Ansigtsblind?
Jeg ville lige høre, om der er nogle af jer der har fundet et trick i forhold til at huske navne og ansigter?
Navne og ansigter er ofte et problem for talblinde. Der findes udover det et handicap der hedder ‘prosopagnosi’- på godt dansk ansigtsblindhed, som to procent af verdens befolkning siges at have. De fleste har det i mild grad, men en del har det i så ekstrem form, at de ikke kan genkende deres egne børn eller deres eget spejlbillede.
Jeg har det slet ikke i så høj grad. Jeg kan genkende mennesker jeg kender godt, men det tager lang tid at få nye ansigter klistret fast. Jeg kan gå op og ned af en ny kollega hver dag i en måned, som jeg stadig lige skal kigge en ekstra gang på, for at vide hvem personen er. Mit problem med ansigter er også, at jeg ikke kan ‘finde dem frem’ i mit hoved. Jeg kan genkende min mor når jeg ser hende, men hvis du beder mig om at beskrive hende uden hun står foran mig, kan jeg ikke finde hendes ansigt frem på min skærm. Kognitivt ved jeg, at hun er lidt lavere end mig og har kort lyst hår - men det visuelle billede mangler, så mere information kan jeg ikke give.
Jeg læste for et stykke tid siden et interview med Kronprinsesse Victoria, hvor hun fortalte om hendes ansigtsblindhed og problemer med at huske navne. Det må godt nok være besværligt når ens liv handler om at netværke!
Det er også enormt svært, når man arbejder med børn. Jeg skal til at lære 40 nye navne og sætte dem sammen med 40 ansigter. De to forrige gange jeg har skullet dette, fik jeg institutionerne til at give mig et billede med børnene med hjem, hvor deres navne stod på. Og så øvede jeg, og øvede, og øvede. Det virker lidt. Hvilket vil sige, at nogle navne og ansigter sætter sig hurtigere fast, end da jeg ikke havde fundet denne metode. Men jeg er ikke tilfreds med, at det kun virker lidt - det skal virke helt. Når det kommer til alt andet end navne og ansigter, er jeg dog enorm god til at huske detaljer om de mennesker jeg møder i det pædagogiske arbejde. Hvorfor er det, at jeg kan huske, at ‘Emma’ elsker agurker og at kælke med sin far, mistede sin mælketand sidste sommer, bor på Østerbrogade, har gulblomstrede vanter, en yndlingsdukke hun havde med for flere måneder siden, og en tante i Sverige der er advokat - men ikke kan huske Emmas navn? Min hjerne er et mysterium for mig, som jeg hver eneste dag prøver at løse.
Fortæl endelig hvis der er noget der virker for dig, der måske kunne virke for mig og andre.
Yderligere information om prosopagnosi:
Artikel fra Månedsskrift for praktisk lægegerning om ansigtsblindhed
Artikel fra Illustreret Videnskab om ansigtsblindhed
Test dig selv for ansigtsblindhed
Seks ud af 10 universitetsstuderende har angst for matematik
Videnskab.dk skriver i dag om en spansk undersøgelse fra Granada Universitet. Undersøgelsen viste, at hele seks ud af ti studerende havde direkte angst for matematik, der gav sig til udtryk ved de gængse angstsymptomer såsom spændinger, nervøsitet, bekymring, irritabilitet, utålmodighed, forvirring, frygt og mentale blokeringer.
Det kan alle talblinde nikke genkendende til.
Samtidig er der utroligt mange der viser tegn på talblindhed på grund af matematikangst, uden egentlig at være talblinde. Dette kaldes pseudo-dyskalkuli - altså falsk talblindhed.
Rigtig mange undervisere fra hele verden går efter ideologien om, at talblindhed ikke findes - at der kun findes matematikblokeringer og dårlig undervisning. At pseudo-dyskalkuli er den eneste form for dyskalkuli der eksisterer. Dette er en sætning jeg møder hver eneste dag, og jeg har altid haft svært meget ved at forholde mig til den.
