“Hvor står de dog alene” – Knud Theil, Viceborgmester i Nyborg om talblinde
Konferencen under CSV SydØstFyn startede med et oplæg fra Knud Theil, viceborgmester i Nyborg. Det var et overraskende indlæg, hvor han delte, at hans barn har matematikvanskeligheder. For tyve år siden fandtes hjælpen ikke, og han konstaterede herefter, at hjælpen stadig ikke findes. Herefter kom Theil med eksempler på de vanskeligheder talblinde har.
“Hvor står de dog alene”, afsluttede han, og udtrykte håb om, at konferencen ville skabe fokus på et forsømt område, og ende med forslag til konkrete tiltag.
Herefter kom Jens Storm på banen. Storm er vicecenterleder CSV SydØstfyn. Han præsenterede kort baggrunden for projektet, foruden deltagerne i projektgruppen. CSV SydØstFyn har oplevet en vældig interesse for konferencen, og har måtte sige nej til flere deltagere, da der simpelthen ikke var plads til flere i lokalet. Fælles er, at alle efterlyser viden om talblindhed, accept og anerkendelse af selv samme, og hjælp til, at hjælpe talblinde elever. Flere i projektgruppen har baggrund i FVU (forberedende voksenundervisning) der for år tilbage satte fokus på matematik for voksne. De fandt dog ud af, at hjælpen ikke var tilstrækkelig for mennesker der havde gennemgribende vanskeligheder med tal – men var det talblindhed? Fælles var, at de ikke kunne finde undervisningsmetoder og hjælp til mennesker, der var talblinde. Forskningen er minimal i Danmark (og i resten af verden, red.), og der mangler viden. Derfor besluttede de, at de selv ville forsøge at oprette hjælpen.
Kommentarer
1 kommentar til "“Hvor står de dog alene” – Knud Theil, Viceborgmester i Nyborg om talblinde"
-
mohinga 15. juni 2010, 19:09
Ja, manden har fuldstændig ret.
Jeg har netop forsøgt at argumentere for at jeg har store problemer med at fungere på “standard”-præmisser og derfor har brug for støtte og uddannelse, hvis jeg skal fungere på arbejdsmarkedet, men det var mere eller mindre forgæves.

