Tirsdag eftermiddag gik jeg smilende ud fra min bacheloreksamen med et 12-tal – men øjeblikket efter forsvandt min glæde.

Jeg ikke kunne huske pinkoden til min mobiltelefon, så jeg kunne ikke ringe til familie og venner for at prale. I bussen på vej hjem råbte chaufføren af mig, fordi jeg havde talt mine mønter forkert og betalt for lidt for billetten. Da jeg kom hjem lå der et brev fra SKAT, der endte med, at jeg i den næste times tid mere eller mindre havde et økonomisk panikanfald, fordi jeg ikke kunne forstå, hvad der stod i brevet. Jeg nåede at overveje om brevet betød, at jeg skyldte dem så mange penge at jeg er nødt til at skjule mig på Fiji resten af livet, til om det betød, at de faktisk skyldte mig penge. Jeg er mig selv svar skyldig, og bliver nødt til at krybe til kors og bede om hjælp til at forstå det. Har du tid? Senere stod jeg på vaskeriet, hvor det lykkedes mig at betale en time for den forkerte tørretumbler – på trods af, at jeg som altid havde dobbelttjekket tallet på maskinen.

Tal fylder hele ens verden, i det øjeblik man ikke har redskaberne til at forstå dem og bruge dem rigtigt. Jeg ved kognitivt, at det ikke er min skyld, at umiddelbart simple ting er umenneskeligt svære for mig. Det vidste jeg dog først som 21-årig – den dag, hvor jeg første gang hørte, at dyskalkuli er en faktisk diagnose. At jeg blev så gammel før jeg hørte om dyskalkuli har betydet, at jeg nu som 27-årig stadig har dage hvor jeg sidder med følelsen af, at jeg bare ikke dur til noget. De dage, hvor der er for mange situationer, som jeg bare ikke kan følge med i og forstå. De dage, hvor talmonsteret får overtaget.

Jeg ved, at jeg er god til mange ting, som andre ikke finder så let. Jeg ved, at jeg arbejder hårdt. Jeg ved, at jeg har været igennem meget for at nå så langt, at jeg overhovedet kunne komme ind på en videregående uddannelse. Jeg ved, at jeg fortjener, at jeg lige om lidt er pædagog med et 12-tal i bagagen. Jeg ved, at jeg kan mit fag. Jeg ved, at det burde have været den bedste dag i lang tid. Men dage hvor tallene simpelthen bare driller for meget, er dage, hvor jeg igen kan høre alle mine matematiklærere i baghovedet.

“Det er forkert. Du skal bare tage dig sammen, Mette.

Du prøver jo ikke engang.

Der er ikke noget der hedder ‘det kan jeg ikke finde ud af’.

Du kan, hvis du vil.“

Kære matematiklærere – der er ikke noget, vi hellere vil, end at forstå de tal, vi hver eneste dag bliver nødt til at forholde os til. I ved om nogen, at tal er over det hele.

Jeg var 21 år, før jeg fik en forklaring på mine vanskeligheder – den sørgelige sandhed er, at uvidenheden omkring talblindhed gør, at de fleste talblinde først får en forklaring meget senere i livet. Jo længere der går, jo sværere er det at undgå at give sig selv skylden.

Spred ordet – vil du ikke nok?

Björn Adler bruger altid fire punkter, når han skal forklare matematikvanskeligheder. Jeg har sikkert nævnt dem før – men her er de igen:

1) Akalkuli, som betegner fuldstændig manglende evne til at regne. Dette ses oftest hos mennesker med udviklingshæmning samt hjerneskadede. Akalkuli har sit eget kapitel i WHO ICD-10.

2) Dyskalkuli (talblindhed), som er specifikke vanskeligheder med dele af matematikken. Mennesker med dyskalkuli har brug for specialundervisning, men det første skridt er en diagnosticering, for at finde ud af hvad årsagen er hos den enkelte. Man kan ikke blive kureret for dyskalkuli, men graden kan ændre sig hele livet. Det der især kendetegner talblinde er, at de er i stand til at lære – men har glemt alt om hele processen et kvarter senere. Jeg kommer ind på hans idéer til undervisning af talblinde i et senere blogindlæg.

3) Generelle matematikvanskeligheder. Matematik er svært! Desuden mener Adler, at der i denne gruppe er mennesker med en IQ i den lavere ende, dog stadig i normalområdet. Det er ’sløseri’ at bruge ressourcer på specialundervisning af denne gruppe ifølge Adler, da det ikke er specielle metoder de har brug for. Mennesker med generelle matematikvanskeligheder kan derimod hjælpes ved at bruge et langsommere tempo.

