det at røre en ru og kold basketball.

Voksne er også meget påvirket i hverdagen. Det være et problem at koncentrere sig om en samtale når der snakkes i baggrunden, det kan være umuligt at køre bil fordi lugten af benzin giver migræneanfald, det kan være fysisk udmattende at arbejde på et kontor med lysstofrør – ja, alt hvad ens sanser skal modstå i livet kan være et problem.

Om det at være sansemæssigt overfølsom har bund i, at man har højere udviklede sanser end andre, vides ikke med sikkerhed endnu. En anden teori går på, at sansemæssigt overfølsomme mennesker har den samme grad af sanser som alle andre, men bare rent ud sagt er meget følsomme fordi hjernen har svært ved at forstå de signaler kroppen sender – og hermed bliver ligegyldige sanseindtryk ikke hæmmet undervejs. Man tuner ind på alle de indtryk man får, som var barnegråden og urets tikken en radiostation.

Sansemæssig overfølsomhed – er det noget DU er påvirket af?

Kilder:

Sensory Processing Disorder

Sensory Processing Disorder Foundation

Ingeniøren – Rødhårede har lavere smertetærskel.

Så er talblind.dk tilbage efter sommerferien, og kan starte ud med en rigtig god nyhed.

Center for Specialundervisning for Voksne, CSV SydØstfyn har fået 200.000 (to hundrede tusinde) kroner af Undervisningsministeriet, til forskning i dyskalkuli. Specialpaedagogik.dk skriver, at det bliver et forskningsprojekt orienteret mod voksne talblinde.

Så vidt vi ved på talblind.dk, er det første gang Undervisningsministeriet har tildelt penge specifikt til forskning i talblindhed.

Vicecenterleder Jens Storm fra CSV SydØstfyn forklarer, at de mangler viden om talblindhed, når de skal hjælpe talblinde målrettet, på lige fod med den hjælp ordblinde i dag tilbydes. Undervisningsministeriet gav penge til projektet på dette grundlag.

Eksperterne i projektet er professor Lena Lindenskov, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, formand for opgavekommissionen Kent Meistrup Hansen, VUC-Fyn, cand.psyk. Steen Hilling, der har udviklet PAS-systemet (Pædagogisk Analyse System), pædagogisk konsulent i PPR i Svendborg Steen Polk, der er formand for Danmarks Specialpædagogiske Forening, og konsulent Pernille Pind.

“En norsk forsker prøver at finde ud af, hvad det betyder for indlæringen af matematik, at børn har for eksempel ADHD eller autisme. Men man bør også finde ud af, hvordan de børn, der alene har matematikvanskeligheder, adskiller sig fra andre elever, så man kan få et indblik i, hvad der skal til for, at de kan lære matematik”. Pernille Pind på specialpaedagogik.dk.

Der afholdes en minikonference i slutningen af denne måned, og i maj 2010 bliver der afviklet en afsluttende konference, hvor resultaterne bliver præsenteret. Detaljer om konferencerne kommer her på talblind.dk snarest muligt.

Læs hele artiklen på http://www.specialpaedagogik.dk/ObjectShow.aspx?objectid=58652

Hvilken hjælp får talblinde, når de er blevet diagnosticeret?  Det var et af spørgsmålene panelet fik på konferencen. Og jeg kom hurtigt til at svare, “ingenting!”, nede fra rækkerne. Henrik Skovhus svarede det samme – at hjælpen ikke findes. Henrik Skovhus er speciallærer på Taleinstituttet Region Nordjylland og har erfaring med talblindhed. Henrik Skovhus nævnte, at SU-styrelsen har et system der hedder SPS – specialpædagogisk støtte. SPS hjælper studerende der har vanskeligheder af den ene eller anden art. Det kan være alt fra psykiske problemer til fysiske handicap og ordblindhed. Det kan både være økonomisk støtte i forhold til, at ens handicap eller problem gør, at man ikke kan klare et arbejde ved siden af studiet, men det kan også være hjælpemidler. Ordblinde elever får  eksempelvis undervisningsbøger på CD-rom, en lånecomputer og software til at hjælpe med oplæsning.

Men med talblindhed er der endnu ikke udviklet hjælpemidler. De få elever Henrik Skovhus kendte til, der faktisk havde fået støtte via SPS, havde fået ekstra undervisning. Men det kræver en grundig begrundelse for, hvorfor man har brug for støtten, før SPS tager sig af det. Det er meget sigende, at der overhovedet ikke nævnes talblindhed eller bare matematikvanskeligheder, på hjemmesiden for SPS, eller i deres informationsmaterialer generelt. Talblindhed er dog et anerkendt handicap, hvilket betyder, at talblinde har ret til hjælp ifølge serviceloven.