Jeg er ikke underviser - jeg er bare talblind. Jeg kan kun tage udgangspunkt i mig selv, og det eneste jeg kan sige er, at jeg er 26 år og stadig har problemer med noget så simpelt som at læse et ur. Dette skyldes hverken en blokering eller manglende undervisning - dette skyldes simpelthen at min hjerne har problemer med at forstå og huske sekvenser og spatiale opgaver. Samtidig indrømmer jeg gerne, at jeg er hunderæd og blokerer overfor at skulle arbejde med tal i forbindelse med decideret matematikundervisning - men tal i hverdagen er jeg ikke bange for, og jeg har ikke mulighed for at lave blokeringer da det er ting der simpelthen bare skal gøres. Jeg skal fra A til B, jeg skal vide hvad klokken er. Det irriterer mig gevaldigt at skulle bruge enorme kræfter på at gøre noget så simpelt som at gå på vaskeriet (hvilke grader betyder hvad, hvilket nummer havde vaskemaskinerne jeg tog, hvor mange mønter skal jeg have med mig, hvor lang tid plejer det at tage at tørre, hvor mange penge skal jeg putte i og så videre - simpelt for de fleste, svært for mig) - men irritation og blokering er ikke det samme. Det ved jeg - og det ved alle der har oplevet angst og blokeringer.
Naturligvis hjælper det enormt på indlæringen at angsten behandles og gennemarbejdes - her taler jeg igen ud fra egen erfaring. Det kan ikke ‘kurere’ mig, men jeg er meget overbevist om, at det i hvert fald vil gøre det lettere at lære. Undersøgelser viser, at mennesker med pseudo-dyskalkuli har stor gavn af undervisning der er rettet mod talblinde. Forskellen er, at de kommer videre når blokeringen forsvinder, hvor talblinde kan komme over blokeringen men stadig have de samme vanskeligheder med matematikken (Tony Attwood, Dyscalculia in schools - what it is and what you can do, 2002). Det, der helt og komplet har fjernet min blokering over for hverdagsmatematik jeg ikke kan undgå, er en udførlig diagnostisering og efterfølgende forklaring på, hvorfor det altid har været så svært for mig. Sagt med andre ord, er min angst overfor store dele af talbehandling forsvundet bare ved at vide, at mine vanskeligheder ikke er min skyld. En sætning som “du kan, hvis du vil” fra nok så velmenende lærere har i den grad været skyld i min blokering - for der var godt nok intet andet i verden jeg hellere ville, end forstå det der blev sagt. Og jeg kunne ikke svare andet end, “jeg kan ikke finde ud af det”, og så var det pludselig min egen skyld. Det var sådan min blokering viste sig. Når jeg går i baglås i dag, er jeg blevet så pædagogisk ved mig selv, at jeg tilføjer et enkelt ord i den sætning. “Jeg kan ikke finde ud af det - endnu”. Dette fjerner min blokering og gør det til irritation i stedet. Og det er (sgu) okay at være irriteret over at have svært ved noget andre overhovedet ikke tænker over. Og når det er okay at være irritereret, åbner det op for min lyst til at fjerne irritationen ved at lære nye ting. Men det betyder ikke, at min talblindhed forsvinder. At det pludselig bliver let som ingenting at gå på vaskeriet. Det betyder bare, at jeg i det mindste har en chance for, at lære flere ting.
Dette blev et rodet indlæg - men som jeg nævnte, har jeg aldrig vidst hvad jeg skulle svare når jeg er blevet præsenteret for ideen om, at talblindhed ikke fandtes. Denne forklaring om forskellen på blokering og irritation, er det tætteste jeg kan komme på et svar.
Lars Ulriksen, lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet, ønsker en dansk undersøgelse af angst for matematik. Ja tak siger jeg - og helst på samtlige uddannelsesområder. Dette ville muligvis åbne op for at der blev oprettet en form for hjælp til mennesker med angst for matematik - både dem med pseudo-dyskalkuli og dem med en diagnose i rygsækken.
