CSV SydØstfyn har fået mange, mange henvendelser i forbindelse med deres forskningsprojekt omkring diagnosticering af dyskalkuli. Så mange, at de desværre må stoppe for tilmelding - i hvert fald indtil alle jer der allerede har henvendt jer, og alle der er kommet på venteliste, har været igennem testning.

Behovet for diagnosticering i Danmark er enormt - men det tilbydes ikke mange steder. Hvis du er under 18 år, skal du / dine forældre / din lærer kontakte PPR. Det er PPR’s opgave at finde diagnosticeringsmuligheder og opstarte eventuel specialundervisning og støtte for alle under 18 år.

Voksne kan prøve at henvende sig på Taleinstituttet i Aalborg (kontaktperson: Henrik Skovhus - hensko@rn.dk - Tlf. 98 144 144) - Hovedstadens Ordblindeskole på Østerbro i København - eller Ordblindeinstituttet i Ballerup. Man kan søge om økonomisk støtte til at betale for diagnosticering. Hvis du allerede har kontakt til eksempelvis socialrådgiver eller jobcenter, er det her du skal henvende dig. Alle danskere har en sagsbehandler - henvend dig til din kommune.

Uanset om du er barn, voksen, forælder eller lærer, er det vigtigt at du har en grundlæggende forståelse for hvad talblindhed er, for at kunne forklare hvilken hjælp det er du søger - og hvorfor. Dette er nødvendigt, da talblindhed er så ukendt et problem at det hurtigt kan blive fejet af bordet. Brug lidt tid her på siden, print alt du vil, skriv noter.

• Hvad er talblindhed? Bliv mini-ekspert. Husk at fortælle, at det er anerkendt af WHO.
• Hvorfor har jeg brug for diagnosticering?
• Hvad skal jeg bruge et ‘bevis’ til?
• Er det for at klare min uddannelse bedre - ret til specialundervisning og støtte?
• Hvad betyder det for mit liv at have problemer med tal?

Alternativt kan du finde sparegrisen frem og springe over både køer og ansøgninger - men det koster altså alt mellem 6000 (seks tusinde) og 10.000 (ti tusinde) at blive testet for dyskalkuli i Danmark.

TALBLIND.DK er nu også på Twitter - kom og følg os!

Vi er i øvrigt også på Facebook - bliv medlem af gruppen og snak med hinanden.

• Lea fra Århus leder efter en kvalificeret underviser til sin 14-årige talblinde søn, der ikke får den undervisning han har brug for i folkeskolen.

• Hanne, studievejleder på et gymnasium, søger konkrete erfaringer med undervisning af talblinde, da det lokale PPR ikke kan hjælpe.

• Jannie fra Undløse, Michael fra Århus, Julie 1 fra Nykøbing F., Julie 2 fra Hinnerup, Camilla fra Vejle, Jessie fra Gilleleje, Karina fra Svendborg, Mia fra Næstved, Peter fra Frederikssund, Carsten fra Esbjerg, Anne fra Ølstykke, Hanne fra Vordingborg, Maria fra Galten, Ida-marie fra Odense og 20-30 andre fra hele Danmark søger et sted at blive testet for talblindhed. For tiden er Taleinstituttet i Aalborg det eneste sted i Danmark der selv fortæller, at de tester for talblindhed. Ordblindeinstituttet i København og Hovedstadens Ordblindeskole har en smule erfaring. Læs mere om tests af børn her - og voksne her.

• Mette, skribent på talblind.dk, søger undervisere der har lyst til at hjælpe til. Ved alt om at være talblind, men intet om undervisning. Du behøver ikke vide alt om talblindhed - bare du har interesse for emnet.

Kontakt info@talblind.dk for videre kommunikation.

[There is a video that cannot be displayed in this feed. Visit the blog entry to see the video.]

Musik af Moby, der har givet talblind.dk tilladelse til at bruge hans nummer ‘Dashed Ambitions’.  Denne video må bruges i alle fora. Originalfilen kan efterspørges via mail.

Det er et af de punkter ved min talblindhed jeg finder enormt ydmygende - for de tror sgu aldrig på at jeg er mig, når jeg beder om at få mit kort igen, og få tilsendt en ny kode. Det sker 4-5 gange om året, så det burde egentlig ikke være noget specielt. Alt fornuft i mig skriger, at jeg ikke burde sidde og føle mig så dum lige nu - jeg ved, at jeg er et intelligent menneske der bare har nogle specifikke vanskeligheder. Men når jeg står og er helt blank når jeg skal huske fire små tal, så mister jeg fornuften.

Det ville være så meget lettere, hvis alle bankassistenter kendte til dyskalkuli. Måske jeg skulle lave en lille folder, som kan forklare det til folk?

Mette Christoffersen

Der er for tiden gang i et par debatter omkring sansemæssig overfølsomhed - på engelsk Sensory Processing Disorder - på The Dyscalculia Forum. Mange medlemmer synes at være sansemæssigt overfølsom i større eller mindre grad. Jeg er aldrig stødt på forskning der har sat dyskalkuli sammen med sansemæssig overfølsomhed, men det udelukker ikke en forbindelse - det er blot et udtryk for mangel på forskning. Sansemæssig overfølsomhed er dog sat i forbindelse med eksempelvis autismespektret, ADD/ADHD og dysleksi. Også børn og voksne der ikke har problemer af anden art, kan være sansemæssigt overfølsomme. Ydermere er der forskning der viser, at mennesker med genet der giver rødt hår er mere sensitive end normalt.

Sansemæssig overfølsomhed kan beskrives som en slags allergi overfor indtryk af forskellig art - synet, hørelsen, smagen, lugtesansen og følesansen kan være påvirket. Vi kender alle til irritation over ting der går ind gennem sanserne - barnet der skriger i køen til kassen, eller lugten af røg hvis man ikke selv ryger. Det er normalt.

Prøv at forestille dig den allerværste omgang snorken du har været udsat for. Den, der borede sig langt ind under din hud og holdt dig vågen i flere timer. Sådan kan et lille ur der tikker, virke på det sansemæssigt overfølsomme menneske.