Ekstra undervisning er i øvrigt ikke nok i sig selv – der skal specialundervisning til. Og som mange mener, blandt andet Bjørn Adler, er det slet ikke ekstra tid talblinde har brug for. Tværtimod mener han og andre, at den bedste indlæring for talblinde sker, når det er meget korte intervaller. Fra fem til 15 minutter ad gangen. Det er i forbindelse med, at talblindhed er et arbejdshukommelsesproblem – men det er stof et helt andet blogindlæg.

Henrik Skovhus blev senere spurgt hvad han gør ved den manglende hjælp til mennesker med dyskalkuli. Det kunne han ikke svare på, men mener der skal iværksættes to ting generelt;

1: “Positiv stigmatisering” – det vil sige diagnosticering af problemet, og flere skal undersøges. Der er meget, meget få mennesker der bliver testet for talblindhed. Dette mener jeg klart er i forbindelse med, at de færreste mennesker overhovedet ved, at dyskalkuli findes – undervisere såvel som talblinde. Andre større grunde til manglende diagnosticering er en tro på, at der ikke findes et matematisk handicap, og derudover berøringsangst i forhold til at stigmatisere. Jeg har snakket med tusindvis af talblinde over hele verden, og har aldrig mødt mennesker der har været andet end lykkelige for, at få et navn for de problemer de har. Vi skal ikke være bange for, at stigmatisere. Det fik jeg heldigvis nævnt højt og tydeligt, og Bjørn Alder var enig.

Dyskalkuli er ikke en undskyldning

- dyskalkuli er en forklaring

Det er det manglende begreb for de vanskeligheder talblinde støder på, der er stigmatiseringen – ikke ordet dyskalkuli. Når der ikke er et ord for det, at man er voksen og har svært ved at læse et ur, så bliver ordet automatisk til ‘dum’. Og som før nævnt, er det ikke muligt at være ‘dum’ og have dyskalkuli på samme tid!

2: Der skal udvikles hjælpemidler.

Min egen vurdering er, at diagnosticering er første skridt – det lød til, at Henrik Skovhus og Bjørn Adler mente det samme. For det første da det kan være der slet ikke er tale om dyskalkuli, men i stedet generelle matematikvanskeligheder eller pseudo-dyskalkuli (angst for matematik). For det andet for at få et indblik i, og forståelse for, hvor problemet med matematik overhovedet opstår hos den enkelte. Der er er nemlig flere årsager, og flere typer af vanskeligheder. Man skal vide hvor styrkerne og svaghederne er, for at kunne undervise optimalt. Det nytter ikke at bruge visuelle/spatiale undervisningsmetoder for eleven der har stærke problemer med det visuelle/spatiale, som eksempel.

Björn Adler bruger altid fire punkter, når han skal forklare matematikvanskeligheder. Jeg har sikkert nævnt dem før – men her er de igen:

1) Akalkuli, som betegner fuldstændig manglende evne til at regne. Dette ses oftest hos mennesker med udviklingshæmning samt hjerneskadede. Akalkuli har sit eget kapitel i WHO ICD-10.

2) Dyskalkuli (talblindhed), som er specifikke vanskeligheder med dele af matematikken. Mennesker med dyskalkuli har brug for specialundervisning, men det første skridt er en diagnosticering, for at finde ud af hvad årsagen er hos den enkelte. Man kan ikke blive kureret for dyskalkuli, men graden kan ændre sig hele livet. Det der især kendetegner talblinde er, at de er i stand til at lære – men har glemt alt om hele processen et kvarter senere. Jeg kommer ind på hans idéer til undervisning af talblinde i et senere blogindlæg.

3) Generelle matematikvanskeligheder. Matematik er svært! Desuden mener Adler, at der i denne gruppe er mennesker med en IQ i den lavere ende, dog stadig i normalområdet. Det er ’sløseri’ at bruge ressourcer på specialundervisning af denne gruppe ifølge Adler, da det ikke er specielle metoder de har brug for. Mennesker med generelle matematikvanskeligheder kan derimod hjælpes ved at bruge et langsommere tempo.

4) Pseudo-dyskalkuli, hvor der er tale om følelsesmæssige blokeringer. Adler kalder det “XYZ-allergi”. Det kan afhjælpes via terapisamtaler. Et andet tip var, at skrive succesoplevelser ned hver undervisningstime. Min egen vurdering er, at der ikke findes en talblind i hele verden, der ikke har en eller anden form for blokering overfor matematik – så jeg tror at mange med diagnosen dyskalkuli kan have gavn af samme metoder der bruges ved angst for matematik, pseudo-dyskalkuli.

