Fantasi og talblindhed

På The Dyscalculia Forum har der siden 2006 kørt en levende snak om fantasi. Det tyder på, at langt størstedelen af talblinde har en enorm evne til at fantasere. Det er så vidt jeg ved aldrig noget der er sat i forbindelse med talblindhed på forskningsområdet, da det er selve matematikproblemet der sættes fokus på. Men så må vi jo selv råbe op og fortælle, at der er et symptom der måske kunne sættes mere fokus på. Hvem ved, måske kunne evnen udnyttes til at lære matematik.

Dagdrømmeri er en del af ADD/ADHD og forskellige diagnoser indenfor autismespekret, så måske måske kunne det være svaret – men det er kun få i debatten der har en sådan diagnose.

Alle mennesker dagdrømmer. Men det medlemmerne her beskriver, er mere end dagdrømmeri. Og det ved jeg – for jeg har det på samme måde. Vi lever os ind i en verden, opfinder lange samtaler og handlinger, skriver romaner i hovedet, zoner helt ud af virkeligheden.

“Folk tror jeg er sindssyg når jeg sidder i den offentlige trafik og drømmer – min mund bevæger sig med de ord jeg siger, eller en af mine karakterer, i min fantasiverden.

“Jeg forsvinder ind i historier, bøger, poesi. Jeg opfinder utopiske verdener, nye måder mennesker kan leve på i et samfund jeg selv designer”.

“Så længe jeg kan huske har jeg levet i en rig fantasiverden der må en mærkelig måde krydser med min egen hverdag. Det er som at spille en rolle i et stykke, eller være en person i en uskrevet bog”.

“Den eneste måde at beskrive det på, er ‘mini-film’ med mig selv som stjernen, og fuld manuskript”.

“Siden 4. klasse har jeg udlevet helt andre liv i mit hoved, komplet med fantasivenner, job og situationer. Det er bedre end tv”.

“Det er ofte meget store og lange historier med mange personer og action, med meget dialog. Den samme historie kan være i mit hoved i flere uger, og udvikler sig af sig selv”.

“Jeg har hele mit liv haft et rigt indre liv, med store scenarier der har spillet i hovedet, i en sådan grad at jeg har grint i det offentlige, eller ligefrem fået tårer i øjnene hvis historien har været sørgelig”.

Ronald Davis, forfatter til “The Gift of Learning” beskriver det faktisk i hans bog som værende ‘desorientering’. Bogen handler om ordblindhed. Altså må ordblinde have samme evne til fantasi? Han skriver blandt andet : “Billedetænkere lever sig ofte ind i en længere desorientering med det formål at underholde sig selv. Desorientering kan åbne dørene til indre fantasi. Et barn opdager måske allerede denne evne som baby. Med denne opdagelse kommer den alternative verden af fantasi og kreativitet, en verden der kun sættes grænser for i forbindelse med barnets egen intelligens og kreativitet. For ham er denne verden uden grænser og konsekvenser. Konsekvenser i den virkelige verden er til dels erstattet af en uafbrudt strøm af kreativ fantasi indenfor fantasiverdenen, hvor han er den centrale figur. Alle mennesker har oplevet denne form for alternative verden igennem særligt omstændige fantasifulde drømme. En billedtænker har dagdrømme eller “vågen-drømme” der er lige så omstændige. Men det passer ikke ind under en normal drøm, fordi desorienteringen tillader dagdrømmen at fremgå som virkelighed. Desorientering tillader også personen at interagere med den alternative verden”.

Desorientering er beskrevet i Gyldendals Leksikon som en “psykisk abnorm tilstand”. Det lyder meget voldsomt, især fordi medlemmerne faktisk beskriver denne evne som en positiv ting. Der er mange forfattere, skribenter, skuespillere og så videre blandt medlemmerne, der har været i stand til at gøre evnen til en karriere. Desuden er selve ordet “billedtænker” en smule svær at forstå han bruger, da det langt fra er alle talblinde drømmere der tænker i billeder. De fleste tænker i ren dialog og i systemer. Men på den anden side ser vi det så for os på den måde, uden et billede i ordets forstand.

Jeg selv opfatter det også som positivt, det meste af tiden. Det eneste problem jeg har er, at jeg ikke selv kan styre hvornår det sker. Det betyder at jeg er hende der altid går ind i lygtepælen, kort sagt. Jeg har altid ønsket jeg kunne bruge denne evne til at få historier ned på skrift, men det er endnu ikke lykkedes. Jeg går helt i stå, når det bliver virkelighed. En del medlemmer beskriver, at de var hittet som barn fordi de altid opfandt de sjoveste lege. Det var jeg heller ikke stand til i den virkelige verden, men jeg kunne sidde i flere timer med legoklodser og opfinde hele film, når jeg var alene. Jeg gør det stadig meget, flere gange om dagen – forskellen er, at det i barndommen var urealistiske verdener (forestil dig Bennys Badekar gange 10), hvor det i dag er noget der reelt kunne ske. Jeg lever mig så meget ind i fantasien mens jeg er i den, men jeg er altid klar over, at det ikke er virkelighed. Og det er vel dér grænsen går, ellers var jeg nok klar til indlæggelse på den lukkede. Men, det er bare en del af hvem jeg er.

Det ville dog være enormt rart at finde en metode til selv at kunne styre hvornår det sker, så jeg slipper for endnu flere uplanlagte møder med lygtepæle.

Kommentarer