Konference om dyskalkuli
Lige en hurtig reminder - den 6. maj 2009 afholdes der en konference om talblindhed på Danmarks Pædagogiske Universitet i København. Tilmeldingsfristen er nu på fredag, altså i overmorgen, den 17. april.
Lidt længere nede på denne side kan du finde mere information - eller du kan trykke her.
Pinkoder… åh nej!
Forleden så jeg Danske Bank reklamere for, at man hos dem kan få samme pinkode på alle sine kort. Det er godt nok smart! Jeg kontaktede straks 15 af de største danske pengeinstitutter for at høre, om de tilbød det samme. Nykredit og Danske Bank viser sig dog at være de eneste. Det er gratis begge steder.
Så hvis du har flere pinkoder hos Nykredit eller Danske Bank, er det da bare at gå ned og få samme kode på alle kort. Så er der i det mindste kun en enkelt kode du skal huske. Det var bare lige et hurtigt tip fra mig - håber alle har nydt påsken.
Jørn Utzon var talblind
I dag ville arkitekten Jørn Utzon have fyldt 91 år - han døde i november 2008 af et hjertetilfælde. Utzon nåede at nævne sine problemer med bogstaver og tal en del gange i medierne. Blandt andet i denne artikel, hvor han sagde:
Jeg blev ikke ingeniør, fordi jeg både lider af dysleksi og mangel på matematisk indsigt. Man skal have en god matematisk hjerne for at blive ingeniør. Husk at geometri er noget ganske andet. Som en kompensation for disse handicap har jeg åbenbart et talent for rumsans. Jeg tænker mig til en bygning og så er den færdig i mit hoved. Dette har jeg kunnet bruge som arkitekt. Et rygte siger at jeg ikke kan tegne, og aldrig har kunnet. Dette kan skyldes at jeg arbejder så meget med modeller. Modeller er nemlig et af de mest vidunderlige design-redskaber. Men jeg laver stadig de flotteste tegninger De kan forestille Dem. En af mine norske arkitekt-venner, Arne Korsmo, siger altid at man skal bygge et rum, i stedet for at tegne det.
Netop sansen for geometri har nogle talblinde; dem, der er stærke rent visuelt og spatialt (rumligt). De oplever ligefrem at matematikundervisningen i skolen pludselig er sjovere, når det er former og figurer der skal sættes i spil. Nogle bruger denne evne til kunst, nogle er gode med grafisk arbejde, og nogle tegner et verdenskendt operahus.
Nogle er heldige at slippe igennem et uddannelssystem der har ekstremt svært ved, at give plads til dem. Utzon bestod sin studentereksamen på Aalborg Katedralskole - med årgangens laveste karakterer. Han var heldig. Der er mange talblinde, der ikke når så langt. Det er ofte på dette trin, at tallene er sværest at arbejde med - for de færreste talblinde vælger efter ungdomsuddannelsen at tage en vej, der kræver flere tal. Men det er nu engang nødvendigt, at skulle igennem en gymnasial uddannelse for, at komme på en videregående uddannelse.
Nogle synes læren om ligninger og algebra er ligegyldigt - hvornår bruger man det i det virkelige liv - men det synes jeg er for let en løsning. Talblinde skal ikke undskyldes, talblinde skal ikke fritages - ikke når det er talbehandling i folkeskole og på ungdomsuddannelser. På universiteter i USA er det langt de fleste steder pålagt alle studerende at have matematiske fag på højniveau - selv hvis deres hovedfag er kunst, sprog eller andet der aldrig nogensinde ville kræve talbehandling. Og det er fuldstændig fjollet, ingen tvivl om det. Men uddannelse på folkeskole- og gymnasieniveau er en anden snak.
Men vi skal have hjælp til at klare det.