Man kan via diagnosticering – oftest bruges WISC og WAIS – finde ud af, om der er tale om dyskalkuli, pseudo-dyskalkuli, generelle matematikvanskeligheder eller akalkuli.

For at komme tilbage til Björn Adlers oplæg på konferencen, så kan jeg fortælle, at fokus var generel information om hvad talblindhed er. Eller, dyskalkuli. Potayto, potarto! Det er en god start, eftersom mange deltagere nok ikke havde den større viden om dyskalkuli. Adler nævnte rigtig mange ting på den korte tid han havde, så det bliver delt op i flere blogindlæg.

Det første Adler fik slået fast var, at talblinde har en normal eller over normal IQ. Dette er også nævnt i den medicinske betegnelse for talblindhed hos WHO ICD-10. Den høje begavelse er også hvad jeg er stødt på hos de mennesker jeg har snakket med i løbet af de sidste mange år. Man behøver bare at bruge 10 minutter på The Dyscalculia Forum, så er man stødt på MENSA-medlemmer, forskere, computernørder og deslige. Min egen diagnosticering af dyskalkuli viste en normal generel IQ, med en høj verbal IQ. Den matematiske var dog lav. Nu er jeg jo talblind, så kan ikke huske om det er helt korrekt, men mener det var noget i retningen af: Generelt: 107, Verbal: 127, matematisk/logisk: 86. Normalområdet hedder 90-110. Dette sving i de forskellige IQ-typer er et generelt billede for talblinde – det er sådan man opdager problemet og er et diagnosticeringskriterium. Det er netop svinget der gør problemet endnu større. Eksempelvis kan der også være tale om massive talproblemer hos den talblinde der har en matematisk/logisk IQ i normalområdet, men hvor andre IQ-dele er i genistørrelse. Men, den generelle ‘overall’ IQ er at finde i normalområdet eller over normalområdet. Hvis der er tale om en lavere IQ end normalområdet, er problemet akalkuli – ikke dyskalkuli.

Han fortalte også, at nogle talblinde klarer sig enormt dårligt på det lave niveau med de fire regnearter, mens det pludselig går nemmere når der er højere tal i spil. Dette forklarede han meget simpelt:

Lave tal: Hentes i hukommelsen
Høje tal: Hentes i forståelsen

Og det hænger fint sammen med, at talblindhed oftest har baggrund i et arbejdshukommelsesproblem – samt at der ikke er noget galt med forståelsen, da talblinde er normaltbegavede eller derover. Nogle mener, at Einstein var talblind, da han netop havde store problemer med de små tal. Dem fik han andre til at ordne for sig!

En fællesnævner for alle oplæg, var generel information om hvad matematikvanskeligheder og dyskalkuli er, og en debat om terminologien for matematikvanskeligheder. Terminologien synes jeg er et rigtigt spændende emne, for som en deltager sagde (Michael Wahl Andersen, forfatter til mange bøger om matematikundervisning herunder oversatte hæfter om dyskalkuli) er det svært at arbejde fælles for at hjælpe mennesker med dyskalkuli, når der endnu ikke er en fast enighed om, hvad det betyder. Dyskalkuli er medicinsk anerkendt af WHO og DSM, verdens to største og mest bruge diagnosticeringsmanualer – men de beskriver dyskalkuli meget kort, og nævner ikke alle de vanskeligheder mennesker med dyskalkuli har. Herudover ligger der et problem i, at ingen talblind ligner den anden talblinde, og at der er forskellige former for og grunde til dyskalkuli. Og så er der i øvrigt også en gruppe af forskere der ikke vil bruge ordet dyskalkuli, men i stedet ‘regnehuller’.

Som den svenske psykolog Bjørn Adler smukt sagde det, er der dog ingen tvivl om, at det for den talblinde ikke hedder regnehuller, men en regnelavine!

Det lød dog til, at der var enighed om, at ordet ‘talblindhed’ var et forkert ord. Jeg er sådan set enig i, at ordet ikke er et godt begreb for de problemer vi talblinde støder på – for vi kan jo godt se tallene, og i øvrigt handler det om så meget mere end tal. Men i og med at dysleksi hedder ordblindhed, hedder dyskalkuli altså talblindhed.

