Hvilken hjælp får talblinde?

Hvilken hjælp får talblinde, når de er blevet diagnosticeret?  Det var et af spørgsmålene panelet fik på konferencen. Og jeg kom hurtigt til at svare, “ingenting!”, nede fra rækkerne. Henrik Skovhus svarede det samme – at hjælpen ikke findes. Henrik Skovhus er speciallærer på Taleinstituttet Region Nordjylland og har erfaring med talblindhed. Henrik Skovhus nævnte, at SU-styrelsen har et system der hedder SPS – specialpædagogisk støtte. SPS hjælper studerende der har vanskeligheder af den ene eller anden art. Det kan være alt fra psykiske problemer til fysiske handicap og ordblindhed. Det kan både være økonomisk støtte i forhold til, at ens handicap eller problem gør, at man ikke kan klare et arbejde ved siden af studiet, men det kan også være hjælpemidler. Ordblinde elever får  eksempelvis undervisningsbøger på CD-rom, en lånecomputer og software til at hjælpe med oplæsning.

Men med talblindhed er der endnu ikke udviklet hjælpemidler. De få elever Henrik Skovhus kendte til, der faktisk havde fået støtte via SPS, havde fået ekstra undervisning. Men det kræver en grundig begrundelse for, hvorfor man har brug for støtten, før SPS tager sig af det. Det er meget sigende, at der overhovedet ikke nævnes talblindhed eller bare matematikvanskeligheder, på hjemmesiden for SPS, eller i deres informationsmaterialer generelt. Talblindhed er dog et anerkendt handicap, hvilket betyder, at talblinde har ret til hjælp ifølge serviceloven.

Ekstra undervisning er i øvrigt ikke nok i sig selv – der skal specialundervisning til. Og som mange mener, blandt andet Bjørn Adler, er det slet ikke ekstra tid talblinde har brug for. Tværtimod mener han og andre, at den bedste indlæring for talblinde sker, når det er meget korte intervaller. Fra fem til 15 minutter ad gangen. Det er i forbindelse med, at talblindhed er et arbejdshukommelsesproblem – men det er stof et helt andet blogindlæg.

Henrik Skovhus blev senere spurgt hvad han gør ved den manglende hjælp til mennesker med dyskalkuli. Det kunne han ikke svare på, men mener der skal iværksættes to ting generelt;

1: “Positiv stigmatisering” – det vil sige diagnosticering af problemet, og flere skal undersøges. Der er meget, meget få mennesker der bliver testet for talblindhed. Dette mener jeg klart er i forbindelse med, at de færreste mennesker overhovedet ved, at dyskalkuli findes – undervisere såvel som talblinde. Andre større grunde til manglende diagnosticering er en tro på, at der ikke findes et matematisk handicap, og derudover berøringsangst i forhold til at stigmatisere. Jeg har snakket med tusindvis af talblinde over hele verden, og har aldrig mødt mennesker der har været andet end lykkelige for, at få et navn for de problemer de har. Vi skal ikke være bange for, at stigmatisere. Det fik jeg heldigvis nævnt højt og tydeligt, og Bjørn Alder var enig.

Dyskalkuli er ikke en undskyldning

- dyskalkuli er en forklaring

Det er det manglende begreb for de vanskeligheder talblinde støder på, der er stigmatiseringen – ikke ordet dyskalkuli. Når der ikke er et ord for det, at man er voksen og har svært ved at læse et ur, så bliver ordet automatisk til ‘dum’. Og som før nævnt, er det ikke muligt at være ‘dum’ og have dyskalkuli på samme tid!

2: Der skal udvikles hjælpemidler.

Min egen vurdering er, at diagnosticering er første skridt – det lød til, at Henrik Skovhus og Bjørn Adler mente det samme. For det første da det kan være der slet ikke er tale om dyskalkuli, men i stedet generelle matematikvanskeligheder eller pseudo-dyskalkuli (angst for matematik). For det andet for at få et indblik i, og forståelse for, hvor problemet med matematik overhovedet opstår hos den enkelte. Der er er nemlig flere årsager, og flere typer af vanskeligheder. Man skal vide hvor styrkerne og svaghederne er, for at kunne undervise optimalt. Det nytter ikke at bruge visuelle/spatiale undervisningsmetoder for eleven der har stærke problemer med det visuelle/spatiale, som eksempel.

Kommentarer