The Dyscalculator - Lommeregneren til talblinde
Kære nørder, softwareproducenter, firmaer der laver lommeregnere og hjælpemidler - der er 390.000.000 (tre hundrede og halvfems millioner) talblinde mennesker i verden der kan blive jeres potentielle kunder. Hjælp os!
Lommeregneren burde være lykken for den talblinde. Det er i hvert fald det mange tror. Tast problemet og vupti får du et svar. Men så enkelt er det faktisk ikke.
Tallene der skal bruges skal huskes. Du skal kunne gengive dem rigtigt. Du skal kende forskellen på de matematiske symboler. Du skal vide, hvordan problemet skal indtastes. Du skal huske rækkefølgen, og holde problemet levende i hukommelsen. Huskede jeg nu tredje trin med plustegnet, eller… kom jeg til at trykke minus? Om igen. Og til sidst, skal du kunne forstå resultatet. Hvad betyder 11845,9?
Det vi mangler, er en lommeregner der er specifikt lavet til talblinde. På Dyscalculia Forum har medlemmer delt hvad de mener hjælpemidlet skulle kunne. Jeg er i øvrigt lidt stolt af at have døbt dette ikke-eksisterende hjælpemiddel THE DYSCALCULATOR - af det engelske dyscalculia og calculator.
Nå, men det jeg kom fra, var de specifikke ting lommeregneren skulle kunne, ifølge de talblinde medlemmer. Nu bruger jeg ordet ‘lommeregner’, men det kunne også være noget lignende en PDA, eller det kunne være software der kunne bruges på mobilen og computeren.
- Der skal være en version for børn hvor der er fokus på undervisning, og en version for voksne hvor der er fokus på undervisning samt tal i hverdagslivet som voksen.
- En skærm hvor der er plads til det hele. Altså større end en enkelt eller to linjer.
- Minitastatur med tal, alfabetet og regnefunktionerne - med knapper i forskellige farver.
- Knapperne med tal må meget gerne have tallet skrevet på. Altså 3 og TRE på samme knap.
- Man skal kunne stave tallene og regnefunktionerne, udover at skrive dem numerisk. Eksempelvis to hundrede plus fire hundrede i stedet for 200 + 400.
- Det må gerne være en touch screen - men eftersom nogle talblinde har motoriske problemer skal man kunne undlade at bruge den.
- Talefunktion - lommeregneren skal kunne fortælle hvad man indtaster, alle tal skal kunne markeres eller lignende for at blive oplæst, og det skal være muligt at trykke på for eksempel divisionstegnet og få at vide hvad det hedder. Dette er en funktion der allerede findes på lommeregnere der er lavet til mennesker med visuelle handicap - så det burde være let at overføre til en Dyscalculator.
- Talegenkendelse - se dette er stadig et svært punkt generelt med computere, men når det en dag kan lade sig gøre i høj kvalitet, skal det også være en funktion på en lommeregner for talblinde. Det skal være muligt at sige ordet for, for eksempel, 4503, som derefter automatisk skrives ind. Det skal samtidig være muligt at sige ordet som 4, 5, 0, 3 i stedet for fire tusinde fem hundrede og tre, da det kan være meget svært at læse tal. Især over fire cifre.
- En funktion hvor samme ting i forrige punkt bliver skrevet med bogstaver. Det er for mange lettere at forstå tre hundrede og halvfems millioner end 390000000.
- Mulighed for at sætte et regnestykke op, som på papir. Inklusiv en hjælpefunktion der for eksempel husker en på, hvor noget skal sættes i mente. Den skal ikke sætte i mente for os - bare fortælle os rækkefølgen i de fire regnearter. At få det vist visuelt mange gange kan hjælpe til indlæringen i forhold til at gøre det selv. Talblinde elever behøver ikke konstant gå i stå og spørge om hjælp, hvis en lommeregner kan dobbelttjekke.
- Mulighed for at se alle trin man har fulgt. Afspillet som replay og som ‘billede’. Dette er også en funktion der allerede er opfundet på avancerede lommeregnere.