Dyskalkuli er for mig det korrekte ord. Men jeg bruger næsten kun begrebet talblindhed – og det er der en simpel grund til. Ingen ved hvad dyskalkuli betyder. Ingen stopper op, når de hører ordet. Ingen kigger nærmere, hvis de ser ordet i avisen. Ordet dyskalkuli har for tiden ingen effekt når det handler om at fange øjne og ører. Men talblindhed – det er et ord alle kan forholde sig til og hurtigt forstå, da ordblindhed er et alment kendt begreb. Og folk stopper op, når de hører ordet talblindhed.

Altså bruger jeg ordet talblindhed som et slags kælenavn, da det er dette ord der har mest effekt i forhold til at sprede viden om, at det faktisk findes – om det så hedder dyskalkuli eller talblindhed.

Videnskab.dk skriver i dag

Det kan alle talblinde nikke genkendende til.

Samtidig er der utroligt mange der viser tegn på talblindhed på grund af matematikangst, uden egentlig at være talblinde. Dette kaldes pseudo-dyskalkuli – altså falsk talblindhed.

Rigtig mange undervisere fra hele verden går efter ideologien om, at talblindhed ikke findes – at der kun findes matematikblokeringer og dårlig undervisning. At pseudo-dyskalkuli er den eneste form for dyskalkuli der eksisterer. Dette er en sætning jeg møder hver eneste dag, og jeg har altid haft svært meget ved at forholde mig til den.

Jeg er ikke underviser – jeg er bare talblind. Jeg kan kun tage udgangspunkt i mig selv, og det eneste jeg kan sige er, at jeg er 26 år og stadig har problemer med noget så simpelt som at læse et ur. Dette skyldes hverken en blokering eller manglende undervisning – dette skyldes simpelthen at min hjerne har problemer med at forstå og huske sekvenser og spatiale opgaver. Samtidig indrømmer jeg gerne, at jeg er hunderæd og blokerer overfor at skulle arbejde med tal i forbindelse med decideret matematikundervisning – men tal i hverdagen er jeg ikke bange for, og jeg har ikke mulighed for at lave blokeringer da det er ting der simpelthen bare skal gøres. Jeg skal fra A til B, jeg skal vide hvad klokken er. Det irriterer mig gevaldigt at skulle bruge enorme kræfter på at gøre noget så simpelt som at gå på vaskeriet (hvilke grader betyder hvad, hvilket nummer havde vaskemaskinerne jeg tog, hvor mange mønter skal jeg have med mig, hvor lang tid plejer det at tage at tørre, hvor mange penge skal jeg putte i og så videre – simpelt for de fleste, svært for mig) – men irritation og blokering er ikke det samme. Det ved jeg – og det ved alle der har oplevet angst og blokeringer.

Naturligvis hjælper det enormt på indlæringen at angsten behandles og gennemarbejdes – her taler jeg igen ud fra egen erfaring. Det kan ikke ‘kurere’ mig, men jeg er meget overbevist om, at det i hvert fald vil gøre det lettere at lære. Undersøgelser viser, at mennesker med pseudo-dyskalkuli har stor gavn af undervisning der er rettet mod talblinde. Forskellen er, at de kommer videre når blokeringen forsvinder, hvor talblinde kan komme over blokeringen men stadig have de samme vanskeligheder med matematikken (Tony Attwood, Dyscalculia in schools – what it is and what you can do, 2002). Det, der helt og komplet har fjernet min blokering over for hverdagsmatematik jeg ikke kan undgå, er en udførlig diagnostisering og efterfølgende forklaring på, hvorfor det altid har været så svært for mig. Sagt med andre ord, er min angst overfor store dele af talbehandling forsvundet bare ved at vide, at mine vanskeligheder ikke er min skyld. En sætning som “du kan, hvis du vil” fra nok så velmenende lærere har i den grad været skyld i min blokering – for der var godt nok intet andet i verden jeg hellere ville, end forstå det der blev sagt. Og jeg kunne ikke svare andet end, “jeg kan ikke finde ud af det”, og så var det pludselig min egen skyld. Det var sådan min blokering viste sig. Når jeg går i baglås i dag, er jeg blevet så pædagogisk ved mig selv, at jeg tilføjer et enkelt ord i den sætning. “Jeg kan ikke finde ud af det  – endnu”. Dette fjerner min blokering og gør det til irritation i stedet. Og det er (sgu) okay at være irriteret over at have svært ved noget andre overhovedet ikke tænker over. Og når det er okay at være irritereret, åbner det op for min lyst til at fjerne irritationen ved at lære nye ting. Men det betyder ikke, at min talblindhed forsvinder. At det pludselig bliver let som ingenting at gå på vaskeriet. Det betyder bare, at jeg i det mindste har en chance for, at lære flere ting.

