Hvordan kan børn blive testet for talblindhed?
Børn under 18 har ret til at blive hjulpet via PPR - Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Dette er en ordning der findes i samtlige danske kommuner. Det er dog de færreste steder, der overhovedet er klar over, at talblindhed findes. Derudover er der en gruppe kommuner der ved det findes, men endnu ikke har fastlagt handlingsplaner når de står med et talblindt barn. Et fåtal har dog en smule erfaring, og nogle henviser til ordblindeinstitutter der har en vis erfaring med diagnostisering af dyskalkuli.
Hvis du mistænker at dit barn har talblindhed, skal du dog altid kontakte PPR. Det er deres opgave, og dit barns ret. Man kan kontakte PPR på egen hånd, men det er en god ide først at få en samtale med dit barns undervisere. Læreren kan eventuelt tage med til et PPR-møde, eller skrive en kort beskrivelse af hvor problemet ligger, som du kan have med til mødet. Kontakt skolen eller kommunen for informationer om PPR i din kommune.
Når dit barn skal testes, er det oftest WISC-III der bruges, sammen med eventuelle matematiske prøver. WISC er en intelligenstest rettet mod skolebørn mellem 6-16 år. Med den kan barnets udvikling følges løbende, og afvigelser herfra registreres. Testen bruges i en lang række sammenhænge lige fra vurdering af børn i PPR-regi til neuropsykologiske udredninger.
Man kan ikke blive diagnostiseret talblind hvis man ikke har en generel normal eller over normal IQ. WISC kan vise forskelle i dele af intelligenskvotienten - typisk har en talblind et lavt score ved de tal-orienterede delprøver, mens den verbale del-IQ er højere end normalt - det er den ofte dramatiske forskel der tydeliggør problemet, og hvor det helt specifikt har rod.
Testen består af 14 delprøver: syv sproglige prøver og syv handleprøver. De sproglige prøver er: Information, Ligheder, Regning, Ordforståelse, Omtanke og Talspændvidde forfra og bagfra. Disse udgør sammen den sproglige IK-skala. Handleprøverne er: Billedudfyldning, Kodning, Billedserier, Terningmønstre, Puslespil, Symboler og Labyrinter. Disse udgør sammen handle-IK-skalaen. Den sproglige IK-skala og handle-IK-skalaen kan lægges sammen og give den totale IK. Derudover kan opgaverne kombineres, så de afspejler de fire overordnede kognitive funktionsområder: sproglig forståelse, perceptuel organisation, opmærksomhedsstyring/arbejdshukommelse og forarbejdningshastighed. Disse fire kan så igen lægges sammen og give en generel færdighedsskala. Den generelle færdighedskvotient kan i nogle tilfælde være et mere præcist udtryk for barnets formåen end den totale intelligenskvotient. De danske normer er baseret på over 800 tilfældigt udvalgte og demografisk repræsentative børn. De danske normer er officielt godkendt af Harcourt Assessments psykometrikere. WISC-III må kun anvendes af psykologer.
Kommentarer
3 kommentarer til "Hvordan kan børn blive testet for talblindhed?"
-
Dror Kasinsky 9. juli 2009, 19:48
-
lea niemann 19. august 2009, 11:59
-
Hanne Christensen 9. oktober 2009, 10:33
vi har en datter på 11 som helt åbenlyst lider af talblindhed.
er det kun via ens kommune man kan gøre noget eller er der også noget i privat regi.
evt en privat lærer man kunne hyre til lidt ekstra undervisning.
vores datter har modtaget ekstra timer i mat. men som beskrevet glemmer hun det hele til næste gang.
venlig hilsen
dror k
mobil 30200422
Tak for denne dejlige og nødvendige hjemmeside.
Jeg har en 14-årig søn med dyskalkuli, og som andre har erfaret, hjælper hans støttetimer i matematik ham ikke synderligt, da han ikke undervises af “matematik-pædagoger” med kendskab til dyskalkuli.
Jeg har prøvet via ordblindeinstituttet og Danmarks Pædagogiske universitet at finde en kvalificeret “matematik-pædagog”, men jeg løber bare panden mod en mur.
Er der nogen der har kendskab til en “matematikpædagog”, der kan undervise et barn med dyskalkuli????
På forhand tak for evt. henvendelser
Med venlig hilsen
Lea Niemann, mor til Victor
privat telefon 45859285
arbejde 48296395
Jeg er studievejleder på et gymnasium og er stødt på en elev, der mener hun er talblind. Jeg er meget interesseret i hvordan man konkret hjælper gymnasieelever med talblindhed. Der er ikke megen viden om det i PPR systemet, men hvis du, Lea Niemann, har fået nogle henvendelser er jeg meget interesseret i at høre om det.
Med venlig hilsen
Hanne Christensen, arbj. tlf: 45832141