- Masser af kommaer og punktummer i tallene (alt efter hvad det aktuelle land bruger), så der er en chance for at forstå tal over fire cifre. Når man ikke kan bruge decimal, kan der i stedet bruges mellemrum - eksempelvis 59 600 i stedet for 59600.
- Mulighed for at gemme udregninger.
- Mulighed for at sende gemte udregninger via nettet, USB-stick eller lignende. Skal kunne åbnes på computeren på den ene eller anden måde - overførsel til excel eller lignende, hvor der stadig kan redigeres i udregningen. Altså skal den ikke gemmes i billedformat eller andet låst format. Funktionen findes allerede på avancerede lommeregnere.
- Mulighed for at skrive spørgsmål der er præprogrammerede. “Hvad er halvdelen af x?” - “Hvad er x% af x?”. At gøre problemet skriftligt kan gøre det muligt for den talblinde overhovedet at lave en sådan udregning.
- Drømmefunktioner til Dyscalculator version 2.0 ville være muligheder for at sætte den i forbindelse med netbank, skat og lignende. Desuden noget med mål, kvadratmeter, vægt og andre funktioner man har brug for i hverdagen. Og ikke mindst en scanningsfunktion.
- Og til sidst skal den være robust, da den skal kunne tåle at blive kastet rundt i rummet når frustrationerne er på sit højeste! Men hvis den virker som den skal - altså som en almindelig lommeregner gør for ikke-talblinde - så behøver den nok ikke være så robust.
Det er meget, vi søger i en lommeregner. Og virker måske som en let løsning. Men en Dyscalculator ville ikke gøre mere for os, end hvad en normal lommeregner gør for ikke-talblinde. Faktisk giver den os bare mulighed for, i det hele taget at bruge en lommeregner. For eksempel som et oplæsningsprogram gør det muligt for blinde at bruge en computer, eller talegenkendelse gør det muligt for fysisk handicappede at skrive hele romaner. Og ordblinde kan bruge en elektrisk kuglepen der scanner bogstaver og oplæser ordene. Fælles er, at vi på mange punkter vil kunne klare os selv uden hjælp - og der er intet andet vi hellere vil!
Fantasi og talblindhed
På The Dyscalculia Forum har der siden 2006 kørt en levende snak om fantasi. Det tyder på, at langt størstedelen af talblinde har en enorm evne til at fantasere. Det er så vidt jeg ved aldrig noget der er sat i forbindelse med talblindhed på forskningsområdet, da det er selve matematikproblemet der sættes fokus på. Men så må vi jo selv råbe op og fortælle, at der er et symptom der måske kunne sættes mere fokus på. Hvem ved, måske kunne evnen udnyttes til at lære matematik.
Dagdrømmeri er en del af ADD/ADHD og forskellige diagnoser indenfor autismespekret, så måske måske kunne det være svaret - men det er kun få i debatten der har en sådan diagnose.
Alle mennesker dagdrømmer. Men det medlemmerne her beskriver, er mere end dagdrømmeri. Og det ved jeg - for jeg har det på samme måde. Vi lever os ind i en verden, opfinder lange samtaler og handlinger, skriver romaner i hovedet, zoner helt ud af virkeligheden.
“Folk tror jeg er sindssyg når jeg sidder i den offentlige trafik og drømmer - min mund bevæger sig med de ord jeg siger, eller en af mine karakterer, i min fantasiverden.
“Jeg forsvinder ind i historier, bøger, poesi. Jeg opfinder utopiske verdener, nye måder mennesker kan leve på i et samfund jeg selv designer”.
“Så længe jeg kan huske har jeg levet i en rig fantasiverden der må en mærkelig måde krydser med min egen hverdag. Det er som at spille en rolle i et stykke, eller være en person i en uskrevet bog”.
“Den eneste måde at beskrive det på, er ‘mini-film’ med mig selv som stjernen, og fuld manuskript”.