Dette blev et rodet indlæg – men som jeg nævnte, har jeg aldrig vidst hvad jeg skulle svare når jeg er blevet præsenteret for ideen om, at talblindhed ikke fandtes. Denne forklaring om forskellen på blokering og irritation, er det tætteste jeg kan komme på et svar.

Lars Ulriksen, lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet, ønsker en dansk undersøgelse af angst for matematik. Ja tak siger jeg – og helst på samtlige uddannelsesområder. Dette ville muligvis åbne op for at der blev oprettet en form for hjælp til mennesker med angst for matematik – både dem med pseudo-dyskalkuli og dem med en diagnose i rygsækken.

Lidt længere nede på denne side kan du finde mere information – eller du kan trykke her.

Dagdrømmeri er en del af ADD/ADHD og forskellige diagnoser indenfor autismespekret, så måske måske kunne det være svaret – men det er kun få i debatten der har en sådan diagnose.

Alle mennesker dagdrømmer. Men det medlemmerne her beskriver, er mere end dagdrømmeri. Og det ved jeg – for jeg har det på samme måde. Vi lever os ind i en verden, opfinder lange samtaler og handlinger, skriver romaner i hovedet, zoner helt ud af virkeligheden.

“Folk tror jeg er sindssyg når jeg sidder i den offentlige trafik og drømmer – min mund bevæger sig med de ord jeg siger, eller en af mine karakterer, i min fantasiverden.

“Jeg forsvinder ind i historier, bøger, poesi. Jeg opfinder utopiske verdener, nye måder mennesker kan leve på i et samfund jeg selv designer”.

“Så længe jeg kan huske har jeg levet i en rig fantasiverden der må en mærkelig måde krydser med min egen hverdag. Det er som at spille en rolle i et stykke, eller være en person i en uskrevet bog”.

“Den eneste måde at beskrive det på, er ‘mini-film’ med mig selv som stjernen, og fuld manuskript”.

“Siden 4. klasse har jeg udlevet helt andre liv i mit hoved, komplet med fantasivenner, job og situationer. Det er bedre end tv”.

“Det er ofte meget store og lange historier med mange personer og action, med meget dialog. Den samme historie kan være i mit hoved i flere uger, og udvikler sig af sig selv”.

“Jeg har hele mit liv haft et rigt indre liv, med store scenarier der har spillet i hovedet, i en sådan grad at jeg har grint i det offentlige, eller ligefrem fået tårer i øjnene hvis historien har været sørgelig”.

Ronald Davis, forfatter til “The Gift of Learning” beskriver det faktisk i hans bog som værende ‘desorientering’. Bogen handler om ordblindhed. Altså må ordblinde have samme evne til fantasi? Han skriver blandt andet : “Billedetænkere lever sig ofte ind i en længere desorientering med det formål at underholde sig selv. Desorientering kan åbne dørene til indre fantasi. Et barn opdager måske allerede denne evne som baby. Med denne opdagelse kommer den alternative verden af fantasi og kreativitet, en verden der kun sættes grænser for i forbindelse med barnets egen intelligens og kreativitet. For ham er denne verden uden grænser og konsekvenser. Konsekvenser i den virkelige verden er til dels erstattet af en uafbrudt strøm af kreativ fantasi indenfor fantasiverdenen, hvor han er den centrale figur. Alle mennesker har oplevet denne form for alternative verden igennem særligt omstændige fantasifulde drømme. En billedtænker har dagdrømme eller “vågen-drømme” der er lige så omstændige. Men det passer ikke ind under en normal drøm, fordi desorienteringen tillader dagdrømmen at fremgå som virkelighed. Desorientering tillader også personen at interagere med den alternative verden”.

Desorientering er beskrevet i Gyldendals Leksikon som en “psykisk abnorm tilstand”. Det lyder meget voldsomt, især fordi medlemmerne faktisk beskriver denne evne som en positiv ting. Der er mange forfattere, skribenter, skuespillere og så videre blandt medlemmerne, der har været i stand til at gøre evnen til en karriere. Desuden er selve ordet “billedtænker” en smule svær at forstå han bruger, da det langt fra er alle talblinde drømmere der tænker i billeder. De fleste tænker i ren dialog og i systemer. Men på den anden side ser vi det så for os på den måde, uden et billede i ordets forstand.