Mennesker der er overfølsomme sansemæssigt bliver dog påvirket af de helt små ting. Prøv at forestille dig den allerværste omgang snorken du har været udsat for. Den, der borede sig langt ind under din hud og holdt dig vågen i flere timer. Sådan kan et lille ur der tikker, virke på det sansemæssigt overfølsomme menneske. Når en i nærheden hoster uventet kan det føles som en tryklufthammer, sollys kan give migræneanfald, smagen af peber på frikadellen kan være så voldsom at det virker som chili, lugten af benzin giver kvalme, tøj af nylon eller uld kan gøre fysisk ondt at have på, uventede kram fra ens egen mor kan virke som et sansemæssigt overfald. Dette er bare et par eksempler fra debatten - og beskriver såmænd også mig.

Det kan gøre hverdagen meget besværlig at være sansemæssigt overfølsom. Lysstofrør i klasseværelset kan hæmme indlæringen for det sansemæssigt overfølsomme barn - man kan høre det pibe, og mærke det skarpe lys helt ind i kroppen. At lege og lave sport kan være så overvældende fysisk, at barnet vælger det fra - og her taler vi ikke om at blive forpustet, men bare det at røre en ru og kold basketball. Børn larmer, griner, råber og snakker højt. Det kan gøre det sansemæssigt overfølsomme barn fysisk utilpas i sådan en grad, at det slet ikke er sjovt at komme i børnehave eller skole.

At lege og lave sport kan være så overvældende fysisk, at barnet vælger det fra - og her taler vi ikke om at blive forpustet, men bare det at røre en ru og kold basketball.

Voksne er også meget påvirket i hverdagen. Det være et problem at koncentrere sig om en samtale når der snakkes i baggrunden, det kan være umuligt at køre bil fordi lugten af benzin giver migræneanfald, det kan være fysisk udmattende at arbejde på et kontor med lysstofrør - ja, alt hvad ens sanser skal modstå i livet kan være et problem.

Om det at være sansemæssigt overfølsom har bund i, at man har højere udviklede sanser end andre, vides ikke med sikkerhed endnu. En anden teori går på, at sansemæssigt overfølsomme mennesker har den samme grad af sanser som alle andre, men bare rent ud sagt er meget følsomme fordi hjernen har svært ved at forstå de signaler kroppen sender - og hermed bliver ligegyldige sanseindtryk ikke hæmmet undervejs. Man tuner ind på alle de indtryk man får, som var barnegråden og urets tikken en radiostation.

Sansemæssig overfølsomhed - er det noget DU er påvirket af?

Kilder:

Sensory Processing Disorder

Sensory Processing Disorder Foundation

Ingeniøren - Rødhårede har lavere smertetærskel.

Så er talblind.dk tilbage efter sommerferien, og kan starte ud med en rigtig god nyhed.

Center for Specialundervisning for Voksne, CSV SydØstfyn har fået 200.000 (to hundrede tusinde) kroner af Undervisningsministeriet, til forskning i dyskalkuli. Specialpaedagogik.dk skriver, at det bliver et forskningsprojekt orienteret mod voksne talblinde.

Så vidt vi ved på talblind.dk, er det første gang Undervisningsministeriet har tildelt penge specifikt til forskning i talblindhed.

Vicecenterleder Jens Storm fra CSV SydØstfyn forklarer, at de mangler viden om talblindhed, når de skal hjælpe talblinde målrettet, på lige fod med den hjælp ordblinde i dag tilbydes. Undervisningsministeriet gav penge til projektet på dette grundlag.

Eksperterne i projektet er professor Lena Lindenskov, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, formand for opgavekommissionen Kent Meistrup Hansen, VUC-Fyn, cand.psyk. Steen Hilling, der har udviklet PAS-systemet (Pædagogisk Analyse System), pædagogisk konsulent i PPR i Svendborg Steen Polk, der er formand for Danmarks Specialpædagogiske Forening, og konsulent Pernille Pind.

“En norsk forsker prøver at finde ud af, hvad det betyder for indlæringen af matematik, at børn har for eksempel ADHD eller autisme. Men man bør også finde ud af, hvordan de børn, der alene har matematikvanskeligheder, adskiller sig fra andre elever, så man kan få et indblik i, hvad der skal til for, at de kan lære matematik”. Pernille Pind på specialpaedagogik.dk.

Der afholdes en minikonference i slutningen af denne måned, og i maj 2010 bliver der afviklet en afsluttende konference, hvor resultaterne bliver præsenteret. Detaljer om konferencerne kommer her på talblind.dk snarest muligt.

Læs hele artiklen på http://www.specialpaedagogik.dk/ObjectShow.aspx?objectid=58652

[There is a video that cannot be displayed in this feed. Visit the blog entry to see the video.]

Cher droppede ud af high school som 16-årig, da det var for svært for hende at klare sig. Hun kendte hverken til ordblindhed eller talblindhed før senere i sit liv.

Meget kan man sige om Cher, men alle kan vist være enige om, at hun er nået langt i et liv, der har budt på mange store udfordringer.

I dag har jeg endnu engang været ude med flyers om talblindhed. De bliver hængt op lidt rundt omkring når jeg bevæger mig rundt i København, og nogle dage tager jeg den helt store tur med en kæmpe bunke løbesedler, tape og tegnestifter i lange baner. Er det sådan du har fundet siden?

Talblindhed er et ukendt problem. Det er det problem, der er det største for talblinde i dag. Når ingen ved at det findes, og ingen derfor spørger om hjælp, findes hjælpen ikke. Formålet med denne side er, at sprede ordet. Helt bogstaveligt - talblindhed findes! Talblindhed er en anerkendt diagnose i WHO ICD-10!  Talblindhed gør, at millioner af mennesker over hele kloden har store problemer med at klare uddannelse, arbejde og hverdagen. Talblindhed behøver ikke være en hindring i livet. Vi skal bare have hjælp til at kunne klare os selv. Jeg vover at påstå, at der er intet andet talblinde hellere vil, end at kunne forstå de tal vi støder på i livet, og dermed klare os selv i det lange løb.

Der er ikke nogen der spreder ordet for os - vi bliver nødt til at gøre det selv. Du kan også hjælpe. Du kan printe vores flyer og hænge den på opslagstavlen i dit lokale supermarked, på din skole, dit arbejde, dit vaskeri, dit bibliotek.

Talblind.dk er en infoside der skal sprede ordet, og et forum for talblinde, undervisere og forældre. Intet mindre, intet mere. Talblind.dk kører helt frivilligt, og der bliver hverken nu eller i fremtiden tjent penge på siden. The Dyscalculia Forum, den internationale søsterside, har kørt på samme måde i over fire år. Talblind.dk ejes af alle der har lyst til at bruge siden. Det eneste du ‘reklamerer’ for ved at sætte flyers op, er, at talblindhed findes.