4) Pseudo-dyskalkuli, hvor der er tale om følelsesmæssige blokeringer. Adler kalder det “XYZ-allergi”. Det kan afhjælpes via terapisamtaler. Et andet tip var, at skrive succesoplevelser ned hver undervisningstime. Min egen vurdering er, at der ikke findes en talblind i hele verden, der ikke har en eller anden form for blokering overfor matematik – så jeg tror at mange med diagnosen dyskalkuli kan have gavn af samme metoder der bruges ved angst for matematik, pseudo-dyskalkuli.

Man kan via diagnosticering – oftest bruges WISC og WAIS – finde ud af, om der er tale om dyskalkuli, pseudo-dyskalkuli, generelle matematikvanskeligheder eller akalkuli.

For at komme tilbage til Björn Adlers oplæg på konferencen, så kan jeg fortælle, at fokus var generel information om hvad talblindhed er. Eller, dyskalkuli. Potayto, potarto! Det er en god start, eftersom mange deltagere nok ikke havde den større viden om dyskalkuli. Adler nævnte rigtig mange ting på den korte tid han havde, så det bliver delt op i flere blogindlæg.

Det første Adler fik slået fast var, at talblinde har en normal eller over normal IQ. Dette er også nævnt i den medicinske betegnelse for talblindhed hos WHO ICD-10. Den høje begavelse er også hvad jeg er stødt på hos de mennesker jeg har snakket med i løbet af de sidste mange år. Man behøver bare at bruge 10 minutter på The Dyscalculia Forum, så er man stødt på MENSA-medlemmer, forskere, computernørder og deslige. Min egen diagnosticering af dyskalkuli viste en normal generel IQ, med en høj verbal IQ. Den matematiske var dog lav. Nu er jeg jo talblind, så kan ikke huske om det er helt korrekt, men mener det var noget i retningen af: Generelt: 107, Verbal: 127, matematisk/logisk: 86. Normalområdet hedder 90-110. Dette sving i de forskellige IQ-typer er et generelt billede for talblinde – det er sådan man opdager problemet og er et diagnosticeringskriterium. Det er netop svinget der gør problemet endnu større. Eksempelvis kan der også være tale om massive talproblemer hos den talblinde der har en matematisk/logisk IQ i normalområdet, men hvor andre IQ-dele er i genistørrelse. Men, den generelle ‘overall’ IQ er at finde i normalområdet eller over normalområdet. Hvis der er tale om en lavere IQ end normalområdet, er problemet akalkuli – ikke dyskalkuli.

Han fortalte også, at nogle talblinde klarer sig enormt dårligt på det lave niveau med de fire regnearter, mens det pludselig går nemmere når der er højere tal i spil. Dette forklarede han meget simpelt:

Lave tal: Hentes i hukommelsen
Høje tal: Hentes i forståelsen

Og det hænger fint sammen med, at talblindhed oftest har baggrund i et arbejdshukommelsesproblem – samt at der ikke er noget galt med forståelsen, da talblinde er normaltbegavede eller derover. Nogle mener, at Einstein var talblind, da han netop havde store problemer med de små tal. Dem fik han andre til at ordne for sig!

Videnskab.dk skriver i dag

Det kan alle talblinde nikke genkendende til.

Samtidig er der utroligt mange der viser tegn på talblindhed på grund af matematikangst, uden egentlig at være talblinde. Dette kaldes pseudo-dyskalkuli – altså falsk talblindhed.

Rigtig mange undervisere fra hele verden går efter ideologien om, at talblindhed ikke findes – at der kun findes matematikblokeringer og dårlig undervisning. At pseudo-dyskalkuli er den eneste form for dyskalkuli der eksisterer. Dette er en sætning jeg møder hver eneste dag, og jeg har altid haft svært meget ved at forholde mig til den.

Jeg er ikke underviser – jeg er bare talblind. Jeg kan kun tage udgangspunkt i mig selv, og det eneste jeg kan sige er, at jeg er 26 år og stadig har problemer med noget så simpelt som at læse et ur. Dette skyldes hverken en blokering eller manglende undervisning – dette skyldes simpelthen at min hjerne har problemer med at forstå og huske sekvenser og spatiale opgaver. Samtidig indrømmer jeg gerne, at jeg er hunderæd og blokerer overfor at skulle arbejde med tal i forbindelse med decideret matematikundervisning – men tal i hverdagen er jeg ikke bange for, og jeg har ikke mulighed for at lave blokeringer da det er ting der simpelthen bare skal gøres. Jeg skal fra A til B, jeg skal vide hvad klokken er. Det irriterer mig gevaldigt at skulle bruge enorme kræfter på at gøre noget så simpelt som at gå på vaskeriet (hvilke grader betyder hvad, hvilket nummer havde vaskemaskinerne jeg tog, hvor mange mønter skal jeg have med mig, hvor lang tid plejer det at tage at tørre, hvor mange penge skal jeg putte i og så videre – simpelt for de fleste, svært for mig) – men irritation og blokering er ikke det samme. Det ved jeg – og det ved alle der har oplevet angst og blokeringer.