Jeg selv opfatter det også som positivt, det meste af tiden. Det eneste problem jeg har er, at jeg ikke selv kan styre hvornår det sker. Det betyder at jeg er hende der altid går ind i lygtepælen, kort sagt. Jeg har altid ønsket jeg kunne bruge denne evne til at få historier ned på skrift, men det er endnu ikke lykkedes. Jeg går helt i stå, når det bliver virkelighed. En del medlemmer beskriver, at de var hittet som barn fordi de altid opfandt de sjoveste lege. Det var jeg heller ikke stand til i den virkelige verden, men jeg kunne sidde i flere timer med legoklodser og opfinde hele film, når jeg var alene. Jeg gør det stadig meget, flere gange om dagen – forskellen er, at det i barndommen var urealistiske verdener (forestil dig Bennys Badekar gange 10), hvor det i dag er noget der reelt kunne ske. Jeg lever mig så meget ind i fantasien mens jeg er i den, men jeg er altid klar over, at det ikke er virkelighed. Og det er vel dér grænsen går, ellers var jeg nok klar til indlæggelse på den lukkede. Men, det er bare en del af hvem jeg er.

Det ville dog være enormt rart at finde en metode til selv at kunne styre hvornår det sker, så jeg slipper for endnu flere uplanlagte møder med lygtepæle.

For mig er en dag som i dag ikke meget anderledes end alle andre dage. Som talblind er tid i det hele taget bare et uforståeligt, kompliceret og abstrakt koncept jeg slet ikke kan forholde mig til.

Til sommer skal havestolene og tiden frem, til vinter skal stolene og uret tilbage. Så meget forstår jeg. Men tidsfornemmelsen mangler jeg. Jeg kan sidde med en bog i et kvarter den ene dag, og en time den anden – uden at mærke forskel. Det betyder at skiftet fra vintertid til sommertid ikke har en effekt på mig, men det betyder også at jeg er hende, der altid kommer alt for tidligt. Nogle talblinde altid kommer for sent, nogle kommer altid for tidligt – det virker til at være et problem alle talblinde har tilfælles. Jeg vil gerne komme til tiden – men det er svært uden tidsfornemmelse. Jeg bliver nødt til at sætte uret til at ringe, eller konstant glo på et ur, for hverken min hjerne eller krop kan fortælle mig, hvor langt der cirka er gået.

Gratisaviser er guds gave til talblinde der endnu engang er kommet alt for tidligt til stationen.

Jeg tænker det kan forklares for ikke-talblinde med netop skiftet fra vintertid til sommertid og den anden vej tilbage. Prøv at forestille dig, at vi skiftede hver dag. Ville du kunne finde hoved og hale i det? Ville din krop kunne fortælle dig, hvad klokken var?

MATEMATIKVANSKELIGHEDER!

Dyskalkuli? Regnehuller? …

Konference onsdag den 6. maj 2009
på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, Tuborgvej 164, 2400 København NV.

Forskningsenheden Matematik, IKT og Naturfags Didaktik – MIND på Institut for Didaktik har gennem en årrække arbejdet med matematikvanskeligheder i teori og praksis. Oversættelsen til dansk af Bjørn Adlers bog ‘Dyskalkuli & matematik – En håndbog i matematikvanskeligheder’ giver anledning til at sætte begrebet dyskalkuli i relation til den løbende debat om matematikvanskeligheder, som de opleves af elever, lærere og forældre. Målgruppen for konferencen er lærere inden for grundskole og ungdomsuddannelser, speciallærere, specialundervisningskonsulenter, talepædagoger og psykologer.

PROGRAM
13.00 – 13.15
Velkomst ved Peter Weng:
Matematikvanskeligheder – hvad taler vi om?
Peter Weng er forskningsmedarbejder på DPU og seminarielektor på Frederiksberg Seminarium.

13.15 – 13.45
Lena Lindenskov:
Regnehuller relateret til internationale strømninger. Lena Lindenskov er professor mso på DPU. Se artikler og links på www.regnehuller.dk

13.45 – 14.30
Bjørn Adler:
Matematikvanskeligheder – baggrund og tegn. Præsentation af undersøgelsesmateriale. Bjørn Adler er neuropsykolog, leder af kognitivt Centrum i Malmø. Forfatter til bl.a. Matematikscreening I, II, III. Se mere på www.kognitivtcentrum.se

14.30 – 15.00 Kaffepause

15.00 – 16.00
Bjørn Adler: Tilrettelæggelse af undervisning ud fra elevernes behov med kognitiv træning og færdighedstræning.

16.00 – 16.30
Panel med Bjørn Adler, Henrik Skovhus, Lena Lindenskov og Peter Weng. Henrik Skovhus er speciallærer på Taleinstituttet Region Nordjylland.