Gør en god gerning; brug et stykke papir og lidt blæk på at hjælpe andre talblinde, der stadig går rundt og tror de er dumme og dovne. FLYER OM TALBLINDHED.

Talblind.dk får utroligt mange hits fra folk der søger på en online test for talblindhed. Det finder du ikke her. Det er umuligt at teste folk for talblindhed via en online test. Der findes et par enkelte sider på engelsk der reklamerer med tests, men det er i virkeligheden intet andet end en liste med symptomer du kan sætte kryds ved. En sådan test kan ikke gøre andet end at vise om der måske er grund til, at blive testet rigtigt.

En rigtig test for dyskalkuli tager flere timer, der oftest spredes over flere dage, da det kræver høj koncentration. Denne test udføres af en psykolog der er specialiseret på området for indlæringsvanskeligheder. I Danmark bruger man oftest WISC (børn) og WAIS (voksne) i forbindelse med talblindhed. Der er meget få psykologer i Danmark der har erfaring indenfor talblindhed, men WISC/WAIS bruges i mange andre sammenhænge, så de er trænet i at bruge systemet.

WISC og WAIS kan vise forskelle i dele af intelligenskvotienten - typisk har en talblind et lavt score ved de tal-orienterede delprøver, mens den verbale del-IQ er højere end normalt - om end ikke når der er tale om samtidig dysleksi. Det er den ofte dramatiske forskel der tydeliggør problemet, og hvor det helt specifikt har rod. Derudover viser testen om der er problemer med arbejdshukommelsen, sekvenser, og mange andre faktorer der gør sig gældende ved talblindhed. WAIS er den måske mest anerkendte og anvendte intelligenstest til voksne i verden. Sammen med WISC og WPPSI udgør den et komplet intelligenstestningsbatteri, der strækker sig fra 2½-90-årsalderen. Den indgår rutinemæssigt i langt de fleste psykologiske undersøgelser og vurderinger, herunder vurdering af intelligens såvel som neuropsykologiske undersøgelser.

Nogle psykologer bruger matematiske prøver i samarbejde med WISC/WAIS, for at afgøre hvilket trin klienten er på, når der testes for talblinded.

Du kan læse mere om diagnostisering af talblindhed for børn her - og for voksne her.

Hvilken hjælp får talblinde, når de er blevet diagnosticeret?  Det var et af spørgsmålene panelet fik på konferencen. Og jeg kom hurtigt til at svare, “ingenting!”, nede fra rækkerne. Henrik Skovhus svarede det samme - at hjælpen ikke findes. Henrik Skovhus er speciallærer på Taleinstituttet Region Nordjylland og har erfaring med talblindhed. Henrik Skovhus nævnte, at SU-styrelsen har et system der hedder SPS - specialpædagogisk støtte. SPS hjælper studerende der har vanskeligheder af den ene eller anden art. Det kan være alt fra psykiske problemer til fysiske handicap og ordblindhed. Det kan både være økonomisk støtte i forhold til, at ens handicap eller problem gør, at man ikke kan klare et arbejde ved siden af studiet, men det kan også være hjælpemidler. Ordblinde elever får  eksempelvis undervisningsbøger på CD-rom, en lånecomputer og software til at hjælpe med oplæsning.

Men med talblindhed er der endnu ikke udviklet hjælpemidler. De få elever Henrik Skovhus kendte til, der faktisk havde fået støtte via SPS, havde fået ekstra undervisning. Men det kræver en grundig begrundelse for, hvorfor man har brug for støtten, før SPS tager sig af det. Det er meget sigende, at der overhovedet ikke nævnes talblindhed eller bare matematikvanskeligheder, på hjemmesiden for SPS, eller i deres informationsmaterialer generelt. Talblindhed er dog et anerkendt handicap, hvilket betyder, at talblinde har ret til hjælp ifølge serviceloven.

Ekstra undervisning er i øvrigt ikke nok i sig selv - der skal specialundervisning til. Og som mange mener, blandt andet Bjørn Adler, er det slet ikke ekstra tid talblinde har brug for. Tværtimod mener han og andre, at den bedste indlæring for talblinde sker, når det er meget korte intervaller. Fra fem til 15 minutter ad gangen. Det er i forbindelse med, at talblindhed er et arbejdshukommelsesproblem - men det er stof et helt andet blogindlæg.

Henrik Skovhus blev senere spurgt hvad han gør ved den manglende hjælp til mennesker med dyskalkuli. Det kunne han ikke svare på, men mener der skal iværksættes to ting generelt;

1: “Positiv stigmatisering” - det vil sige diagnosticering af problemet, og flere skal undersøges. Der er meget, meget få mennesker der bliver testet for talblindhed. Dette mener jeg klart er i forbindelse med, at de færreste mennesker overhovedet ved, at dyskalkuli findes - undervisere såvel som talblinde. Andre større grunde til manglende diagnosticering er en tro på, at der ikke findes et matematisk handicap, og derudover berøringsangst i forhold til at stigmatisere. Jeg har snakket med tusindvis af talblinde over hele verden, og har aldrig mødt mennesker der har været andet end lykkelige for, at få et navn for de problemer de har. Vi skal ikke være bange for, at stigmatisere. Det fik jeg heldigvis nævnt højt og tydeligt, og Bjørn Alder var enig.

Dyskalkuli er ikke en undskyldning

- dyskalkuli er en forklaring

Det er det manglende begreb for de vanskeligheder talblinde støder på, der er stigmatiseringen - ikke ordet dyskalkuli. Når der ikke er et ord for det, at man er voksen og har svært ved at læse et ur, så bliver ordet automatisk til ‘dum’. Og som før nævnt, er det ikke muligt at være ‘dum’ og have dyskalkuli på samme tid!

2: Der skal udvikles hjælpemidler.

Min egen vurdering er, at diagnosticering er første skridt - det lød til, at Henrik Skovhus og Bjørn Adler mente det samme. For det første da det kan være der slet ikke er tale om dyskalkuli, men i stedet generelle matematikvanskeligheder eller pseudo-dyskalkuli (angst for matematik). For det andet for at få et indblik i, og forståelse for, hvor problemet med matematik overhovedet opstår hos den enkelte. Der er er nemlig flere årsager, og flere typer af vanskeligheder. Man skal vide hvor styrkerne og svaghederne er, for at kunne undervise optimalt. Det nytter ikke at bruge visuelle/spatiale undervisningsmetoder for eleven der har stærke problemer med det visuelle/spatiale, som eksempel.