Naturligvis hjælper det enormt på indlæringen at angsten behandles og gennemarbejdes – her taler jeg igen ud fra egen erfaring. Det kan ikke ‘kurere’ mig, men jeg er meget overbevist om, at det i hvert fald vil gøre det lettere at lære. Undersøgelser viser, at mennesker med pseudo-dyskalkuli har stor gavn af undervisning der er rettet mod talblinde. Forskellen er, at de kommer videre når blokeringen forsvinder, hvor talblinde kan komme over blokeringen men stadig have de samme vanskeligheder med matematikken (Tony Attwood, Dyscalculia in schools – what it is and what you can do, 2002). Det, der helt og komplet har fjernet min blokering over for hverdagsmatematik jeg ikke kan undgå, er en udførlig diagnostisering og efterfølgende forklaring på, hvorfor det altid har været så svært for mig. Sagt med andre ord, er min angst overfor store dele af talbehandling forsvundet bare ved at vide, at mine vanskeligheder ikke er min skyld. En sætning som “du kan, hvis du vil” fra nok så velmenende lærere har i den grad været skyld i min blokering – for der var godt nok intet andet i verden jeg hellere ville, end forstå det der blev sagt. Og jeg kunne ikke svare andet end, “jeg kan ikke finde ud af det”, og så var det pludselig min egen skyld. Det var sådan min blokering viste sig. Når jeg går i baglås i dag, er jeg blevet så pædagogisk ved mig selv, at jeg tilføjer et enkelt ord i den sætning. “Jeg kan ikke finde ud af det  – endnu”. Dette fjerner min blokering og gør det til irritation i stedet. Og det er (sgu) okay at være irriteret over at have svært ved noget andre overhovedet ikke tænker over. Og når det er okay at være irritereret, åbner det op for min lyst til at fjerne irritationen ved at lære nye ting. Men det betyder ikke, at min talblindhed forsvinder. At det pludselig bliver let som ingenting at gå på vaskeriet. Det betyder bare, at jeg i det mindste har en chance for, at lære flere ting.

Dette blev et rodet indlæg – men som jeg nævnte, har jeg aldrig vidst hvad jeg skulle svare når jeg er blevet præsenteret for ideen om, at talblindhed ikke fandtes. Denne forklaring om forskellen på blokering og irritation, er det tætteste jeg kan komme på et svar.

Lars Ulriksen, lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet, ønsker en dansk undersøgelse af angst for matematik. Ja tak siger jeg – og helst på samtlige uddannelsesområder. Dette ville muligvis åbne op for at der blev oprettet en form for hjælp til mennesker med angst for matematik – både dem med pseudo-dyskalkuli og dem med en diagnose i rygsækken.

Et spørgsmål undervisere til stiller er, om matematikproblemer ikke bare være en blokering?

Det kan det sagtens. Der er ikke mange mennesker der har matematik som favoritfaget i skolen. De færreste husker deres matematiklærer som yndlingslæreren. Det kan være et svært fag, og når noget er svært, kan der opstå blokeringer der viser sig ved angst eller manglende koncentrationsevne.

Samtidig er der ikke en eneste talblind person, der ikke har en eller anden form for blokering overfor tal. Der er mange talblinde der direkte får angstanfald i timerne og under prøver. Angstanfald er alvorlige psyko-somatiske anfald der viser sig ved hjertebanken, åndenød, rysten med mere. Som man kan gætte sig til, har ikke mange talblinde mennesker successhistorier fra matematiktimerne, og hvis man samtidig ikke har vidst hvorfor det har været så svært, og derfor ikke har fået den nødvendige støtte, er det nærmest umuligt ikke at have udviklet en fobi for matematik.

Kun en diagnostisering vil kunne sige, om blokeringen er opstået på grund af decideret talblindhed, eller ‘bare’ det, at faget synes svært. Den svenske psykolog har navngivet dette problem som ‘pseudo dyskalkuli‘. Angstanfald og blokering kan være lige alvorlige for begge grupper. Heldigvis kan man gøre meget for at afhjælpe angstanfald og blokering – også for stærkt talblinde. En psykolog kan eventuelt inddrages, måske fra PPR. Nogle har gavn af åndedrætsøvelser, nogle finder ro ved at have praktiske hjælpemidler.

Fælles er, at angst / fobi for matematik, skal behandles på samme måde, som alle andre fobier.