Tid: Onsdag den 6. maj 2009, kl. 13.00 – 16.30
Sted: Danmarks Pædagogiske Universitetsskole lok. A220 Tuborgvej 164, 2400 København NV.
Pris: 400 kr inkl. Kaffe(Studerende 200 kr.)
Tilmelding: på http://www.dpu.dk/matvan senest fredag den 17. april 2009

Cirka 5% af befolkningen har dyskalkuli, også kaldet talblindhed. Talblindhed har i flere årtier været anerkendt af Verdenssundhedsorganisationen WHO under ICD-10 F81.2 i samme kategori som ordblindhed. Det er dog de færreste der er klar over, at det overhovedet eksisterer. Men der findes faktisk hjælp til at kunne klare sig under uddannelse og i hverdagen. Du kan læse meget mere på denne side. Her på første side finder du en blog der løbende vil skrive indlæg om talblindhed, og på resten af siderne kan du finde generel information. Kig endelig også forbi “Spred Ordet”, hvis du vil hjælpe med at ændre på uvidenheden. På siden “Snak Med Hinanden” kan du skrive dine egne indlæg, eller stille spørgsmål til os eller andre brugere af siden.

Talblind.dk er en informationsside om matematikvanskeligheden talblindhed, også kaldet dyskalkuli. Siden eksisterer for at fortælle resten af Danmark, at vi findes – og for at give talblinde, forældre og undervisere en mulighed for at komme i kontakt med hinanden. Siden er en dansk søsterside til det internationale debatforum The Dyscalculia Forum, der har over 2000 medlemmer fra hele verden. Dette er hverken en butik eller en organisation – det er bare en informationsside.

Siden redigeres af Mette Christoffersen. Jeg er en 26-årig talblind studerende fra København, der har arbejdet frivilligt med talblindhed siden jeg som 21-årig fandt ud af, at talblindhed eksisterede. En ny verden hvor jeg ikke var dum åbnede sig, og behovet for kontakt til ligesindede var enormt – men dette var umuligt at finde. Der gik ikke en uge, så havde jeg lavet den første hjemmeside – og lidt senere kom The Dyscalculia Forum, der i dag drives af undertegnede, en lærer fra Australien og en mor fra Tyskland. Og nu var det altså på tide, at jeg fik stablet en god dansk side på benene. Hvis der er noget du synes mangler, eller hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende en mail til info@talblind.dk.  Jeg kan også kontaktes via telefon ved aftale over mail.

For de forskningsinteresserede: Neurologisk har man sat det sammen med læsioner ved supramarginal og angular gyri ved forbindelsen der er mellem tindingebenet og issebenet. Se fodnote 2.

I forhold til arbejdshukkommelse har Adams og Hitch sagt, at arbejdshukommelsen er en af de vigtigste faktorer i forhold til mental addition. Se fodnote 3.

Ud fra denne forskning arbejdede Geary videre med en undersøgelse der viste, at der var et problem med arbejdshukommelse hos talblinde. Se fodnote 4.

Hos matematisk begavede mennesker kan man se en forhøjet EEG aktivitet – og der er noget forskning der viser, at det modsatte er tilfældet i den højre hemisfære hos talblinde.

Desuden kan generelle problemer med korttidshukommelsen være årsag.

Man ved også, at problemer eller misbrug under graviditeten, for tidlig fødsel eller kompliceret fødsel kan være årsag til talblindhed, på samme måde som ordblindhed.

Ingen ved om talblindhed er arveligt. Det internationale forum The Dyscalculia Forum har dog mange medlemmer, der snakker om, at andre familiemedlemmer har samme problemer eller lignende indlæringsvanskeligheder.

Find kilder på ovennævnte forskning nederst på siden “Talblindhed”.

Et sted, hvor vi let fejler i Danmark når det kommer til ekstraundervisning i matematik (hvis det overhovedet tilbydes), er når det bliver ren gentagelse. Kan man ikke bare afhjælpe talblindhed ved at repetere? Det virker faktisk logisk, at man kan løse et svært problem, ved at arbejde mere på det. Men ikke når det kommer til talblindhed.

Det er nemlig lige dér, problemet ved talblindhed findes – en problemfyldt evne til at huske. Enhver talblind, forælder og underviser vil kunne nikke genkendende til, at være komplet uforstående overfor, at den talblinde er i stand til at lave et bestemt regnestykke den ene dag, kun for at have glemt hele princippet bag løsningen den næste dag.