Björn Adler bruger altid fire punkter, når han skal forklare matematikvanskeligheder. Jeg har sikkert nævnt dem før - men her er de igen:

1) Akalkuli, som betegner fuldstændig manglende evne til at regne. Dette ses oftest hos mennesker med udviklingshæmning samt hjerneskadede. Akalkuli har sit eget kapitel i WHO ICD-10.

2) Dyskalkuli (talblindhed), som er specifikke vanskeligheder med dele af matematikken. Mennesker med dyskalkuli har brug for specialundervisning, men det første skridt er en diagnosticering, for at finde ud af hvad årsagen er hos den enkelte. Man kan ikke blive kureret for dyskalkuli, men graden kan ændre sig hele livet. Det der især kendetegner talblinde er, at de er i stand til at lære - men har glemt alt om hele processen et kvarter senere. Jeg kommer ind på hans idéer til undervisning af talblinde i et senere blogindlæg.

3) Generelle matematikvanskeligheder. Matematik er svært! Desuden mener Adler, at der i denne gruppe er mennesker med en IQ i den lavere ende, dog stadig i normalområdet. Det er ’sløseri’ at bruge ressourcer på specialundervisning af denne gruppe ifølge Adler, da det ikke er specielle metoder de har brug for. Mennesker med generelle matematikvanskeligheder kan derimod hjælpes ved at bruge et langsommere tempo.

4) Pseudo-dyskalkuli, hvor der er tale om følelsesmæssige blokeringer. Adler kalder det “XYZ-allergi”. Det kan afhjælpes via terapisamtaler. Et andet tip var, at skrive succesoplevelser ned hver undervisningstime. Min egen vurdering er, at der ikke findes en talblind i hele verden, der ikke har en eller anden form for blokering overfor matematik - så jeg tror at mange med diagnosen dyskalkuli kan have gavn af samme metoder der bruges ved angst for matematik, pseudo-dyskalkuli.

Man kan via diagnosticering - oftest bruges WISC og WAIS - finde ud af, om der er tale om dyskalkuli, pseudo-dyskalkuli, generelle matematikvanskeligheder eller akalkuli.

For at komme tilbage til Björn Adlers oplæg på konferencen, så kan jeg fortælle, at fokus var generel information om hvad talblindhed er. Eller, dyskalkuli. Potayto, potarto! Det er en god start, eftersom mange deltagere nok ikke havde den større viden om dyskalkuli. Adler nævnte rigtig mange ting på den korte tid han havde, så det bliver delt op i flere blogindlæg.

Det første Adler fik slået fast var, at talblinde har en normal eller over normal IQ. Dette er også nævnt i den medicinske betegnelse for talblindhed hos WHO ICD-10. Den høje begavelse er også hvad jeg er stødt på hos de mennesker jeg har snakket med i løbet af de sidste mange år. Man behøver bare at bruge 10 minutter på The Dyscalculia Forum, så er man stødt på MENSA-medlemmer, forskere, computernørder og deslige. Min egen diagnosticering af dyskalkuli viste en normal generel IQ, med en høj verbal IQ. Den matematiske var dog lav. Nu er jeg jo talblind, så kan ikke huske om det er helt korrekt, men mener det var noget i retningen af: Generelt: 107, Verbal: 127, matematisk/logisk: 86. Normalområdet hedder 90-110. Dette sving i de forskellige IQ-typer er et generelt billede for talblinde - det er sådan man opdager problemet og er et diagnosticeringskriterium. Det er netop svinget der gør problemet endnu større. Eksempelvis kan der også være tale om massive talproblemer hos den talblinde der har en matematisk/logisk IQ i normalområdet, men hvor andre IQ-dele er i genistørrelse. Men, den generelle ‘overall’ IQ er at finde i normalområdet eller over normalområdet. Hvis der er tale om en lavere IQ end normalområdet, er problemet akalkuli - ikke dyskalkuli.

Han fortalte også, at nogle talblinde klarer sig enormt dårligt på det lave niveau med de fire regnearter, mens det pludselig går nemmere når der er højere tal i spil. Dette forklarede han meget simpelt:

Lave tal: Hentes i hukommelsen
Høje tal: Hentes i forståelsen

Og det hænger fint sammen med, at talblindhed oftest har baggrund i et arbejdshukommelsesproblem - samt at der ikke er noget galt med forståelsen, da talblinde er normaltbegavede eller derover. Nogle mener, at Einstein var talblind, da han netop havde store problemer med de små tal. Dem fik han andre til at ordne for sig!

En fællesnævner for alle oplæg, var generel information om hvad matematikvanskeligheder og dyskalkuli er, og en debat om terminologien for matematikvanskeligheder. Terminologien synes jeg er et rigtigt spændende emne, for som en deltager sagde (Michael Wahl Andersen, forfatter til mange bøger om matematikundervisning herunder oversatte hæfter om dyskalkuli) er det svært at arbejde fælles for at hjælpe mennesker med dyskalkuli, når der endnu ikke er en fast enighed om, hvad det betyder. Dyskalkuli er medicinsk anerkendt af WHO og DSM, verdens to største og mest bruge diagnosticeringsmanualer - men de beskriver dyskalkuli meget kort, og nævner ikke alle de vanskeligheder mennesker med dyskalkuli har. Herudover ligger der et problem i, at ingen talblind ligner den anden talblinde, og at der er forskellige former for og grunde til dyskalkuli. Og så er der i øvrigt også en gruppe af forskere der ikke vil bruge ordet dyskalkuli, men i stedet ‘regnehuller’.

Som den svenske psykolog Bjørn Adler smukt sagde det, er der dog ingen tvivl om, at det for den talblinde ikke hedder regnehuller, men en regnelavine!

Det lød dog til, at der var enighed om, at ordet ‘talblindhed’ var et forkert ord. Jeg er sådan set enig i, at ordet ikke er et godt begreb for de problemer vi talblinde støder på - for vi kan jo godt se tallene, og i øvrigt handler det om så meget mere end tal. Men i og med at dysleksi hedder ordblindhed, hedder dyskalkuli altså talblindhed.