“Siden 4. klasse har jeg udlevet helt andre liv i mit hoved, komplet med fantasivenner, job og situationer. Det er bedre end tv”.
“Det er ofte meget store og lange historier med mange personer og action, med meget dialog. Den samme historie kan være i mit hoved i flere uger, og udvikler sig af sig selv”.
“Jeg har hele mit liv haft et rigt indre liv, med store scenarier der har spillet i hovedet, i en sådan grad at jeg har grint i det offentlige, eller ligefrem fået tårer i øjnene hvis historien har været sørgelig”.
Ronald Davis, forfatter til “The Gift of Learning” beskriver det faktisk i hans bog som værende ‘desorientering’. Bogen handler om ordblindhed. Altså må ordblinde have samme evne til fantasi? Han skriver blandt andet : “Billedetænkere lever sig ofte ind i en længere desorientering med det formål at underholde sig selv. Desorientering kan åbne dørene til indre fantasi. Et barn opdager måske allerede denne evne som baby. Med denne opdagelse kommer den alternative verden af fantasi og kreativitet, en verden der kun sættes grænser for i forbindelse med barnets egen intelligens og kreativitet. For ham er denne verden uden grænser og konsekvenser. Konsekvenser i den virkelige verden er til dels erstattet af en uafbrudt strøm af kreativ fantasi indenfor fantasiverdenen, hvor han er den centrale figur. Alle mennesker har oplevet denne form for alternative verden igennem særligt omstændige fantasifulde drømme. En billedtænker har dagdrømme eller “vågen-drømme” der er lige så omstændige. Men det passer ikke ind under en normal drøm, fordi desorienteringen tillader dagdrømmen at fremgå som virkelighed. Desorientering tillader også personen at interagere med den alternative verden”.
Desorientering er beskrevet i Gyldendals Leksikon som en “psykisk abnorm tilstand”. Det lyder meget voldsomt, især fordi medlemmerne faktisk beskriver denne evne som en positiv ting. Der er mange forfattere, skribenter, skuespillere og så videre blandt medlemmerne, der har været i stand til at gøre evnen til en karriere. Desuden er selve ordet “billedtænker” en smule svær at forstå han bruger, da det langt fra er alle talblinde drømmere der tænker i billeder. De fleste tænker i ren dialog og i systemer. Men på den anden side ser vi det så for os på den måde, uden et billede i ordets forstand.
Jeg selv opfatter det også som positivt, det meste af tiden. Det eneste problem jeg har er, at jeg ikke selv kan styre hvornår det sker. Det betyder at jeg er hende der altid går ind i lygtepælen, kort sagt. Jeg har altid ønsket jeg kunne bruge denne evne til at få historier ned på skrift, men det er endnu ikke lykkedes. Jeg går helt i stå, når det bliver virkelighed. En del medlemmer beskriver, at de var hittet som barn fordi de altid opfandt de sjoveste lege. Det var jeg heller ikke stand til i den virkelige verden, men jeg kunne sidde i flere timer med legoklodser og opfinde hele film, når jeg var alene. Jeg gør det stadig meget, flere gange om dagen - forskellen er, at det i barndommen var urealistiske verdener (forestil dig Bennys Badekar gange 10), hvor det i dag er noget der reelt kunne ske. Jeg lever mig så meget ind i fantasien mens jeg er i den, men jeg er altid klar over, at det ikke er virkelighed. Og det er vel dér grænsen går, ellers var jeg nok klar til indlæggelse på den lukkede. Men, det er bare en del af hvem jeg er.
Det ville dog være enormt rart at finde en metode til selv at kunne styre hvornår det sker, så jeg slipper for endnu flere uplanlagte møder med lygtepæle.
Skoler opdeler igen i A- og B-hold
Politiken skrev i går om Lykkebo Skole i Valby, der sidste år begyndte at opdele eleverne fra 8. klasse efter indsats og engagement. I dag bruger de også systemet i 7. klasse. På Holme Skole i Århus vil man efter sommer begynde at undervise i hold på tværs af klassetrin, efter motivation. På Nordvangsskolen i Esbjerg opdeler de niveaumæssigt i matematik fra 7. klasse - efter “indsats og engagement”.