Når det så er sagt, er der naturligvis talblinde der har gavn af mere undervisning end andre mennesker – men hvis metoden der bliver brugt til resten af klassen ikke virker for den talblinde allerede, vil metoden aldrig virke for den talblinde, lige meget hvor ofte metoden bliver brugt. I stedet skal den talblinde diagnostiseres, for at finde ud af, hvor problemet helt specifikt er, så der kan bruges individuelle metoder. Der findes nemlig mange former for talblindhed – og den metode der virker for den ene, vil ikke nødvendigvis virke for den anden. Et eksempel: Hvis man har visuel-spatial dyskalkuli vil metoder med figurer og billeder være en forhindring – men en talblind der er stærk visuelt-spatialt men bare skal have styr på nummerforståelsen, vil have gavn af visuelle-spatiale hjælpemidler. Derfor er det ekstremt nødvendigt at lave en detaljeret udredelse af, hvorfor problemet opstår hos den enkelte.

Siden 1800-tallet har forskere snakket om matematikvanskeligheder af forskellig art. På engelsk har de kaldet det arithmetic disability, arithmetic deficit, mathematical disability. I medierne har man kaldt det digit dyslexia, number blindness og math dyslexia. Den generelle betegnelse for dyskalkuli er på engelsk ‘dyscalculia’. Der er tvivl om hvornår dette ord blev opfundet. Den svenske Oluf Magne brugte den svenske betegnelse ‘dyskalkyli’ i rapporten ‘Dyskalkyli bland folkskoleelever’ fra Göteborgs Universitet i 1958. Det tidligste bevis for det engelske begreb ‘dyscalculia’ er fra en reklame i New York Times i 1968. Begreberne har uden tvivl været brugt før 1958, men det har ikke været muligt for os at finde tidligere materiale.

Der findes utallige navne for talblindhed, hvilket klart må siges at have grund i, at der vides så lidt om problemet. Dyscalculia/dyskalkuli er ikke en officiel titel – det er dyslexia/dyslexi heller ikke. Det er for så vidt et ‘kælenavn’ – og det er nu også smart, da det ville være svært at sige “specific disorder of arithmetical skills” hver gang man skulle nævne problemet.

Det er åbenlyst, at man i Danmark bruger ordet talblindhed, da ordblindhed inviterer til en modsætning.

WHO ICD 10 F81.2 – Specific disorder of arithmetical skills

The International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems fra verdenssundhedsorganisationen World Health Organization, er en liste over anerkendte fysiske og mentale problemer.

Involves a specific impairment in arithmetical skills that is not solely explicable on the basis of general mental retardation or of inadequate schooling. The deficit concerns mastery of basic computational skills of addition, subtraction, multiplication, and division rather than of the more abstract mathematical skills involved in algebra, trigonometry, geometry, or calculus.

Developmental: acalculia, arithmetical disorder, Gerstmann’s syndrome.

Excludes: acalculia NOS (R48.8), arithmetical difficulties: associated with a reading or spelling disorder (F81.3), or due to inadequate teaching (Z55.8).

_______________________________________________________________________

DSM-IV 315.1 – Mathematics Disorder

The Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, også kendt som DSM, er standarden indenfor kategorisering indenfor mentale problemer. Publiceret af American Psychiatric Association. DSM bruges af professionelle i USA og en del vestlige lande.

The Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, otherwise known as DSM, is the standard classification of mental disorders used by mental health professionals in the United States and some countries in the Western world. It is published by the American Psychiatric Association. This is the official listing of dyscalculia in the DSM-IV;

Students with a mathematics disorder have problems with their math skills. Their math skills are significantly below normal considering the student’s age, intelligence, and education.

As measured by a standardized test that is given individually, the person’s mathematical ability is substantially less than you would expect considering age, intelligence and education. This deficiency materially impedes academic achievement or daily living. If there is also a sensory defect, the mathematics deficiency is worse than you would expect with it.

Associated Features: Conduct disorder, Attention deficit disorder, Depression, Other Learning Disorders

Differential Diagnosis:
Some disorders have similar or even the same symptoms. The clinician, therefore, in his/her diagnostic attempt, has to differentiate against the following disorders which need to be ruled out to establish a precise diagnosis.

Cause:
Mathematics disorder is usually brought to the attention of the child’s parents when math instruction becomes a very important part of the classroom teaching. It is possible that some people have problems in math because of their genetic makeup. In contrast to some families whose members have great difficulty solving math problems, there are other families who tend to have members that consistently have a very high-level of math functioning.

Treatment:
Treatment for mathematics disorder includes individual tutoring, placement in special math classrooms with expert math teachers, and other educational aids that focus on math skills. Therefore, learning disorders are treated with specialized educational methods. In addition to special classroom instruction at school, students with learning disorders frequently benefit from individualized tutoring which focuses on their specific learning problem