Dyskalkuli er for mig det korrekte ord. Men jeg bruger næsten kun begrebet talblindhed - og det er der en simpel grund til. Ingen ved hvad dyskalkuli betyder. Ingen stopper op, når de hører ordet. Ingen kigger nærmere, hvis de ser ordet i avisen. Ordet dyskalkuli har for tiden ingen effekt når det handler om at fange øjne og ører. Men talblindhed - det er et ord alle kan forholde sig til og hurtigt forstå, da ordblindhed er et alment kendt begreb. Og folk stopper op, når de hører ordet talblindhed.

Altså bruger jeg ordet talblindhed som et slags kælenavn, da det er dette ord der har mest effekt i forhold til at sprede viden om, at det faktisk findes - om det så hedder dyskalkuli eller talblindhed.

Navne og ansigter er ofte et problem for talblinde. Der findes udover det et handicap der hedder ‘prosopagnosi’- på godt dansk ansigtsblindhed, som to procent af verdens befolkning siges at have. De fleste har det i mild grad, men en del har det i så ekstrem form, at de ikke kan genkende deres egne børn eller deres eget spejlbillede.

Jeg har det slet ikke i så høj grad. Jeg kan genkende mennesker jeg kender godt, men det tager lang tid at få nye ansigter klistret fast. Jeg kan gå op og ned af en ny kollega hver dag i en måned, som jeg stadig lige skal kigge en ekstra gang på, for at vide hvem personen er. Mit problem med ansigter er også, at jeg ikke kan ‘finde dem frem’ i mit hoved. Jeg kan genkende min mor når jeg ser hende, men hvis du beder mig om at beskrive hende uden hun står foran mig, kan jeg ikke finde hendes ansigt frem på min skærm. Kognitivt ved jeg, at hun er lidt lavere end mig og har kort lyst hår - men det visuelle billede mangler, så mere information kan jeg ikke give.

Jeg læste for et stykke tid siden et interview med Kronprinsesse Victoria, hvor hun fortalte om hendes ansigtsblindhed og problemer med at huske navne. Det må godt nok være besværligt når ens liv handler om at netværke!

Det er også enormt svært, når man arbejder med børn. Jeg skal til at lære 40 nye navne og sætte dem sammen med 40 ansigter. De to forrige gange jeg har skullet dette, fik jeg institutionerne til at give mig et billede med børnene med hjem, hvor deres navne stod på. Og så øvede jeg, og øvede, og øvede. Det virker lidt. Hvilket vil sige, at nogle navne og ansigter sætter sig hurtigere fast, end da jeg ikke havde fundet denne metode. Men jeg er ikke tilfreds med, at det kun virker lidt - det skal virke helt.  Når det kommer til alt andet end navne og ansigter, er jeg dog enorm god til at huske detaljer om de mennesker jeg møder i det pædagogiske arbejde. Hvorfor er det, at jeg kan huske, at ‘Emma’ elsker agurker og at kælke med sin far, mistede sin mælketand sidste sommer, bor på Østerbrogade, har gulblomstrede vanter, en yndlingsdukke hun havde med for flere måneder siden, og en tante i Sverige der er advokat - men ikke kan huske Emmas navn? Min hjerne er et mysterium for mig, som jeg hver eneste dag prøver at løse.

Fortæl endelig hvis der er noget der virker for dig, der måske kunne virke for mig og andre.

Yderligere information om prosopagnosi:

Artikel fra Månedsskrift for praktisk lægegerning om ansigtsblindhed

Artikel fra Illustreret Videnskab om ansigtsblindhed

Test dig selv for ansigtsblindhed

Videnskab.dk skriver i dag

Det kan alle talblinde nikke genkendende til.

Samtidig er der utroligt mange der viser tegn på talblindhed på grund af matematikangst, uden egentlig at være talblinde. Dette kaldes pseudo-dyskalkuli - altså falsk talblindhed.

Rigtig mange undervisere fra hele verden går efter ideologien om, at talblindhed ikke findes - at der kun findes matematikblokeringer og dårlig undervisning. At pseudo-dyskalkuli er den eneste form for dyskalkuli der eksisterer. Dette er en sætning jeg møder hver eneste dag, og jeg har altid haft svært meget ved at forholde mig til den.

Jeg er ikke underviser - jeg er bare talblind. Jeg kan kun tage udgangspunkt i mig selv, og det eneste jeg kan sige er, at jeg er 26 år og stadig har problemer med noget så simpelt som at læse et ur. Dette skyldes hverken en blokering eller manglende undervisning - dette skyldes simpelthen at min hjerne har problemer med at forstå og huske sekvenser og spatiale opgaver. Samtidig indrømmer jeg gerne, at jeg er hunderæd og blokerer overfor at skulle arbejde med tal i forbindelse med decideret matematikundervisning - men tal i hverdagen er jeg ikke bange for, og jeg har ikke mulighed for at lave blokeringer da det er ting der simpelthen bare skal gøres. Jeg skal fra A til B, jeg skal vide hvad klokken er. Det irriterer mig gevaldigt at skulle bruge enorme kræfter på at gøre noget så simpelt som at gå på vaskeriet (hvilke grader betyder hvad, hvilket nummer havde vaskemaskinerne jeg tog, hvor mange mønter skal jeg have med mig, hvor lang tid plejer det at tage at tørre, hvor mange penge skal jeg putte i og så videre - simpelt for de fleste, svært for mig) - men irritation og blokering er ikke det samme. Det ved jeg - og det ved alle der har oplevet angst og blokeringer.

