Når talmonsteret overtager
Tirsdag eftermiddag gik jeg smilende ud fra min bacheloreksamen med et 12-tal – men øjeblikket efter forsvandt min glæde.
Jeg ikke kunne huske pinkoden til min mobiltelefon, så jeg kunne ikke ringe til familie og venner for at prale. I bussen på vej hjem råbte chaufføren af mig, fordi jeg havde talt mine mønter forkert og betalt for lidt for billetten. Da jeg kom hjem lå der et brev fra SKAT, der endte med, at jeg i den næste times tid mere eller mindre havde et økonomisk panikanfald, fordi jeg ikke kunne forstå, hvad der stod i brevet. Jeg nåede at overveje om brevet betød, at jeg skyldte dem så mange penge at jeg er nødt til at skjule mig på Fiji resten af livet, til om det betød, at de faktisk skyldte mig penge. Jeg er mig selv svar skyldig, og bliver nødt til at krybe til kors og bede om hjælp til at forstå det. Har du tid? Senere stod jeg på vaskeriet, hvor det lykkedes mig at betale en time for den forkerte tørretumbler – på trods af, at jeg som altid havde dobbelttjekket tallet på maskinen.
Tal fylder hele ens verden, i det øjeblik man ikke har redskaberne til at forstå dem og bruge dem rigtigt. Jeg ved kognitivt, at det ikke er min skyld, at umiddelbart simple ting er umenneskeligt svære for mig. Det vidste jeg dog først som 21-årig – den dag, hvor jeg første gang hørte, at dyskalkuli er en faktisk diagnose. At jeg blev så gammel før jeg hørte om dyskalkuli har betydet, at jeg nu som 27-årig stadig har dage hvor jeg sidder med følelsen af, at jeg bare ikke dur til noget. De dage, hvor der er for mange situationer, som jeg bare ikke kan følge med i og forstå. De dage, hvor talmonsteret får overtaget.
Jeg ved, at jeg er god til mange ting, som andre ikke finder så let. Jeg ved, at jeg arbejder hårdt. Jeg ved, at jeg har været igennem meget for at nå så langt, at jeg overhovedet kunne komme ind på en videregående uddannelse. Jeg ved, at jeg fortjener, at jeg lige om lidt er pædagog med et 12-tal i bagagen. Jeg ved, at jeg kan mit fag. Jeg ved, at det burde have været den bedste dag i lang tid. Men dage hvor tallene simpelthen bare driller for meget, er dage, hvor jeg igen kan høre alle mine matematiklærere i baghovedet.
“Det er forkert. Du skal bare tage dig sammen, Mette.
Du prøver jo ikke engang.
Der er ikke noget der hedder ‘det kan jeg ikke finde ud af’.
Du kan, hvis du vil.“
Kære matematiklærere – der er ikke noget, vi hellere vil, end at forstå de tal, vi hver eneste dag bliver nødt til at forholde os til. I ved om nogen, at tal er over det hele.
Jeg var 21 år, før jeg fik en forklaring på mine vanskeligheder – den sørgelige sandhed er, at uvidenheden omkring talblindhed gør, at de fleste talblinde først får en forklaring meget senere i livet. Jo længere der går, jo sværere er det at undgå at give sig selv skylden.
Spred ordet – vil du ikke nok?
Konference om talblindhed
CSV SydØstfyns udviklingsprojekt afholder afslutningskonference i juni, så hold kalenderen åben.
Torsdag den 3. juni 2010 på Hotel Nyborg Strand
Programmet er i øjeblikket under udarbejdelse, men vil blive offentliggjort i nærmeste fremtid sammen med praktiske anvisninger, tilmelding, betaling, etc.
Vi kan dog løfte sløret en anelse ved at oplyse, at både professor Olav Lunde fra Norge og professor Niels Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitet, har indvilliget i at medvirke på konferencen.
Da det ikke ud over ministeriets bevilling er lykkedes os at skaffe yderligere tilstrækkelige fondsmidler til projektet må man påregne at skulle betale for deltagelse i konferencen.
I samme omgang har udviklingsprojektet fået sin egen hjemmeside på dyskalkuli.dk. Siden er dog stadig under udarbejdelse.