Naturligvis er der en bekymring om A- og B-hold, men artiklen fortæller, at elever og undervisere er glade for systemet. Og at det i øvrigt kun er lovligt at undervise på denne måde halvdelen af tiden.
Men hvad sker der, den dag folkeskoleloven bliver lavet om - bliver det så ikke A- og B-hold igen? Bertel Haarder mener allerede, at ordningen bliver brugt for lidt. Og hvad sker der så med talblinde elever? En talblinds manglende evner i matematiktimerne bliver opfattet som manglende motivation, indsats og engagement. Vi er allerede på B-holdet, på trods af at det officielt ikke eksisterer. Og hvis skolesystemet skal opdeles på denne måde igen, betyder det, at vi kommer på B-holdet i alle fag.
Det forældrenes bekymring går på, er udelukkende hvad det gør ved elevens selvværd. Det er ikke det, der bekymrer mig - alle oplever den slags opdeling på et eller andet tidspunkt i deres liv. Det, der bekymrer mig meget, er tanken om, at det så er ligegyldigt med B-holdet. At vi er ligegyldige, og ikke får mulighed for samme grunduddannelse som A-holdet. A-holdet beskrives som motiveret og engageret. Det vil uden tvivl betyde, at B-holdet vil være en blanding af bogligt svage elever, ordblinde og talblinde elever, og elever der laver uro.
Jeg har været på B-holdet, som man nu officielt har indført på nogle danske skoler (uden at ville nævne begrebet som andet end niveauforskel i forhold til engagement og stærke/svage elever). Jeg blev fra 7. klasse undervist i alle fag i en ordblindeklasse uden nogensinde at have haft problemer med at læse, stave og skrive. Jeg kom på B-holdet i alle fag på grund af matematik. Det skal lige nævnes, at man ikke vidste talblindhed fandtes og jeg først blev diagnostiseret da jeg fandt ud af dets eksistens som 21-årig. De ordblinde elever var umotiverede og manglede engagement, og jeg var eleven der var besværlig i matematik. På vores lille uofficielle B-hold blev vi ikke undervist ordenligt. Det kunne være ligemeget - det betød ikke noget - vi skulle bare lige bestå dansk og matematik i 9. klasse. Underviserne opgav fra start et projekt om afgangseksamen i andre fag - vi måtte simpelthen ikke. Og sådan fungerer denne skole stadig i dag, 10 år efter – og jeg kender mangle små specialskoler med normaltbegavede elever, der kører samme system. Jeg kunne ikke regne på 3. klasses niveau, så den dag i dag er jeg i gang med en bachelor uden at have en 9. klasses afgangseksamen i andet end dansk. Derudover mangler jeg en grunduddannelse fra 7-10. klasse i alle fag bortset fra dansk og gymnastik. Det er rent held at jeg har fundet en lang, snørklet omvej i et system der mente, jeg hørte til på et B-hold, fordi jeg var umotiveret og uengageret i et fag, der voldte mig ekstreme problemer.
Det er også rent held at jeg er en nørd med mange interesser, der automatisk har sørget for, at jeg efter folkeskolen har fået en grunduddannelse. Men tænk hvad jeg kunne have lært, hvis jeg havde fået rigtig undervisning på A-holdet? Hvis der havde været plads til mig? Hvad kunne jeg så blive, den dag i dag? En ting er sikkert, jeg ville ikke have kostet samfundet så meget ved ikke at kunne tage en uddannelse før jeg som 23-årig fandt en længere omvej - der i øvrigt lukkede seks måneder senere. Og hvad med alle mine gamle ordblinde klassekammerater, der ikke har haft samme nørdede interesser - er det okay, at de stadig kæmper med at få et dårligt betalt ufaglært job, fordi B-holdet ikke fik samme chance som A-holdet?