Naturligvis hjælper det enormt på indlæringen at angsten behandles og gennemarbejdes - her taler jeg igen ud fra egen erfaring. Det kan ikke ‘kurere’ mig, men jeg er meget overbevist om, at det i hvert fald vil gøre det lettere at lære. Undersøgelser viser, at mennesker med pseudo-dyskalkuli har stor gavn af undervisning der er rettet mod talblinde. Forskellen er, at de kommer videre når blokeringen forsvinder, hvor talblinde kan komme over blokeringen men stadig have de samme vanskeligheder med matematikken (Tony Attwood, Dyscalculia in schools - what it is and what you can do, 2002). Det, der helt og komplet har fjernet min blokering over for hverdagsmatematik jeg ikke kan undgå, er en udførlig diagnostisering og efterfølgende forklaring på, hvorfor det altid har været så svært for mig. Sagt med andre ord, er min angst overfor store dele af talbehandling forsvundet bare ved at vide, at mine vanskeligheder ikke er min skyld. En sætning som “du kan, hvis du vil” fra nok så velmenende lærere har i den grad været skyld i min blokering - for der var godt nok intet andet i verden jeg hellere ville, end forstå det der blev sagt. Og jeg kunne ikke svare andet end, “jeg kan ikke finde ud af det”, og så var det pludselig min egen skyld. Det var sådan min blokering viste sig. Når jeg går i baglås i dag, er jeg blevet så pædagogisk ved mig selv, at jeg tilføjer et enkelt ord i den sætning. “Jeg kan ikke finde ud af det  - endnu”. Dette fjerner min blokering og gør det til irritation i stedet. Og det er (sgu) okay at være irriteret over at have svært ved noget andre overhovedet ikke tænker over. Og når det er okay at være irritereret, åbner det op for min lyst til at fjerne irritationen ved at lære nye ting. Men det betyder ikke, at min talblindhed forsvinder. At det pludselig bliver let som ingenting at gå på vaskeriet. Det betyder bare, at jeg i det mindste har en chance for, at lære flere ting.

Dette blev et rodet indlæg - men som jeg nævnte, har jeg aldrig vidst hvad jeg skulle svare når jeg er blevet præsenteret for ideen om, at talblindhed ikke fandtes. Denne forklaring om forskellen på blokering og irritation, er det tætteste jeg kan komme på et svar.

Lars Ulriksen, lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet, ønsker en dansk undersøgelse af angst for matematik. Ja tak siger jeg - og helst på samtlige uddannelsesområder. Dette ville muligvis åbne op for at der blev oprettet en form for hjælp til mennesker med angst for matematik - både dem med pseudo-dyskalkuli og dem med en diagnose i rygsækken.

Lidt længere nede på denne side kan du finde mere information - eller du kan trykke her.

Så hvis du har flere pinkoder hos Nykredit eller Danske Bank, er det da bare at gå ned og få samme kode på alle kort.  Så er der i det mindste kun en enkelt kode du skal huske. Det var bare lige et hurtigt tip fra mig - håber alle har nydt påsken.

I dag ville arkitekten Jørn Utzon have fyldt 91 år - han døde i november 2008 af et hjertetilfælde. Utzon nåede at nævne sine problemer med bogstaver og tal en del gange i medierne. Blandt andet i denne artikel, hvor han sagde:

Jeg blev ikke ingeniør, fordi jeg både lider af dysleksi og mangel på matematisk indsigt. Man skal have en god matematisk hjerne for at blive ingeniør. Husk at geometri er noget ganske andet. Som en kompensation for disse handicap har jeg åbenbart et talent for rumsans. Jeg tænker mig til en bygning og så er den færdig i mit hoved. Dette har jeg kunnet bruge som arkitekt. Et rygte siger at jeg ikke kan tegne, og aldrig har kunnet. Dette kan skyldes at jeg arbejder så meget med modeller. Modeller er nemlig et af de mest vidunderlige design-redskaber. Men jeg laver stadig de flotteste tegninger De kan forestille Dem. En af mine norske arkitekt-venner, Arne Korsmo, siger altid at man skal bygge et rum, i stedet for at tegne det.

Netop sansen for geometri har nogle talblinde; dem, der er stærke rent visuelt og spatialt (rumligt). De oplever ligefrem at matematikundervisningen i skolen pludselig er sjovere, når det er former og figurer der skal sættes i spil. Nogle bruger denne evne til kunst, nogle er gode med grafisk arbejde, og nogle tegner et verdenskendt operahus.

Nogle er heldige at slippe igennem et uddannelssystem der har ekstremt svært ved, at give plads til dem. Utzon bestod sin studentereksamen på Aalborg Katedralskole - med årgangens laveste karakterer. Han var heldig. Der er mange talblinde, der ikke når så langt. Det er ofte på dette trin, at tallene er sværest at arbejde med - for de færreste talblinde vælger efter ungdomsuddannelsen at tage en vej, der kræver flere tal. Men det er nu engang nødvendigt, at skulle igennem en gymnasial uddannelse for, at komme på en videregående uddannelse.

Nogle synes læren om ligninger og algebra er ligegyldigt - hvornår bruger man det i det virkelige liv - men det synes jeg er for let en løsning. Talblinde skal ikke undskyldes, talblinde skal ikke fritages - ikke når det er talbehandling i folkeskole og på ungdomsuddannelser. På universiteter i USA er det langt de fleste steder pålagt alle studerende at have matematiske fag på højniveau - selv hvis deres hovedfag er kunst, sprog eller andet der aldrig nogensinde ville kræve talbehandling. Og det er fuldstændig fjollet, ingen tvivl om det. Men uddannelse på folkeskole- og gymnasieniveau er en anden snak.

Men vi skal have hjælp til at klare det.

Lommeregneren burde være lykken for den talblinde. Det er i hvert fald det mange tror. Tast problemet og vupti får du et svar. Men så enkelt er det faktisk ikke.

Tallene der skal bruges skal huskes. Du skal kunne gengive dem rigtigt. Du skal kende forskellen på de matematiske symboler. Du skal vide, hvordan problemet skal indtastes. Du skal huske rækkefølgen, og holde problemet levende i hukommelsen. Huskede jeg nu tredje trin med plustegnet, eller… kom jeg til at trykke minus? Om igen. Og til sidst, skal du kunne forstå resultatet. Hvad betyder 11845,9?

Det vi mangler, er en lommeregner der er specifikt lavet til talblinde. På Dyscalculia Forum har medlemmer delt hvad de mener hjælpemidlet skulle kunne. Jeg er i øvrigt lidt stolt af at have døbt dette ikke-eksisterende hjælpemiddel THE DYSCALCULATOR - af det engelske dyscalculia og calculator.

Nå, men det jeg kom fra, var de specifikke ting lommeregneren skulle kunne, ifølge de talblinde medlemmer. Nu bruger jeg ordet ‘lommeregner’, men det kunne også være noget lignende en PDA, eller det kunne være software der kunne bruges på mobilen og computeren.

1. Der skal være en version for børn hvor der er fokus på undervisning, og en version for voksne hvor der er fokus på undervisning samt tal i hverdagslivet som voksen.
2. En skærm hvor der er plads til det hele. Altså større end en enkelt eller to linjer.
3. Minitastatur med tal, alfabetet og regnefunktionerne - med knapper i forskellige farver.
4. Knapperne med tal må meget gerne have tallet skrevet på. Altså 3 og TRE på samme knap.
5. Man skal kunne stave tallene og regnefunktionerne, udover at skrive dem numerisk. Eksempelvis to hundrede plus fire hundrede i stedet for 200 + 400.
6. Det må gerne være en touch screen - men eftersom nogle talblinde har motoriske problemer skal man kunne undlade at bruge den.
7. Talefunktion - lommeregneren skal kunne fortælle hvad man indtaster, alle tal skal kunne markeres eller lignende for at blive oplæst, og det skal være muligt at trykke på for eksempel divisionstegnet og få at vide hvad det hedder. Dette er en funktion der allerede findes på lommeregnere der er lavet til mennesker med visuelle handicap - så det burde være let at overføre til en Dyscalculator.
8. Talegenkendelse - se dette er stadig et svært punkt generelt med computere, men når det en dag kan lade sig gøre i høj kvalitet, skal det også være en funktion på en lommeregner for talblinde. Det skal være muligt at sige ordet for, for eksempel, 4503, som derefter automatisk skrives ind. Det skal samtidig være muligt at sige ordet som 4, 5, 0, 3 i stedet for fire tusinde fem hundrede og tre, da det kan være meget svært at læse tal. Især over fire cifre.
9. En funktion hvor samme ting i forrige punkt bliver skrevet med bogstaver. Det er for mange lettere at forstå tre hundrede og halvfems millioner end 390000000.
10. Mulighed for at sætte et regnestykke op, som på papir. Inklusiv en hjælpefunktion der for eksempel husker en på, hvor noget skal sættes i mente. Den skal ikke sætte i mente for os - bare fortælle os rækkefølgen i de fire regnearter. At få det vist visuelt mange gange kan hjælpe til indlæringen i forhold til at gøre det selv. Talblinde elever behøver ikke konstant gå i stå og spørge om hjælp, hvis en lommeregner kan dobbelttjekke.
11. Mulighed for at se alle trin man har fulgt. Afspillet som replay og som ‘billede’. Dette er også en funktion der allerede er opfundet på avancerede lommeregnere.
12. Masser af kommaer og punktummer i tallene (alt efter hvad det aktuelle land bruger), så der er en chance for at forstå tal over fire cifre. Når man ikke kan bruge decimal, kan der i stedet bruges mellemrum - eksempelvis 59 600 i stedet for 59600.
13. Mulighed for at gemme udregninger.
14. Mulighed for at sende gemte udregninger via nettet, USB-stick eller lignende. Skal kunne åbnes på computeren på den ene eller anden måde - overførsel til excel eller lignende, hvor der stadig kan redigeres i udregningen. Altså skal den ikke gemmes i billedformat eller andet låst format. Funktionen findes allerede på avancerede lommeregnere.
15. Mulighed for at skrive spørgsmål der er præprogrammerede. “Hvad er halvdelen af x?” - “Hvad er x% af x?”. At gøre problemet skriftligt kan gøre det muligt for den talblinde overhovedet at lave en sådan udregning.
16. Drømmefunktioner til Dyscalculator version 2.0 ville være muligheder for at sætte den i forbindelse med  netbank, skat og lignende. Desuden noget med mål, kvadratmeter, vægt og andre funktioner man har brug for i hverdagen. Og ikke mindst en scanningsfunktion.
17. Og til sidst skal den være robust, da den skal kunne tåle at blive kastet rundt i rummet når frustrationerne er på sit højeste! Men hvis den virker som den skal - altså som en almindelig lommeregner gør for ikke-talblinde - så behøver den nok ikke være så robust.

Det er meget, vi søger i en lommeregner. Og virker måske som en let løsning. Men en Dyscalculator ville ikke gøre mere for os, end hvad en normal lommeregner gør for ikke-talblinde. Faktisk giver den os bare mulighed for, i det hele taget at bruge en lommeregner. For eksempel som et oplæsningsprogram gør det muligt for blinde at bruge en computer, eller talegenkendelse gør det muligt for fysisk handicappede at skrive hele romaner. Og ordblinde kan bruge en elektrisk kuglepen der scanner bogstaver og oplæser ordene. Fælles er, at vi på mange punkter vil kunne klare os selv uden hjælp - og der er intet andet vi hellere vil!

Dagdrømmeri er en del af ADD/ADHD og forskellige diagnoser indenfor autismespekret, så måske måske kunne det være svaret - men det er kun få i debatten der har en sådan diagnose.

Alle mennesker dagdrømmer. Men det medlemmerne her beskriver, er mere end dagdrømmeri. Og det ved jeg - for jeg har det på samme måde. Vi lever os ind i en verden, opfinder lange samtaler og handlinger, skriver romaner i hovedet, zoner helt ud af virkeligheden.

“Folk tror jeg er sindssyg når jeg sidder i den offentlige trafik og drømmer - min mund bevæger sig med de ord jeg siger, eller en af mine karakterer, i min fantasiverden.

“Jeg forsvinder ind i historier, bøger, poesi. Jeg opfinder utopiske verdener, nye måder mennesker kan leve på i et samfund jeg selv designer”.

“Så længe jeg kan huske har jeg levet i en rig fantasiverden der må en mærkelig måde krydser med min egen hverdag. Det er som at spille en rolle i et stykke, eller være en person i en uskrevet bog”.

“Den eneste måde at beskrive det på, er ‘mini-film’ med mig selv som stjernen, og fuld manuskript”.

“Siden 4. klasse har jeg udlevet helt andre liv i mit hoved, komplet med fantasivenner, job og situationer. Det er bedre end tv”.

“Det er ofte meget store og lange historier med mange personer og action, med meget dialog. Den samme historie kan være i mit hoved i flere uger, og udvikler sig af sig selv”.

“Jeg har hele mit liv haft et rigt indre liv, med store scenarier der har spillet i hovedet, i en sådan grad at jeg har grint i det offentlige, eller ligefrem fået tårer i øjnene hvis historien har været sørgelig”.

Ronald Davis, forfatter til “The Gift of Learning” beskriver det faktisk i hans bog som værende ‘desorientering’. Bogen handler om ordblindhed. Altså må ordblinde have samme evne til fantasi? Han skriver blandt andet : “Billedetænkere lever sig ofte ind i en længere desorientering med det formål at underholde sig selv. Desorientering kan åbne dørene til indre fantasi. Et barn opdager måske allerede denne evne som baby. Med denne opdagelse kommer den alternative verden af fantasi og kreativitet, en verden der kun sættes grænser for i forbindelse med barnets egen intelligens og kreativitet. For ham er denne verden uden grænser og konsekvenser. Konsekvenser i den virkelige verden er til dels erstattet af en uafbrudt strøm af kreativ fantasi indenfor fantasiverdenen, hvor han er den centrale figur. Alle mennesker har oplevet denne form for alternative verden igennem særligt omstændige fantasifulde drømme. En billedtænker har dagdrømme eller “vågen-drømme” der er lige så omstændige. Men det passer ikke ind under en normal drøm, fordi desorienteringen tillader dagdrømmen at fremgå som virkelighed. Desorientering tillader også personen at interagere med den alternative verden”.

Desorientering er beskrevet i Gyldendals Leksikon som en “psykisk abnorm tilstand”. Det lyder meget voldsomt, især fordi medlemmerne faktisk beskriver denne evne som en positiv ting. Der er mange forfattere, skribenter, skuespillere og så videre blandt medlemmerne, der har været i stand til at gøre evnen til en karriere. Desuden er selve ordet “billedtænker” en smule svær at forstå han bruger, da det langt fra er alle talblinde drømmere der tænker i billeder. De fleste tænker i ren dialog og i systemer. Men på den anden side ser vi det så for os på den måde, uden et billede i ordets forstand.

Jeg selv opfatter det også som positivt, det meste af tiden. Det eneste problem jeg har er, at jeg ikke selv kan styre hvornår det sker. Det betyder at jeg er hende der altid går ind i lygtepælen, kort sagt. Jeg har altid ønsket jeg kunne bruge denne evne til at få historier ned på skrift, men det er endnu ikke lykkedes. Jeg går helt i stå, når det bliver virkelighed. En del medlemmer beskriver, at de var hittet som barn fordi de altid opfandt de sjoveste lege. Det var jeg heller ikke stand til i den virkelige verden, men jeg kunne sidde i flere timer med legoklodser og opfinde hele film, når jeg var alene. Jeg gør det stadig meget, flere gange om dagen - forskellen er, at det i barndommen var urealistiske verdener (forestil dig Bennys Badekar gange 10), hvor det i dag er noget der reelt kunne ske. Jeg lever mig så meget ind i fantasien mens jeg er i den, men jeg er altid klar over, at det ikke er virkelighed. Og det er vel dér grænsen går, ellers var jeg nok klar til indlæggelse på den lukkede. Men, det er bare en del af hvem jeg er.

Det ville dog være enormt rart at finde en metode til selv at kunne styre hvornår det sker, så jeg slipper for endnu flere uplanlagte møder med lygtepæle.

Naturligvis er der en bekymring om A- og B-hold, men artiklen fortæller, at elever og undervisere er glade for systemet. Og at det i øvrigt kun er lovligt at undervise på denne måde halvdelen af tiden.

Men hvad sker der, den dag folkeskoleloven bliver lavet om - bliver det så ikke A- og B-hold igen? Bertel Haarder mener allerede, at ordningen bliver brugt for lidt. Og hvad sker der så med talblinde elever? En talblinds manglende evner i matematiktimerne bliver opfattet som manglende motivation, indsats og engagement. Vi er allerede på B-holdet, på trods af at det officielt ikke eksisterer. Og hvis skolesystemet skal opdeles på denne måde igen, betyder det, at vi kommer på B-holdet i alle fag.

Det forældrenes bekymring går på, er udelukkende hvad det gør ved elevens selvværd. Det er ikke det, der bekymrer mig - alle oplever den slags opdeling på et eller andet tidspunkt i deres liv. Det, der bekymrer mig meget, er tanken om, at det så er ligegyldigt med B-holdet. At vi er ligegyldige, og ikke får mulighed for samme grunduddannelse som A-holdet. A-holdet beskrives som motiveret og engageret. Det vil uden tvivl betyde, at B-holdet vil være en blanding af bogligt svage elever, ordblinde og talblinde elever, og elever der laver uro.

Jeg har været på B-holdet, som man nu officielt har indført på nogle danske skoler (uden at ville nævne begrebet som andet end niveauforskel i forhold til engagement og stærke/svage elever). Jeg blev fra 7. klasse undervist i alle fag i en ordblindeklasse uden nogensinde at have haft problemer med at læse, stave og skrive. Jeg kom på B-holdet i alle fag på grund af matematik. Det skal lige nævnes, at man ikke vidste talblindhed fandtes og jeg først blev diagnostiseret da jeg fandt ud af dets eksistens som 21-årig. De ordblinde elever var umotiverede og manglede engagement, og jeg var eleven der var besværlig i matematik. På vores lille uofficielle B-hold blev vi ikke undervist ordenligt. Det kunne være ligemeget - det betød ikke noget - vi skulle bare lige bestå dansk og matematik i 9. klasse. Underviserne opgav fra start et projekt om afgangseksamen i andre fag - vi måtte simpelthen ikke. Og sådan fungerer denne skole stadig i dag, 10 år efter – og jeg kender mangle små specialskoler med normaltbegavede elever, der kører samme system. Jeg kunne ikke regne på 3. klasses niveau, så den dag i dag er jeg i gang med en bachelor uden at have en 9. klasses afgangseksamen i andet end dansk. Derudover mangler jeg en grunduddannelse fra 7-10. klasse i alle fag bortset fra dansk og gymnastik. Det er rent held at jeg har fundet en lang, snørklet omvej i et system der mente, jeg hørte til på et B-hold, fordi jeg var umotiveret og uengageret i et fag, der voldte mig ekstreme problemer.

Det er også rent held at jeg er en nørd med mange interesser, der automatisk har sørget for, at jeg efter folkeskolen har fået en grunduddannelse. Men tænk hvad jeg kunne have lært, hvis jeg havde fået rigtig undervisning på A-holdet? Hvis der havde været plads til mig? Hvad kunne jeg så blive, den dag i dag? En ting er sikkert, jeg ville ikke have kostet samfundet så meget ved ikke at kunne tage en uddannelse før jeg som 23-årig fandt en længere omvej - der i øvrigt lukkede seks måneder senere. Og hvad med alle mine gamle ordblinde klassekammerater, der ikke har haft samme nørdede interesser - er det okay, at de stadig kæmper med at få et dårligt betalt ufaglært job, fordi B-holdet ikke fik samme chance som A-holdet?